∗ ∗ ∗ ∗ Sjov og underholdende Girlpower. Af Eva Zierau
Joy bygger på en sand historie om Joy Mangano, en ung entreprenant enlig mor, der går grueligt meget igennem for til sidst med en ukuelig jernvilje at erobre verden og udleve den amerikanske drøm. Den historie er altid god. Den får os til at drømme om selv at forcere lukkede døre. At turde satse på succes.
Foto: Fox Film
I filmen følger vi Joy(Jennifer Lawrence) over en periode på knap fire årtier. Filmen starter i 60erne, da Joy er barn. Hun er kreativ, fuld af gode ideer og er dygtig med sine hænder. Hun er en mønsterelev i skolen. Hendes mormor Mimi(Diane Ladd), der er historiens fortæller, ser hendes talent og opmuntrer hende til at følge sine drømme, men livet kommer på tværs. Hendes far Rudy(Robert De Niro) forlader hjemmet til fordel for en yngre model. Hendes mor går i hundene, og tilbringer så at sige hver vågen time med at se soap.
Joy opgiver at gå på universitetet, gifter sig med Tony(Édgar Ramirez) en arbejdsløs sanger fra Venezuela, som satser på at blive den nye Tom Jones. De får to børn, bliver skilt, men da han ikke har nogen indkomst, bliver han boende i kælderen. En dag flytter hendes far også ned i kælderen, fordi han er blevet smidt ud sin kæreste. Endelig bor mormor Mimi i et værelse på øverste etage. På hjemmefronten er alt således kaotisk. Joy har mange at tage vare på.
Foto: Fox Film
Da Joy mister sit job, må hun tænke kreativt, ligesom som hun gjorde som barn. Hun opfinder den selvvridende Miracle Mop, som er kilden til enhver husmors lykke, idet man med den kan klare gulvvasken uden på noget tidspunkt at få våde hænder. Når man er færdig, smider man bare moppehovedet direkte i vaskemaskinen. Smart.
Det lykkes Joy personligt at lancere moppen på den kendte QVC Tv-shop. Husmødrene foran skærmene er begejstrede og tusindevis af ordrer tikker ind. Alligevel går det ikke som planlagt. Joy må sande at forretningsverdenen er kold, kynisk og nogen gange også uhæderlig. Hun er nødt til selv at lære de beskidte tricks.
Filmen er et psykologisk studie af en flok neurotiske særlinge under samme tag. Filmen dækker flere genrer herunder screwball- komedien, men tragedien lurer lige om hjørnet. Den er ret morsom. Af og til kammer den imidlertid over. Den familie er simpelt hen for aparte til, at man kan tage den seriøst. Selv siger Joy ”Jeg vil ikke ende som min familie”.
Vi ser en del klip fra amerikanske soaps fra 60erne og op gennem 70erne og 80erne. Det virker godt. Joys mors sygelige afhængighed af disse historier, som kører i samme spor i en uendelighed, står i skærende kontrast til vores heltindes kreativitet og gå på mod, der bliver mere og mere markant, jo flere fiaskoer hun oplever. Hvad får et menneske til at trodse alle odds og bare blive ved? Det er kernen filmen.
Foto: Fox Film
Filmen er spækket med stjernestøv. Robert De Niro, Bradley Cooper, Isabella Rosellini m.fl. Gode kræfter, der sælger billetter. Stjernen I filmen er dog hovedrolle indehaveren, den 27 årige Lawrence, som udstråler et intenst nærvær og en ukuelig energi. Hun har trods sin unge alder vundet mange priser herunder en Oscar og en Golden Globe for sin rolle som Tiffany i filmen i Silver Linings Playbook(2012). Bag filmen står instruktør David Q. Russel, som har haft Lawrence med i flere af sine film bl.a. Silver Linings Playbook .
Filmen varer over to timer og er for lang. Den vil ligesom for meget. Når det er sagt er Joy både sjov og underholdende. Og så er der en del scener, der foregår op til jul. Meget apropos.
Instruktør: David Q. Russel
Premiere:25.december 2015
Trailer:Fox Film