∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jolly Weltschmerz! Kabaret på Riddersalen.
Elegant, minimalistisk kabaret, der placerer sig visuelt et sted i mellemkrigstiden med mange strenge op til nutiden.
De fleste af teksterne er nye eller har et blandet ophav, men der er lige et nummer, som går 98% hjem: den gamle svenske slager ”Sånt är livet”, oprindelig sunget af Anita Lindblom i 1961 og siden af svenskerne kåret som den bedste sang til alle tider.
På den lille lysindkransede scene står de fem aktører med Karin Bang Heinemeier i forgrunden, alle iført narrehatte og teatralske 1920er-associerende collagedragter, mens der akkompagneres på forskellige instrumenter. Det hele har en sær blanding af fascinerende rytme og skrig om hjælp, som vel både livet i almindelighed og denne kabaret i særdeleshed står for. Af en eller anden grund undgår de fem på scenen sangens allersidste skrig, når der skiftes oktav. Dødsskriget udebliver, men salen koger alligevel, og det er som om alle hvisker: Mere af det!
Men ellers er det en ualmindelig æstetisk og smuk kabaret med mange hip til dagligdagens besværligheder, dog med lidt for mange gentagelser. Lige i starten er det sjovt nok med repetitioner og talekor, men snart bliver det næsten trivielt. Også blandingen af tysk, engelsk og dansk. Hvorfor egentlig? Bortset fra at man kan tænke tilbage på Berlins natteliv i slutningen af 1920erne og udødeliggjort i filmen “Cabaret” mange år senere. For der var vist denne kakofoni af mange sprog i Tysklands metropolis i årene tæt på det senere kollektive sammenbrud.
Scenografien er noget for sig selv. Stramt holdt med gummistrimler fra loftet – flot brugt af skuespillerne og understøttet af et eminent lysdesign.
”Jolly Weltschmerz” handler som titel sigende markerer på engelsk og tysk kaudervælsk om det svære ved at leve i et moderne samfund. De fire skuespillere og kapelmesteren har taget sort/hvide teatralske kostumer på og signalerer med det store udtræk: det her er ikke virkelighed – det er underholdning, kunst og et lille skrig om hjælp.
Konsekvent og flot gennemført i et set udefra tilsyneladende aldeles formidabelt teamwork med scenograf, kostumedesigner, lysdesigner, gode skuespillere, spændende kapelmester, formidabel lyd og inciterende musik. Alle lever maksimalt, og det hele er tilsyneladende bundet sammen og måske ligefrem opfundet af skuespilleren Mette K. Madsen, der også står som instruktør og leder af den nye kabaretscene på Riddersalen.
Hvilken spændende idé og initiativ. Det bliver interessant at følge, hvad det kan blive til næste gang, og de må gerne tage Café Teatrets franske kabaret-tradition op. Den er savnet.
Men lige nu er der al mulig grund til at gå ud på Frederiksberg og opleve en raffineret kabaret, der er vidunderligt fri for seksuelle associationer. For det her handler om livet og døden, og det er alvorligt nok, for som Mette K. Madsen flere gange råber: ”Hvordan melder man sig ud af denne institution!” Ja, det vil jeg da også gerne vide!
Jolly Weltschmerz. Riddersalen. 2022. Med Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn, Jens Gotthelf, Mette K. Madsen. Pressefoto.
BØGER om Riddersalen
Der er inden for det seneste år udkommet to bøger om Riddersalen: En stor bog på forlaget Multivers af teaterhistorikeren Birthe Johansen: ”Teatret Riddersalens Århundrede”. Et stykke gedigent arkivarbejde ligger bag, og nu er der faktisk mulighed for at få klarhed over de spændende eksperimenter, der fandt sted i 1920erne med Co-optimisterne, siden PH og i midten af 1930erne Per Knutzon og Kjeld Abells samarbejde om teatrets allerstørste succes: ”Melodien der blev væk”. Efterfølgende spilledes også tekster af Brecht. Det er en stor bog, udgivet i samarbejde med Selskabet for Dansk Teaterhistorie, med fine registre, men layouten gør bogen mindre fremkommelig, og billedmaterialet er meget ringe gengivet. Sådan burde det ikke være i 2021 med seks fonde i ryggen.
Også i 2021 kom der en varm hyldestbog til Jytte Abildstrøm og hendes teater, der har haft til huse i Riddersalen siden 1970 med Jytte i direktørsædet til 2009. Seneste direktør er Piet Bertelsen. Bogen ”Fortællinger om Riddersalen og dens mennesker i Jyttes tid – fortalt af dem selv” består lige netop af det, som titlen antyder. Det er den ene kærlighedserklæring efter den anden til Jytte og teatrets kunst og muligheder. Sød og varm bog i raffineret layout. Skal man være ”anmelder”, er Jytte Abildstrøms egne bidrag afgjort de mest interessante.
Bogen er udkommet på forlaget clemmerdu og støttet af to fonde.
HOLDET BAG JOLLY WELTSCHMERZ!
Medvirkende Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn, Jens Gotthelf, Mette K. Madsen og kapelmester Thomas Dinesen
Idé og iscenesættelse Mette K. Madsen
Dramaturg/medinstruktør Trine Wisbech
Komponist Joachim Holbek
Scenograf Dorte Holbek
Koreograf og konsulent, instruktion Charlotte Munksø
Lysdesigner Sonja Lea
Kostumedesign Thomas Winkler og Pille Behrendt
Konsulent, sang Niels Søren Hansen
Make-up ITURI imagine
Spiller indtil begyndelsen af april.
www.riddersalen.dk
Kære Ulla Strømberg, tak fordi du kom forbi og for din dejlige anmeldelse 🙂 må jeg nysgerrigt spørge hvad du mener med “et godt skjult ophav” ifht vores tekster?
Alle teksters ophav er omhyggeligt krediteret i vores program som jeg håber du fik med dig i går. Hvis du har spørgsmål om konkrete teksters ophav skal jeg gerne besvare dem. Bedste hilsner Mette K Madsen og vær velkommen i Kunstnerkabareten en anden god gang 🙂
Tak for en fin aften. Da jeg fik mine billetter spurgte jeg i billetlugen om der var noget papir om forestillingen. Nej, sagde den venlige unge mand, så jeg måtte ty til mobilen. På vej ud af teatret opdagede jeg en bunke foldere – og der stod alt det, jeg havde brug for. Men det havde været nyttigt under forestillingen, men det er ikke din skyld: og svar mig gerne: hvorfor tre sprog. Mh ulla
Ah. Det beklager jeg meget, det var en ærgelig bommert fra vores side, har allerede nævnt det til forhuset, men ja når du nu har programmet håber jeg at teksternes meget lidt skjulte ophav hermed er opklaret 🙂 Jeg føler det kan læses som om vi har lånt tekster uden at kreditere de rigtige, hvilket ikke er tilfældet, tværtimod: meget er skabt målrettet til Jolly W og af nulevende forfattere og musikere, og vi er stolte af bidragyderne og af materialet.
Mht til de tre sprog, var det helt fra starten et ønske at blande sprogene, så vi kunne synge sange på de sprog vi ville i forestilligen, og da vi samtidig ønskede at bringe titler på numrene konkret ind i scenografien helt konkret (med kærlige hilsner til Bertold Brecht) og da der kan være en pointe i at benytte sig af flere sprog når man rækker ud fra en eksistentiel krise en globaliseret verden, ja så blev det sådan. Ala: måske jeg bliver forstået på et andet sprog hvis ikke det første. Og da tysk engelsk og dansk er de sprog vi mestendels har sange og tekster blev det netop de tre sprog. Og tak for det gode spørgsmål. Bh Mette K