Menu Luk

John Neumeiers ballet, I.

Kommentar og anbefaling af Ulla Strømberg.

John Neumeiers ballet, I.

John Neumeier og København.

John Neumeiers ballet fra Hamburg er på vej til Tivoli i København i maj, 2024. Heldigvis.

Det er svært at glemme, at Det Kongelige Teaters balletchef og hele institutionen i november/december 2022 afbrød kontakten med den berømte amerikansk/tyske koreograf og balletchef John Neumeier fra Hamburg.

John Neumeier og dansere. Pressefoto.

Det Kongelige Teater har ellers igennem mange årtier fejret de største triumfer med netop John Neumeiers fortællende balletter, som har passet ekstremt godt til et balletkompagni, der varetager den flere hundrede år gamle Bournonville-tradition.

Men for tiden er det på Kongens Nytorv  slut med at se bl.a. ”Romeo og Julie”, ”Kameliadamen” eller flere af Neumeiers balletter skabt på baggrund af Gustav Mahlers musik.

Årsagen til miseren kan udlægges på flere måder: nogle dansere forstod ikke dramaturgien i balletten ”Othello”, som oprindelig var programsat. De følte sig krænkede af en ”stammedans”.  Et halvt år senere fik den åbenbart mindre farlige ”En Skærsommernatsdrøm” som erstatning repremiere. I kølvandet på Neumeiers besøg i København omkring premieren (en assistent fra Hamburg havde forestået genindstuderingen) opstod der igen ballade, Nu anklagedes den respekterede koreograf for sammen med sine assistenter at have optrådt ubehageligt over for nogle dansere.

Balletchefen sendte resolut Neumeier på porten, og diskussionen fortsatte nogle uger i aviserne. Men beslutningen ændredes ikke.

Heldigvis har Det Kongelige Teater ikke monopol på at vise klassisk ballet. Tværtimod, har teatret skuffende nok kun haft ganske få internationale gæstespil i de seneste år og vist et spinket repertoire. Men heldigvis er der bl.a. Tivoli, som er kendt for at huse både NYCB, New York City Ballet, og Alvin Ailey’s Dance Company, når de har været på Danmarks-besøg.

John Neumeier og en danser. Pressefoto.

Derfor kommer et stort gæstespil til København i maj med den nu 83-årige koreograf og balletchef John Neumeier. I følge programmet bliver det en form for hyldest – en buket af udvalgte partier fra Neumeiers mange koreografier danset af hans eget kompagni.

I balletgallaen med titlen ”The World of John Neumeier – An Autobiography”  vises uddrag fra nogle af de kendteste balletter: ”Romeo & Julie”, ”Kameliadamen”, ”Nøddeknækkeren”, ”Mahlers 3. symfoni” og ”Nijinsky”.

Samtidigt vil John Neumeier selv stå på scenen aftenen igennem.

Der danses i København d.16., 17., og 18. maj, som er en lørdag og derfor har både matiné og aftenforestilling. Der er stadig få pladser at købe og mærkværdigvis er alle de dyre billetter solgt. Men hvem siger, at man ikke kan se fra de bageste rækker.

https://www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/teater/2024/hamburg-ballet–the-world-of-john-neumeier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *