Kommenteret af Ulla Strømberg.
John Lennon er død. Teater V.
Vinder af Dramatisk Debut 2018 Opført på Teater V – skrevet af Sophie Zinckernagel.
For mange år siden, da jeg var dramaturg i Radioteatret, havde vi som vanen tro afvist et svensk stykke. Få måneder efter viste det sig, at stykket havde fået ny titel. Vi tog teksten frem igen, nu jublede alle, og det blev antaget og indspillet!
Jeg kom til at tænke på historien, da jeg i går overværede: ”John Lennon er død”.
For ”John Lennon er død” er en fabelagtig god titel. Den kan huskes, den giver associationer, og der er ikke brug for anden baggrundslyd end Lennons musik. Men der skal mere til, for at et stykke dramatik er godt. Men stykket har netop vundet 1. premiere i en dramatikerkonkurrence. Hvad der er tænkt og diskuteret i det meget professionelle bedømmelsesudvalg, der har valgt ”Lennon er død” ud af en mængde på 70 indsendte manuskripter, skal jeg lade være usagt. Jeg ved det ikke. Men jeg undrer mig.
Til gengæld er det blevet til en yderst professionel forestilling instrueret af Emil Hansen med fire skuespillere. Ikke mindst Charlotte Munksgaard blomstrer som den afdankede danserinde og værtshusholderske i stripteaseklubben et sted i helvede. Men også de andre skuespillere kæmper bravt: Gerard Carey Bidstrup, Anna Stokholm og Peter Zandersen – samt barnestjernen Piroska Eulalia Avila Ingemann.
I en bar sidder John Lennon med skudsår og det hele og tyller whisky i sig. En midaldrende kvinde står med slatne engelvinger og arbejder på sin poolstang. Men så går elevatordøren op og en ung pige, der har snittet sig i håndleddene, kommer ind. Hun er ulykkelig, gravid og har været med i X-faktor. Vi ler spontant. Hun taler dansk, Lennon engelsk og damen københavnsk.
Siden er barnet vokset, Lennon har været et smut ude i virkeligheden, og en splatterpistol har været i gang adskillige gange, hvorved Lennon er blevet dansk og pigen engelsk. Historien udvikler sig yderligere i splattergenrens modbydelige retning, og det nyfødte barn får en behandling, der hverken er morsom eller dramaturgisk betinget – og bedst kan karakteriseres som ”aldrig set før”.
Det har til gengæld adskillige af de elementer, som den unge debuterende dramatiker Sophie Zinckernagel har boostet sit stykke op på. Der er inspiration fra alle de store absurdister og eksistentialister: Sartres ”Lukkede døre”, Ionescos ”Enetime”, Pinters ”Køkkenelevator” og alskens splatterdramatik, som jeg ikke ved noget om. Der er også fra det hjemlige hentet inspiration hos Jokum Rohde ( Nero) og Lollike (bl.a. Revolution).
Lennon skyder Thomas Blackman off stage, og denne X faktorvært ankommer naturligvis i glinsende habit med dødsår og forvandles efterfølgende uden årsag til en savlende hund! Det ufødte barn vokser, trods behandlingen, op og ender som et halvstort barn i døren midt imellem jorden og helvede. Finale.
Sophie Zinckernagel har sikkert fantasi og masser af lyst til at skrive dramatik. Det er kun at håbe, at hun indfanger andre og mere brugbare emner at skrive om og ikke lægger sig for tæt op ad forbillederne. For så vil man hellere have den ægte vare.
Medvirkende – Gerard Carey Bidstrup, Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Peter Zandersen & Piroska Eulalia Avila Ingemann
Dramatiker – Sophie Zinckernagel
Instruktør – Emil Hansen
Scenografi & Kostumer – Rebekka Bentzen
Lysdesign – Sonja Lea
Lyddesign – Rune Abel
Forestillingsleder & Rekvisitør – Anna Ladas
OBS! Der indgår stroboskoplys i forestillingen
Varighed: 1 time og 10 min. uden pause
www.teater-v.dk