∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Billedkunstneren John Kørner har fået det meste af Charlottenborgs udstillingskapacitet og har grebet opgaven alvorligt an ved at installere adskillige af de ”problemer”, som han har arbejdet med i de seneste mange år.
For John Kørner er, midt i al sin farveglæde med rødt, gult og blåt, meget samfundsrelateret, og ingen værker undlader at gøre opmærksom på basale samfundsproblemer. Det er ikke partipolitik, der er Kørners ærinde, snarere en menneskeliggørelse af forskellige ubalancer i samfundet. På Charlottenborg går det hele faktisk op i en højre enhed med en inkorporering af tidligere udstillingsprojekter.
Ophængningen er imponerende flot at skue og samtidig lige at gå til for også nye ”kunder”.
I hallen, ved trappen, præsenteres nogle af de skulpturer, ”problemer”, som blev skabt til forestillingen ”Griskhed” på Republique. Samme former går også igen helt inde i et lille rum. Her viser Kørner nogle af de billeder, som var med på Arbejdermuseet for nogle år siden, hvor kvindehandel og gadeprostitution var det ”problem”, som blev til attraktive og flotte manifestationer på lærred og papir. Og det er måske ”problemet” for Kørner – eller en fordel(?) – at det alvorlige bliver kunstnerisk så attraktivt, fordi han er så ”ferm”. Dog ikke sagt i en nedladende betydning.
Vi lever i en overfladisk tid, hvor der skal skrappe midler og anderledes metoder til for at opnå lydhørhed og synlighed. Og det må man sige, at den nu 50 årige John Kørner har formået og forstået at levet op til.
Flot og imponerende er det. Fra krigsbillederne i de første store rum til mindre skulpturer og et sjovt (vævet) bjerglandskab, hvor der ved ferniseringen var et mylder af børn, der fik lov at boltre sig på skråningerne. Men krigsbillederne har en direkte appeal til følelserne, ved at Kørner har givet de semiabstrakte billeder mandsnavne, bl.a. Brian.Det virker!
I teaterforestillingen ”Griskhed” talte John Kørner også. Det er, som om han har så meget på hjerte, at han snart også må skrive kronikker og bøger for at være sikker på, at alledetaljer i samfundsanalyserne kommer med. For bare det ikke ender som smukke dekorationer velegnet til strandvejsvillaer og taglejligheder i det indre København. Kørner fortjener, at både publikum og politikere åbner øjnene og får ny indsigt via kunsten.
Tag gerne børn og novicer med til udstillingen og vis, hvordan kunsten kan redegøre for vidt forskellige, men lige fatale samfundsproblemer.
( Ps. Charlottenborg synes mere og mere velfungerende. Sjovt nok er der samtidig med Kørner-udstillingen Al Weiweis samfundskritik på husfacaden. ( læs mere i et andet indlæg).