∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jeppe på Bjerget på Aarhus Teater.
Så er det min tur til at sende en kanonladning lovord efter den velspillede ”Jeppe på bjerget” på Aarhus Teater. Ikke mange replikker fra Holberg er blevet tilbage hos Christian Lollike, men essensen: Hvorfor drikker Jeppe? står med flammeskrift hen over forestillingen, som alle i Aarhus og opland vil se, men ikke kan, for også i Aarhus er der røde lygter til Holberg.
Teaterhistorie
Med denne “Jeppe på Bjerget” skaber Christian Lollike igen teaterhistorie – først var der Peter Langdals “Erasmus Montanus vender tilbage” i 1984, så kom Christian Lollikes “Erasmus Montanus” i sort og hvidt i 2017/19 og nu igen “Jeppe på Bjerget”, 2025.
Jeppe har PTSD. Han har jo været i krig, og det gik skidt. Tilbage i parcelhuset med konen Nille og datteren ligger han det meste af tiden på sofaen og drikker, for ikke at tænke og høre lyde.
Thure Lindhardts eminente portræt og Lollikes fortolkning
Thure Lindhardt er eminent og suveræn i rollen som tabermanden, der er kommet så langt ud, at han må acceptere, at konen er blevet prostitueret endda hjemme i stuen, hvor han så må fortrække til terrassen sammen med datteren. Her begynder Holberg-showet i ren socialrealisme.
Hele persongalleriet fra Holberg er bibeholdt, men kun i glimt et par replikker eller tre. Det er alt. Men imponerende, konsekvent og meget sigende for instruktøren Lollike. Han har allerede for et par år siden lagt arm i Norge med ”Jeppe på bjerget”, så han kender stoffet og kan give fuld skrue med både dansere, en sabelsluger og naturligvis baronens håndlangere.
Flot med alle de aktører, der fylder scenen i en blandingsscenografi af den gamle makker fra den prisbelønnede “Erasmus Montanus”, David Gehrt, mens Ida Grarup har været med til kostumerne. Det visuelle bevæger sig fra parcelhustristesse anno nu til fiktiv gylden fortid hos en baron, der er blevet Queer. Han er en moderne kunstner, der orkestrerer domfældelse og hængning i en amerikaniseret westernkulisse, for at slutte, nej det skal være en overraskelse for de udvalgte publikummer. For pointen er flertydig – og det bliver samtidigt en teaterforestilling, der ikke vil ende, men knopskyder igen og igen.
Regiteater
Det er regiteater, når det er bedst, og instruktøren får lov at hyre både dansere, håndlangere og en sabelsluger og til selv at skrive en ny tekst, der giver hint til både USA, samfundet lige nu og til musicalbranchen. For når Nille som en anden bordelmutter tager telefonen hedder hendes virksomhed ”The one and only” . Her var jeg vist ene om at le den fredag aften i Aarhus Teater og se forbindelsen til en effektiv københavnsk musicalproducent.
Er denne “Jeppe på bjerget” Holbergs? Måske. Er det godt teater? Det er fermt teater, og det er teater, man ikke kan komme udenom eller glemme. For her løftes en klassiker ned fra piedestalen til dagligdagens brosten for at vise en Jeppe-figur, der går psykologisk ind i den almindelige mands sjæl, eller resterne af den. For selvfølgelig blev han mentalt skadet, ligesom hovedparten af de andre udsedte soldater. Krabasken, mester Erik, som Nille håndterer, er ikke længere en pisk, men en pistol. Blot lyden af et skud giver Jeppe panikangst. Men da han på et tidspunkt står over for baronens lakajer, kan han selvfølgelig også prale med at have skudt mange mænd.
Thure Lindhardt
Meget er vundet med Thure Lindhardt som den skrøbelige, nedbrudte mand, med en krop, der viser noget og en stemme, der siger resten. Man får også sympati for ham, da han har overskud nok til ren improvisation midtvejs og også kan se ud mod publikum spørge: “Hvordan har I det?”
Hele holdet
I modsætning til Københavner-versionen leverer også resten af staben med Jacob Madsen Kvols og Mette Bøttcher i spidsen upåklagelige, engagerede præstationer. De ved, hvad de gør. Denne ”Jeppe på bjerget” præsenterer et Aarhus Teater i topform. Gid teatret bliver på det niveau fremover.
Et vrangbillede af den moderne kunst
Tilbage til Lollikes personlige fortolkning: Jeppe har PTSD. Hans alkoholforbrug har gjort, at hjemmet mangler penge, og Nille er blevet prostitueret. Baronen er blot som en anden Andy Warhol eller lign. med et slæng af yngre androgyne rygklappende mænd og kvinder, der også i kedsomhed vil prøve grænser af. Derfor eksperimenteres denne gang med Jeppe. Hans tur i ”Himmerige” optages på video og ligeså rettergangen, i syntetisk cowboymiljø.
Tilsammen bliver det et ”kunstværk” – som til sidst anerkendes og hædres, som et værk med empati for underklassen! Så har jeg ikke sagt for meget. Det bliver også en satire over de priser, som Lollike selv har modtaget i forskellig kontekst! For jo mere Lollike er gået over grænsen – des mere medvind har han oplevet. Raffineret personlig fortolkning af egen teaterkunst. Efter sigende skulle Lollike for tiden have samme frisure som Baronen i forestillingen – noget der faktisk viser tilbage til tidligere tiders teaterfolk, der smeltede sammen med deres fiktive teaterfigurer i selskabslivet.
Lollike går over stregen
Alligevel er der også modhager i Lollikes version. Det er irriterende, at han har smidt så meget tekst overbord, ærgerligt at han ikke, som store instruktører (Bergman og lign.) formår at fastholde den kanoniserede tekst i en fornyende iscenesættelse.
Åbningsscenen er for meget med den villige Nille på knæ for en mandsperson – og ligeledes de løjer, som Jeppe udsættes for i Baronens guldseng. Meget af det synes unødvendigt, selv om der altid er nogle publikummer, som går bersærk i latter, når verbale latriner hældes ud i rummet.
København versus Aarhus
Sammenholdes de to Jeppe-opsætninger, kan det blive et interessant studie i tekstbearbejdelse, fortolkning og først som sidst springer forholdet mellem skuespillerkunst og instruktion i øjnene.
Københavnerversionen på Det Kongelige Teater, instrueret af Heinrich Christensen i en alt for luftig scenografi, har kun øje for titelpersonen, som i høj grad lykkes med Frederik Cilius’ fortolkning af både tekst og figur, men på bekostning af et forvirret, forladt og komplet uskolet ensemble, slet ikke Nationalscenen værdigt, og som nærmest ikke anede, hvad de foretog sig.
Her overfor står Christian Lollikes Aarhus-version med en bevidst håndtering af samtlige personer på scenen og naturligvis af medhjælperne som scenograf og koreograf. At også Jeppe-figuren forløses forbilledligt af Thure Lindhardt bliver udslagsgivende.
For skal teater lykkes, er det på alle måder et fælles værk, hvor også de små detaljer er vigtige, men alt set og fastholdt i forhold til hinanden.
Det kan så diskuteres, hvilken fortolkning man hælder mest til: Frederik Cilius’s onde. sønderjyske Jeppe i en gold verden – omgivet af skuespillere, som ikke formår at formidle Holbergs ord eller Thure Lindhardts nedbrudte Jeppe, den ptsd-ramte veteran, der har øje på og for publikum, men er blevet tabt af systemet, og hvis nedtur ingen ende vil tage. Her i Aarhus kan alle sige replikkerne, for de er skrevet af Lollike og ikke af Holberg.
Mere teaterhistorie
Der er kort sagt frit slag for dramaturgi- og teatervidenskabsstuderende, hvis de stadig findes.
“Jeppe på Bjerget” – Aarhus Teater, 2025, kan gå ind i rækken af store Holberg-fornyende iscenesættelser. Jeg citerer fra Kulturkupeens anmeldelse af Lollikes “Erasmus Montanus” ved genopsætningens gæstespil i København, 2019:
“Denne ”Erasmus Montanus”, 2017/19, har allerede skrevet moderne teaterhistorie på linje med Peter Langdals ”Erasmus Montanus vender tilbage ” i 1984 på Betty Nansen Teatret og Edvin Tiemroths ”Hekseri eller blind alarm” i 1966 på Det Kongelige Teater. Alle tre Holberg-forestillinger både fastholdt og fornyede på begavet vis traditionen, også takket være fremragende skuespillerpræstationer. Holberg er endnu en gang blevet sprællevende. Se det er teaterkunst!
Tekst af: Ludvig Holberg. Bearbejdelse: Christian Lollike med Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs.
Iscenesættelse: Christian Lollike.
Scenografisk koncept og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup.
Koreografi: Marie Brolin-Tani, Luke Hodkinson. Lyddesign: Lars Gaarde. Lys- og video content design: Jeppe Lawaetz.
Medvirkende: Thure Lindhardt, Jacob Madsen Kvols, Nanna Bøttcher, Olaf Højgaard, Amanda Friis Jürgensen, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Christian Hetland, Cecilia Gosilla, Alvilda Lyneborg Lassen, Andreas Bruun Pedersen, Luke Hodkinson, Kateryna Kuznetsova, Illia Miroshnichenko, Lina Valantiejute og Aarhus Teaters Kor.
Jeppe på bjerget spiller 6. februar til 13. marts 2025 på Aarhus Teater – Der meldes alt udsolgt.