∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Stand-up-Samarbejde imellem Teater Sort/Hvid – og Det Kongelige Teater spillet i Den Brune Kødby.
Hvem er han: Zaki eller Kent, ægypter eller dansker, mere halvt det ene end det andet?
”Jeg hører stemmer” er både et selvportræt, et generationsportræt og en beskrivelse af et miljø, som mange af os ikke kender, bl.a. fordi vi er for gamle, har det forkerte køn, bor det forkerte sted – og i øvrigt har levet et andet liv.
Historien er hørt og spillet før. Edison lagde ud for snart mange år siden og gjorde et pionerarbejde ved at lade nydanskere komme til orde. Andre fulgte efter, bl.a. Teater Republique, siden Det Kongelige Teater og Sort/Hvid.
Men ”Jeg hører stemmer” om at være ”halv” i Danmark har så meget humor, at alle parader og forbehold hurtigt bliver ligegyldige, fordi der er så mange nye pointer i de ellers halvgamle rammer og klicheer.
Udgangspunktet er tilsyneladende endnu engang et selvportræt, der samtidigt fortæller historien om fordomme – vores fordomme, som hele tiden bekræftes. Men heldigvis vender Zaki Youssef det også på hovedet, og vi ler, når han ikke selv tør sige noget om bøsser af angst for at blive kaldt for homofob.
Pressebillede: Agnete Schlichtkrull
Det er charmerende Stand-up med musikeren Turkman Souljah som supersupport for ikke mindst det raffinerede fortløbende, men varierede lydtæppe får forestillingen til at køre derudaf i harmoniske og rytmiske skift mellem monologer, rap, melodiske indslag, dialoger og kakofonier.
For helt suveræn er Zaki, når han spiller to-tre-fem forskellige mænd og kvinder, der plaprer i munden på hinanden på et utal af danske og udenlandske dialekter og accenter.
”Jeg hører Stemmer” er som teater både underholdende, sjovt og indimellem også lidt patetisk, når ordene samler sig om kærlighed, følelser og forældre.
Forskellige temaer gennemspilles: hans forældres møde: ung ægypter forelsker sig i dansk blondine, faderen får en højere uddannelse, men forlader alligevel familien, som måske eller måske ikke ender i en form for ghetto, som børnene så skal bruge et halvt liv på at kæmpe sig ud af. Uvorne drenge, der hænger ud og brænder skure af, arrangerede ægteskaber og dårlige lærere og groteske psykologer.
Pressebillede: Agnete Schlichtkrull
Hvad er sandt, hvad er teater? Vi ved det ikke, men håber på det sidste, for ellers har det været hårdt for den portrætterede dreng, der stod uden for døren hele sin skoletid, kun afbrudt af de perioder, hvor han var anbragt!
En tur på højskole i Jylland vender billedet på hovedet. Den godmodige lærer lokker med alt. Intet er for godt til den unge muslim, der gerne skal indfanges af Grundtvigs ånd. Gratis ophold med ekstra lommepenge, eneværelse og vandpibe, alt er muligt og tilladt i frisindets navn og også en stening kan komme på tale, for man kan da ikke gå imod et kulturmønster, siger læreren. Resten af historierne er måske for gennemtraskede: her er både om Muhammed-tegningerne og Charlie Hebdo, men intet om at rejse ud for at kæmpe.
Christian Lollikes instruktion er nærmest umærkelig. Tænkte under forestillingen slet ikke på, at der havde været en ekstra hånd. Det hele virkede så naturligt og legende i det lille rum i Den brune Kødby om bag Hovedbanegården. Men da jeg tog programmet og læste hvor mange, der stod bag scenen, herunder bl.a. to kostumierer til at hitte på cowboybukser, strikhuer og kasketter, kunne jeg godt mærke suset fra samarbejdspartneren Det Kongelige Teater med alle faggrænserne.
Forestillingen kan anbefales alle – køn og aldersklasse underordnet. Men jeg glæder mig alligevel til den dag, hvor Zaki Youssef kaster sig ud på dybt vand og ikke kun spiller den evigt forurettede fyr fra det sociale boligbyggeri. Og han må gerne tage Turkman Souljah med.
Med Zaki Youssef og Turkman Souljah
Instruktion: Christian Lollike
Dramaturg: Jesper Bergmann
Turné: Fra 16-25. nov.