∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
80 scener fra Jørgen Leths liv – af Andreas Fugl Thøgersen.
Opgaven har ikke været nem: At skrive en lille biografi om Jørgen Leth. Men Andreas Fugl Thøgersen har løst opgaven eksemplarisk. Og han er vist vant til at omgås store egoer. Rækken af hans biografier er imponerende og omhandler Ulla Terkelsen, Fritz Helmuth, Renee Toft Simonsen, Rasmus Tantholdt og Jimmy Jørgensen. Der synes ikke at være mange lighedspunkter, blot er de enere inden for hver deres felt og godt eksponeret i de store medier. Kort sagt de er KENDTE.
Det er måske en stiltiende beundring for kendtheden, der får lokket et par sandheder ud af ofrene. I hvert fald rammer bogen Jørgen Leths tone fint, hvis man sammenligner med henholdsvis hans mange sider store selvbiografi i flere bind ”Det uperfekte menneske” og hans optræden offentligt: Den langsomme stemme, hovedsætningerne, den gentagne brug af ordet JEG og det tilbagevendende ønske om at fortælle verden, hvordan JEG, Jørgen, har det lige nu – uanset om det drejer sig om havet, hvide tøjservietter eller underklassekvinder fra 3. verden.
Jørgen Leth vil gerne fortælle, og dog. En pointe i bogen er også afvisningen af en samtale med bogens forfatter, som tilsyneladende har haft økonomiske midler nok til at følge efter Jørgen i et par år i henholdsvis København, Haiti og på Touren rundt i Frankrig! Til en samtaleaftale kom først et ja, så nej, så ja – og til sidst ringede en tredje person og aflyste: Jørgen kan ikke tale i dag.
Hvad skal vi så med endnu engang om Jørgen Leth? Jeg kan komme med et par svar: Det er interessant at læse om en mand, der har sagt farvel til fast arbejde og hvis kunstneriske indsats i perioder har været diskutabel. Jeg tænker på både ikke-opsigtsvækkende teateriscenesættelser, digte og dokumentarfilm, som hver for sig ikke vejer så meget, men samlet set er interessante. Leth flyttede sportsreportagen op på et metaplan, hvor det ikke indholdsmæssigt var interessant, men formmæssigt afvigende og dermed anderledes, opsigtsvækkende.
Der er også den umiskendelige tro på kunstneren inde i aarhusdrengen, som voksede op i meget almindelige kår. De uafsluttede studier kompenseredes ved et skrivetalent – dog mere overbevisende dengang end i dag Og så valgte Jørgen en levevis, som andre kunstnere så på og beundrede, og han var gavmild over for danske gæster i det nye paradis i Haiti. Også journalister var velkomne, så Leth blev kendt som manden i Haiti – indtil jordskælvet ødelagde det meste i 2010.
Portrætbogen af Andreas Fugl Thøgersen er på mange måder behagelig læsning, fordi han lægger kortene frem og rent strukturelt skifter imellem meget korte scener og lidt længere afsnit. Fyldestoffet er skåret væk. To års arbejde kogt ned til 240 sider. Jørgen Leths egne bøger kan man nemt blive lidt småirriteret på, fordi det går så langsomt.
Bogen minder lidt om det stand-up show, som Jørgen Leth rejser rundt med og som tidligere har været anmeldt her i kupeen til 5 stjerner ”Vi sidder her bare” – hvor de to musikere Mikael Simpson og Frithjof Toksvig har pakket Jørgen Leth ind. Forestillingen var og er faktisk ret genial i sin anderledeshed og det samme med denne bog, som ikke mindst afspejler yngre mænds beundring for den 80 årige kulturelle levemand.
Bliver man klogere på livet af bogen? Øh. Jørgen Leths liv er svært at kopiere. Men da Jørgen Leth var forvirret og deprimeret tilbage i 1980erne med børn og koner m.m. hjalp Haiti ham. For der, i de kaotiske omgivelser, kunne og måtte han for en tid glemme sig selv. Se det kan alle opblæste egoer måske lære af.
En anderledes, ikke-nødvendig bog, som er fremragende godnat-læsning.
Udkommet i 2017.