∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Sjov og charmerende.
Der er mange filmpremiere omkring Jul og Nytår. Det gælder både voksen- og børnefilm. Juletrætheden er så småt ved at indfinde sig. Børnene skal underholdes, det er råkoldt, så hvad er mere nærliggende end at bruge fridagene på fælles oplevelser i biffen. Har man lidt større børn fra 7 år er filmen Jeg er William et rigtigt godt bud på en sjov og underholdende dansk børnefilm, som man kan tale om bagefter.
William er en sød, kvik, lidt splejset fyr, der ikke har det nemt. Hans far er død, hans mor er en kolbøtte og han bor hos morbror Nils(Rasmus Bjerg), der er førtidspensionist. Som bibeskæftigelse arbejder Nils med import og eksport dvs. køber og sælger ting som kaffefiltre, støvsugere,LED- TV, havefræsere, øl og andre nyttige sager. Nogen gange står der mange ting på Williams værelse andre gange ikke, når varerne er byttet ud med store bundter af kontanter.
Nils synes alle er idioter ikke mindst bilister, politibetjente og skolelærere. Lige så mange idioter der findes i verden, lige så meget homo findes der derude. Det er f.eks. homo at bruge penge på busbilletter og at spille golf. Fartfælder og lignende unødvendige foranstaltninger er også homo. Nils elsker at spille kort, bare ikke med William, men med byens hårde drenge. En dag går det galt, og han roder sig ud i en stor spillegæld, og får byens gangster på nakken af ham. Spørgsmålet er, om William kan redde Nils, inden det er for sent.
Filmen bygger på Kim Fupz Aakesons populære bog Jeg er William. Aakeson har også skrevet filmmanuskriptet, og det er der blevet en rigtig morsom og charmerende film ud af. Tempoet er højt. Visuelt er der mange sjove detaljer i form af tegnefilm eller andre finurligheder som visualiserer Williams tanker omkring morbror Nils´ gøren og laden. Ud over det skal William også lige forholde sig til at blive moppet på vej til skole og til den søde klassekammerat Viola, som måske/måske ikke kan lide ham.
Rasmus Bjerg er sjov som Morbror Nils. Han bliver ofte castet til roller, hvor han spiller mere eller mindre dubiøse typer, der ikke har rent mel i posen. Vi har for nylig set ham i komedierne Iqbal og Superchippen(2016), Sikke et Cirkus(2017) og Alle for Tre(2017).
Den 12 årige Alexander Magnusson er som William er lidt af et fund til rollen, der er hans første. Han spiller naturligt og uimponeret. Det er hans voiceover, som vi hører gennem hele filmen. Til dagligt går han i sjette klasse.
Bag filmen står Jonas Elmer, som bl.a. har instrueret filmkomedien Nynne(2005), som senere blev til en TV-serie på TV2. Han siger om Jeg er William: Jeg har forsøgt at lave en film, hvor ALLE denne verdens William’er vil forlade biografen med fornyet håb om, at vi nok skal klare den, HVIS vi gør noget i verden.
Et ambitiøst mål. Om det lykkes skal være usagt. Men filmen er med sin fantasifulde, sjove og visuelt sprudlende fortællestil bestemt værd at invitere ungerne med ind og se i juleferien.
Instruktør: Jonas Elmer
Fotos og trailer: Meta Film og SF Studios
Premiere: 21. december 2017