Menu Luk

Jeg er sgu min egen. Nørrebro Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Gammelt filmværk af Rifbjerg og Fabricius-Bjerre som minimusical på Nørrebro Teater med sød, ny stjerne i hovedrollen: den 26 årige Mathilde Passer.  

Jeg er sgu min egen. Nørrebro teater. 2019. Foto: Büro Jantzen.

”Jeg sætter min hat som jeg vil”  er en vidunderlig kæk melodi, som Bent Fabricius-Bjerre engang skrev til Klaus Rifbjergs tekst. Sangen blev næsten synonym med Daimi, som var en sød popsanger dengang og havde hovedrollen i filmen ”Jeg er sgu min egen”, hvor sangen indgik. Året er 1967.  Tiden var en anden – 68-oprøret lurede, man sagde De til hinanden, gik i pænt tøj og var i det hele taget forholdsvis velopdragne.

Jeg er sgu min egen. Nørrebro teater. 2019. Foto: Büro Jantzen.

Nørrebro Teater har med Mette Wolf som direktør skabt et repertoire, der om ikke er nostalgisk, så i hvert fald bevidst om vore historiske rødder – både de sjove og de barske. Her passer denne teatergendigtning fint ind: ”Jeg er sgu min egen” er en bagatel af en film med god musik og en lidt tidsforankret handling.  En ung pige vil være som Piet Heins kat: sin egen – og derfor synger hun sig igennem det danske bureaukrati og kommer ud på den anden side.

Nørrebro Teater har valgt den farestrålende nostalgiske vej, men dog fyldt musikken over på nye flasker ved Søren Graversen og 3 andre musikere.

Jeg er sgu min egen. Nørrebro Teater. 2019. Foto: Büro Jantzen.

Scenografien er lagt i hænderne på makkerparret Torden & Lynild. De har skelet grundigt til både Verner Pantons farvede design og Poul Gernes’ farvelære, som bl.a. kendes fra Herlev Hospital, Læs Let bøger og naturligvis Palads Teatret. Begge kunstnere er jo faktisk en vogue i dag og sælges til og opleves af nye generationer. Alligevel har hele scenografien og kostumerne et umiskendeligt 1960er-præg. Og ovenikøbet fremstår spillestilen i flere scener noget agitpropagtigt. Og så er vi tilbage i det politiske teater fra mellemkrigstiden.

Jeg er sgu min egen. Nørrebro teater. 2019. Foto: Büro Jantzen.

Der er altså tænkt grundigt over det hele, og instruktøren Niclas Bendixen, der ikke mindst er kendt for at kunne få en handling til at flyde let på scenen, lykkes langt hen ad vejen med at få spillerne til at agere dukker udenom den søde hovedperson, Annie Larsen – spillet af Mathilde Passer.

For mere dansk kan det ikke være: Annie Larsen vil bare være sig selv og finde en mand, men systemet, som hun er blevet en del af, vil noget andet med hende. Da hun både får anvist arbejde og ægtemand, gør hun oprør.

Med det sødeste smil og en lidt (for) skarp stemme synger Mathilde Passer sig charmerende igennem alle scener, mens de andre skuespillere må slide hårdt i det for at udfylde de forskellige funktioner og krybe ud og ind af runde huller og op og ned ad trapper. Der skal god fysik til for at spille med på Nørrebro Teater.

Jeg er sgu min egen. Nørrebro Teater. 2019. Foto: Büro Jantzen.

Nicolai Jandorf får meget ud af sin musiker, der i den gamle film blev spillet af folkemusikeren Cæsar.  To gange kommer sangen ”Duerne flyver (af og til op)” tilbage og bliver en behagelig pause for den lidt kraftige underlægningsmusik. Også den anden velkendte sang: ”Jeg sætter min hat som jeg vil” – scorer til allersidst stor applaus.

Forestillingen er på mange måder meget vellykket på sine egne præmisser.Opgaven kunne lige nu næppe løses på anden måde. Men at forløse en tyndbenet film fra 1967 til wide screen-teater anno 2019 er hverken nemt eller ligetil.

Er man til fest og farver og god musik, er ”Jeg er sgu min egen” rette sted at søge hen at få et nostalgitrip på et par timer.

Medvirkende:

MATHILDE PASSER, MARIE ASKEHAVE, ANNE SOFIE ESPERSEN, TOM JENSEN, MORTEN HEMMINGSEN, NICOLAI JANDORF

SAMT MUSIKERNE:

SØREN GRAVERSEN, ANDERS BIRK, STEPHAN GRABOWSKI OG RENE DAMSBAK

Manuskript: Jeanette Munzert baseret på JEG ER SGU MIN EGEN af Klaus Rifbjerg

Instruktion: Niclas Bendixen

Scenografi: Torden & Lynild

Musik: Bent Fabricius-Bjerre.  Kapelmester og musikalsk arrangør: Søren Graversen

Koreografi: Peter Friis

  1. feb. 2019 — 13. apr. 2019

Tir–fre kl. 20.00
Lør kl. 15.00 og 20.00
Udvalgte søndage kl. 15.00

 

www.nbt.dk