∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ulla Strømberg.
Spektakulært ungdomsteater på Folketeatrets store scene og turné.
Teatrene har det lidt som ugebladene: de samme historier, men helst i ny indpakning hver uge! Sådan også med Holberg, der må stå for lidt af hvert. For hvordan overgå forrige uges fortolkning?
Folketeatret satser meget ved at lægge instruktionen i den yngre norske Frede Guldbrandsens hænder, suppleret af danske Line Mørkeby som ”oversætter” – og den friske scenograf Astrid Lynge Ottesen, der har skabt et meget æstetisk og smukt, gråt commedia dell’arte univers omkring Holbergs figurer. At vi er i 1723, understreges tydeligt af den indlagte prologus, Søren Hauch-Fausbøll, der som Arv hele tiden forklarer og undskylder.
Den store, dybe analyse lå vist ikke forud for arbejdet, synes programmet at afsløre, for der er ikke et ord om Holberg, 1700-tallet, eller om den musik, som hele forestillingen er pakket ind i. Denne Jean er dermed endnu et eksempel på den leflen nedad, som så mange teatre for tiden agerer inden for. Og det er ikke til at holde ud. Nåh, jo, de har fået en antropologi-blogger til at sige nogle almindeligheder om selviscenesættelse og selfier!
Pressefoto.
Det meste af dansk teater er for tiden beregnet på det børne-ungdomspublikum, som kun går i teatret, når det står på skoleskemaet og er gratis- men hvad med alle de pæne gråhårede, velorienterede publikummer, som Chr. Scherfig, der havde kronede dage under Brian Mikkelsens kulturregime og faktisk var formand for Folketeatret en gang, ønskede ud af teatret. Men det er dem, teatret skal leve af. Tænk hvis teatrene også servicerede dem ved ikke at tale NED.
I denne Jean de France er gøglerierne i de smukkeste rammer: en gøglerscene i gråt – med fantasikostumer i gråt – og det hele utrolig velspillet af holdet, selv de mindste roller, som f.eks. Jeans tjener Pierre blomstrer i Morten Brovns skikkelse. Alle yder deres bedste, så det er en fryd at iagttage.
Pressefoto.
Der er en tremandsbande, der spiller klassisk musik – suppleret af en lydmand, der endnu ikke har styr på volumenknappen, som styrer de moderne båndede sange som Jean og co. kaster sig ud i.
Med Pelle Emil Hebsgaard som Jean fylder titelfiguren godt på scenen i sit outrerede og farvestrålende kostume, der ikke har meget med noget at gøre bortset fra Dannebrog – hvilket vel er det sidste, han vil signalere, men lad gå.
Med baggrund i Musicalakademiet i Fredericia er det ikke det psykologiske, der trykker hos Hebsgaard, men snarere en evne til hurtig aflevering. Derved bliver Jean som en gøgeunge: for stor, for utilpasset, dog: et øjeblik mod slutningen ved næstsidste sang, sker der en ændring fra det boulevardagtige til det tragiske. Mere af det havde klædt hele forestillingen. Og derfor bliver slutningen, hvor Jean lægger Danmark bag sig og drager mod Paris til den ikke-eksisterende Mdm. La Fleche – og som det antydes, ender som drag i en dansevarieté, ikke så bundsørgelig, som det i virkeligheden er.
Hvad Mørkebys modernisering skal gøre godt for er svært at se og ligeså den megen aktivitet op under skørterne for slet ikke at tale om at åbne for tre latriner midt på scenen. Jamen, så er man da bange for ikke at være moden til at iscenesætte Holberg, hvis der skal så meget udenomshalløj til for at få ordene til at glide ned.
Kort sagt: det vrimler med ideer, aktiviteter, løjer og musik, der kører derud af – men er det nødvendigt?
Næppe – og slet ikke med så gode skuespillere og så smuk en scenografi – og så stor velvilje fra teatrets side. Ro på. Hav selvtillid, har man lyst at råbe til instruktøren.
Forfatter: Ludvig Holberg
Instruktion og ide: Frede Gulbrandsen
Scenografi: Astrid Lynge Ottosen
Koreografi: Tanja Foss Johansson
Kapelmester: Alice Carreri
Oversættelse: Line Mørkeby
Medvirkende: Jesper Asholt/Max Hansen, Pelle Emil Hebsgaard, Ole Thestrup, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Sigurd Holmen le Dous, Lise Baastrup, Sofie Alhøj, Troels Malling, Morten Brovn, Christiane Bjørg Nielsen
Musikere: Søren Siegumfeldt, Marianne Søgaard, Alice Carreri