∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Carl Maria von Webers opera. Første og vigtigste tysk-romantiske opera nu i moderne fortolkning, godt understøttet af en underskøn scenografi.
Den Kongelige Opera har sin egen internationale kurs – og det er jo kun godt. Derfor er Kasper Holten tilbage som instruktør med den engelske scenograf Es Devlin for at iscenesætte tysk højromantiks første og måske vigtigste værk, ”Jægerbruden”, i en co-produktion med Covent Garden.
Webers musik fra 1821 klinger som vaskeægte1800-tals musik og giver med sine folkloristiske indslag mange mindelser til både vores egen ”Elverhøj” og til en lang række romantiske balletter, hvor handlingen hele tiden springer imellem det jordnære og det overnaturlige.
I ”Jægerbruden” skal den forelskede jæger Max konkurrere og kvalificere sig for at få fast arbejde som skytte og ret til at gifte sig. Derfor indgår han en pagt med det onde for at sikre sig nogle ufejlbarlige kugler. 6 kugler vil træffe i plet, hvorimod den syvende styres af det onde, personificeret af figuren Samiel. En eneboer kommer dog på banen til allersidst, og Max kan forenes med Agathe, mens vennen, der var kontakten til det onde, bliver den 7. kugles offer. Nogen skal dø – vi er jo i det 19. århundrede!
Operaen har været ganske populær over hele den vestlige verden på grund af den smukt klingende og varierede musik, og på Det Kongelige Teater var lørdagens premiere teatrets 199. opførelse af ”Jægerbruden”. Den danske historie skal jeg vende tilbage til.
For Kasper Holten var det vigtigt at opdatere historien. Uden at gå alt for lange, snirklede veje er hans version blevet til historien om to soldater, der vender hjem fra den grusomme krig. Max får tilsyneladende alt, både kone og embede, så vennen og soldaterkollegaen Kasper bliver misundelig. Da han som de andre krigsveteraner bærer på et krigstraume, er hans pagt med det onde forståelig, men uafvendelig. Med denne fortolkning, som er charmerende fortalt af Holten selv i en programtekst, skulle historien vel være moderniseret tilstrækkeligt. Problemet er blot, at operasangere faktisk har svært ved på overbevisende måde at udtrykke glæde og smerte og illudere andet og mere end at være sangere. Samtidig er afstanden fra scene til tilskuere så stor, at alt i sidste ende kommer til at bero på musikken, sangen og scenebilledet.
Her sejrer scenebilledet. På et gammelt landkort over Bøhmen spreder slag efter slag blod og undergang. Og omkring et raffineret urværk, der tæller ned til den skydning, som skal afgøre Max’s skæbne, bygges hele historien og scenografien op. Ud af værket trylles også betagende, romantiske billeder af krigens rædsler, stærkt inspireret af både Delacroix og andre romantiske billedkunstnere. Det kan ikke gøres bedre, men bruges kun af koret – resten af sangerne gør, som de plejer!
Den onde Samiel smelter hos Holten sammen med erimitten og bliver til en cirkusdirektør, der trækker rundt på en vogn i stil med Mutter Courage, som jo er Bertolt Brechts marketenderske, der kun lever, når krigen raser. Og sådan er det måske også med den romantiske cirkusmand, der er omgivet af en dværg og nogle dansende ådselgribbe, der hele tiden leder efter kadavere. Flot er det, smukt styret, alt det tekniske fungerer, men det er som om musikken og sangerne ikke er med på denne opdatering til en mere universel historie om skæbnens lod, krigens gru og om overnatur og barsk hverdag. Instruktør og scenograf har gjort deres, men der skal mere til.
Koret var i øvrigt smukt syngende med mændene som trætte soldater og kvinderne flagrende a la tidlige biedermeier-madammer, alle velkoreograferet af Signe Fabritius.
Men flere af sangerne havde, ikke mindst i første akt, tilsyneladende svært ved at synge rummet op. Sådan var det ikke for Gisela Stille, aftenen bedste oplevelse, som den seriøse Agathe, der venter på sin Max. Hvilken klang.
Så på trods af al nyfortolkning og super scenografi og gennemtænkte kostumer bliver det kun til en nydelig opvisning i en tysk-romantisk stil, der ikke rører en om hjertet.
Og så et hjertesuk:
Det Kongelige Teater skal spare, for Staten strammer op på tilskuddet og Københavns Kommune følger måske også trop. Men her er et forslag: når der er fire unge danserinder med, hvorfor ikke lade Ballettens egne folk have scenetjeneste i en opera i stedet for at købe medlemmer af Tivoliballetten. Det er vel ca. en halv til en hel million kroner at spare. Og det er ikke første gang, det er vist reglen, at dansere i operaer købes ind udefra.
Og så endnu engang et hjertesuk om operaprogrammet:
Hvorfor er den danske historie ikke med. Det er da interessant at vide, hvorfor Det Kongelige Teater kun 10 måneder efter den succesfulde urpremiere i Berlin opførte operaen.
Den unge Weber har brug for penge og er på koncertturné til København i 1820 og optræder for Frederik 6. og hans dronning på Frederiksberg Slot og offentligt på Hofteatret. Her opføres ouverturen til ”Jægerbruden”. Som tak for det gode samspil efterlader Weber hele partituret til den endnu ikke opførte opera ”Jægerbruden”. Året efter er der med stor succes premiere i Berlin, d.18. juni 1821. Efter pres fra det musikorienterede publikum får Det Kongelige Teater endelig premiere på ”Jægerbruden” kun 10 måneder efter uropførelsen, d.26. april 1822. Det er da en god historie, som kan læses i ”Operabogen” af Gerhard Schepelern og dokumenteres også hos Thomas Overskou i “Den danske Skuesplads”, bd. 4, s 678 f. – ( udkommet i 1862).
Her tilføjes yderligere, at der både var modstand mod at vise fanden selv i Samiels skikkelse eller måske var det blot en dårlig undskyldning for ikke at slippe en tysk opera løs på scenen, som primært var forbeholdt italienske operaer.
Og mere om operaprogrammet:
Det er stadig i det nye, lille format med skarpskåret kant og alt for mørke billeder, der ikke egner sig til gengivelse på det matte papir. Man kan simpelthen ikke se, hvad der er på flere af billederne, som i øvrigt er taget af den yderst kompetente fotograf Per Morten Abrahamsen. Men værre endnu: Ikke et ord om komponisten. Hvem var han? Hvornår levede han og hvorfor blev ”Jægerbruden” hans vigtigste værk? Og intet om relationen til Danmark. Heller ikke et ord om sangerne. Det kan man slå op, tænker teatret måske, men det er jo ikke meningen, at alle skal sidde med deres smartphones under forestillingen!
Og så de direkte fejl i programmet. Kostumieren Anja Vang Kragh var hos John Galiano, mens han var chefdesigner hos Dior. Og Anja Vang Kragh skabte kostumerne til forestillingen ”Gasolin” i den version, som blev opført i 2006 på Østre Gasværk – og ligeledes ved endnu en opsætning nu i den gamle scenografi fra 1994, efteråret 2014 igen på Aveny-T.
Og PS: Hvis nogen opera-noviser synes, at de kender historien i ”Jægerbruden” fra andre steder: Robert Wilson brugte fortællingen i ”Black Rider” – med musik af Tom Waits.
INSTRUKTØR: KASPER HOLTEN
DIRIGENT: DIRK KAFTAN
SCENOGRAF: ES DEVLIN
KOSTUMEDESIGN: ANJA VANG KRAGH
KOREOGRAF: SIGNE FABRICIUS
LYSDESIGN: BRUNO POET
VIDEODESIGN: LUKE HALLS
INSTRUKTØR: KASPER HOLTEN
DIRIGENT: DIRK KAFTAN
SCENOGRAF: ES DEVLIN
KOSTUMEDESIGN: ANJA VANG KRAGH
KOREOGRAF: SIGNE FABRICIUS
LYSDESIGN: BRUNO POET
VIDEODESIGN: LUKE HALLS
Michael Schade / Max ( Michael Kristensen)
Oliver Swarg/ Kaspar
Gisela Stille / Agathe
Anke Briegel / Ännchen
Morten Staugaard /Kuno
Dirk Aleschus/ En Eremit / Samiel
Palle Knudsen /Ottokar
Jens Christian Tvilum /Kilian
Operakoret og Det Kongelige Kapel
www.kglteater.dk