∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
J.A. Jerichau på Louisiana.
Den nye Jerichau-udstilling på Louisiana er fremragende og lærerig, men på mange måder atypisk for det museum, der har sørget for vores opdragelse udi moderne international kunst fra det 20. og det 21. århundrede.
Jens Adolf Jerichau passer umiddelbart ikke ind i museets identitet. Men ser man mere kunsthistorisk på det, er udstillingen forståelig nok. Pointen er nemlig, at Knud W. Jensen, stifteren af museet, ejede et karakteristisk værk af Jerichau, som han naturligvis på et tidspunkt overdrog til museet. Ligeledes har flere af de store, danske kunstnere, som i rigt mål er repræsenteret på Louisiana, været stærkt inspireret af Jerichau. Det er bl.a. Asger Jorn og Per Kirkeby, som udstillingskataloget fremhæver. Men også andre spor kan man gå efter, for bl.a. Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og mange flere synes at have været under påvirkning af unge Jerichaus maleriske motivverden.
Jerichau levede kort, han blev kun 25 år (1890 – 1916), men malede som gjaldt det livet, og det gjorde det for ham. Han var depressiv og følte sig anderledes end andre, men male ville og kunne han, der som navnet siger, var ud af en fin kunstnerslægt.
Et par dage før han begik selvmord i Paris, havde han mødt Pablo Picasso, og på dagen, hvor han valgte at skyde sig, var han sammen med sin gode kunstnerven Axel Salto i Paris. Men dø, det ville han og havde på en måde forberedt sig på det ved bl.a. at afholde en stor auktion i København få måneder før sin død.
Louisiana har nærmest samlet hele Jerichaus livsværk, som blev skabt i løbet af 7 år. Det er imponerende, overraskende og hæsblæsende at beskue.
Udstillingen læner sig op ad en stor, videnskabelig bog om Jerichau, som Michael Wivel publicerede i 2019. Wivel har også været medkurator på udstillingen, som er styret af den unge Mathias Ussing Seeberg.
Jeg var så heldig at følge en timelang introduktion til udstillingen ved Mathias Ussing Seeberg. Her blev det understreget, at for Jerichau var hensigten med billederne ikke bare en religiøs interesse, men en drøm om at skildre ”den store eksistens”. Med referencer til primært renaissancen og antikken og et meget personligt figurativt malerisk sprog, blev billederne til store, eksistentielle beskrivelser.
Der er de mere religiøse motiver som ”Gangen til Golgatha”, mens et værk, eller de værker, som har titlen: ”Offerfesten” er løftet op over både køn og lokalitet.
Netop det intetkønnede er et af de særkender ved Jerichaus livsværk, som i dag er mere aktuelt end nogen sinde. Jerichau havde måske slet ikke behøvet at begå selvmord, hvis han havde levet i en tid, hvor LGBTQ er blevet et alment begreb omgærdet med en form for respekt. Men sådan var det ikke for Jerichau, der kæmpede med sin egen identitet, som det er fremgået af hans dagbog og breve til familien. Også de personer, han knyttede sig til og så op til, repræsenterede måske den ”forbudte” verden, bl.a. kunsthistorikeren Wilhelm Wancher og forfatteren Aage Barfoed.
Personligt har jeg ikke før nu forstået Jerichau. Jeg har vist fundet ham alt for figurativ, men vi lever i en tid, hvor menneskekroppen og symboler er blevet ganske tydelige i de seneste års billedkunst. Og her synes Jerichau at høre hjemme med et formsprog, der virker sprællevende.
At han som alle andre begyndte som naturalistisk maler og evnede i Nolde-stil at male blomster er et ekstra plus på udstillingen.
Som udstillingen er bygget op, hænger billederne ret alene i det underjordiske halvcirkel-galleri, mens resten af museet har helt andre udtryk. Men i Jerichaus aktive år var der mange veje at gå som billedkunstner. Man kan se, hvordan han er påvirket af mange af sine næsten samtidige, bl.a. kunstnere i den tyske gruppe: Der blaue Reiter med kunstnere som Kandinsky, August Macke og Franz Marc. Nogle hestehoveder viser måske tilbage til flere af Picassos figurative og romantiske perioder.
Jerichau sugede alt til sig, transformerede det om til sit eget figurative sprog for at skabe de store ”budskaber”.
Der er uendelig mange værker at trænge ned i, og man kan gøre det med vidt forskelligt udgangspunkt. Se, det er jo noget, der kendetegner en stor kunstner.
Udstillingen er egentlig ganske overraskende, nærmest flot i sin konsekvens, men alligevel forlader man rummene lidt trist til mode. For selv om værkerne balancerer på kanten af tradition og modernitet, virker de så fundamentale og afsluttede – som om der intet er omme på den anden side. Selv skrev Jerichau i sin skitsebog: ”De store tider er inde – og en skøn tid venter os”. Og så tog hånden fat om revolveren. Vennen Axel Salto fandt ham i atelieret. August 1916.
Henvisninger:
Louisianas katalog. De store tider er inde. 2021
Michael Wivel: Penslen og pistolen. Strandberg Publishing . 2019.