Kommenteret af Ulla Strømberg
Isola København i coronaens tid – fotobog med flere tekster.
Isola – er en meget smuk bog fra Gyldendal. Beige lærredsbind med adskillige fine sorte og hvide fotos af arkitekturfotografen Jens Lindhe suppleret med et digt fra marts måned af Morten Søndergaard og afsluttende med et essay af radiomanden Tore Leifer.
Hvis det ikke var for den ualmindelig smukke indpakning ligner bogen mest af alt en kalkuleret udgivelse besluttet i foråret kort tid inde i coronakrisen. Dengang vidst ingen noget. Først så det slemt ud. Der var meldinger fra udlandet, nogle var også syge herhjemme og d.11. marts tonede statsministeren frem på skærmen. Men en måneds tid efter kom forårssolen – skyerne lettede, og man begyndte at slappe en smule af i Danmark, mens udlandet stadig havde stramme restriktioner. Dengang har forlaget vel tænkt, at når vi engang ville ramme efteråret og julebogssalget, ville mange, i stedet for at læse Svikmøllen og i savnet af Blæksprutten, måske kaste sig over en smuk bog, der erindrede om de mærkelige dage i marts 2020. Det var jo dengang i fortiden, hvor verden lukkede ned.
Sådan skulle det ikke gå. Verden er mere af lave nu end dengang – vi er stavnsbundne uden slutdato. Intet er forandret ret meget siden foråret – hverken i København, hvor Lindhe tog sine billeder, i Norditalien, hvor Morten Søndergaard tilsyneladende rejste ned (!) og ved skrivebordet, hvor Tore Leifer har siddet og tænkt kloge tanker og skrevet.
Bogens smukke billeder er interessante og lægger sig i slipstrømmen af den historiske tradition for arkitekturfotografi med tomhed, mure og delikate skygger af enten et par mennesker eller gadebelysning og lign. Upåklageligt. For en arkitekturfotograf har det været en gave at kunne gå rundt i København og tage billeder uden dumme turister fra omegnen eller udlandet, uden voldsom trafik, kort sagt en by, der nok er vågen, men så alligevel ikke og dermed slet ikke nogen levende organisme.
Morten Søndergaards digt reflekterer de tanker, der gennemstrømmede ham ved mødet med det helt nedlukkede Italien – og ordene blev trykt allerede 13. marts 2020 i Information, så det er gået hurtigt med skriveriet fra sygdommen satte ind og begyndte at brede sig i det norditalienske.
Tore Leifers opgave har vist været at kæde det hele sammen, og det er blevet gjort i foråret, hvor han kunne botanisere over digteren Celans ”Corona” digt fra 1952 – og associere til et Anslem Kiefer-maleri og videre til bl.a. maleren de Chirico og meget andet affødt af ordet Corona, som jo var så nyt for alle dengang i foråret 2020.
Tiden er en anden nu, behovene har ændret sig. Den kollektive tidsfornemmelse er ved at smuldre, uroen breder sig, og lige nu er første stop måske det amerikanske præsidentvalg, der i disse dage optager sindene, hvis man altså ikke bare ser indad og har ondt af sig selv og naboen.
Kulturlivet i Danmark folder sig stadig ud under diverse begrænsninger, mens restaurationslivet må pakke delvist ned og det sociale liv indskrænkes. Det bedste er derfor, og lige netop her har Gyldendal selvfølgelig en pointe: man kan jo blive hjemme og læse bøger. Men er det i givet fald ikke drømme og glemsel, man har brug for og ikke et gok i hovedet for pine død at huske på, hvor trist det hele var og er i byer uden mennesker.
Bogen kommer på det forkerte tidspunkt – i hvert fald for mig. Lige nu er der brug for noget opmuntrende og ikke en lidt pedantisk præsentation af diverse tanker og associationer fra mørkeland. Men tak til Gyldendal, som har produceret en smuk bog gedigent boghåndværk.
www.gyldendal.dk