∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Islandsk kunstner på Louisiana.

Den islandsk kunstner Ragnar Kjartansson har fået lov at brede sig på Louisiana, lige fra man træder ind i forhaven til hele sydfløjen.

Ragnar Kjartansson (1976) er født på Island, hvor forældrene var fra teaterverdenen. Moderen var skuespiller og faderen instruktør og dramatiker. Det satte sine spor i drengen Ragnar, der dog selv slog sig på musikken i forskellige iklædninger, fra R&S, Rock m.m. Siden har han kunnet jonglere frit mellem performance, video, maleri m.m. og ofte med en musikalsk eller teatralsk tilgang.

Baggrund i teatrets verden

Med en uddannelse fra både en islandsk og en svensk kunstskole var han omkring 2000 godt rustet til at boltre sig i kunstens mangfoldige udtryk. Det har betydet, at der i denne retrospektive udstilling, som Louisiana viser i de næste måneder, ikke er ende på de medier, som kunstneren har kastet sig over: maleri, tegning, skulptur, installation, live performance og videos med bl.a. koncerter og dekonstruktion og rekonstruktion af kendte scener fra den store dramatiske verden inklusive opera.

Det er helt fint og legitimt, for der har i de seneste par årtier været frit valg fra alle hylder for mange yngre kunstnere. Dvs. det er ok at male henkastet på lærredet, og lave videoer også henkastet eller tju bang og engang imellem, hvis et museum eller organisation betaler, skabe nogle mere gedigne skulpturer, enten i porcelæn eller måske træ i stort format.

Som moderne kunstner er det naturligvis vigtigt at omslutte værkerne med mere eller mindre filosofiske betragtninger.

Men formen og budskabet var mere overbevisende i den store og gennemdesignede udstilling af den venezuelansk/amerikanske kunstner  Alex Da Corte sidste år på Louisiana, hvor en genuin personlig og ny visualitet lyste overalt. Samtidigt  var udstillingen samlet set afledt af en interessant og meget aflæselig samfundsanalyse.

Her hos den islandske kunstner synes det hele noget diffust og også fragmentarisk.  Her er lidt for tydelige forbilleder og inspirationskilder, og ellers skydes der fra hoften, uden at målet kan anes.

 

Ragnar Kjartansson har vist haft lyst til at svømme rundt i de fleste medier, men i lidt for mange af hans værker aner jeg stærke forbilleder, der skinner for tydeligt igennem. Dvs. lidt ældre kunstnere, der allerede for 30 år siden eller mere gik ad netop de samme stier. Her tænker jeg bl. a. på den tyske kunstner Martin Kippenberger (1953-1997), som brugte og misbrugte sig selv, men indimellem skabte meget konkrete og gedigne værker, nogle gange i serier, bl.a. metrostationerne (bl.a. vist på Documenta i 1997). Også hans utallige selvportrætter, ofte med farvekridt, hurtigt nedfældet på papir med et hotels logo, gengav kunstneren, som han troede at være i momentet, på ”flugt” fra livet og på vej ned for at ramme bunden, måske, eller måske ikke.

Når Kjartansson derfor udstiller sit værk ”The End” med bl.a.144 malerier, hvor modellen er en kammerat, er der for mange aftryk. Billederne blev skabt i forbindelse med og under Biennalen i Venedig i 2009. Samlet set er det en trist afart af den ældre Martin Kippenbergers værker, (synes jeg.)

Ligeså anes lidt for megen inspirationen fra den amerikanske kunstner Jenny Holzer, der bl.a. er kendt for sin ord, ord, ord prentet i sten eller skrevet i neon. Når Kjartansson som indgangsværk til udstillingen viser et monument i klassisk form, men dog skabt i malet træ med påskrift på engelsk: ”Epic vaste of love and understanding” (2023), synes det bagudskuende.  Museet oplyser, at det minder om en teaterkulisse og ”mimer” et klassisk mindesmærke! Men det gør nu ikke skulpturen mere interessant eller tidsrigtigt, at kuratorordvalget er smart.

Når æstetikken sejrer

En superflot opstilling af over ca. 700 minimonumenter skabt i porcelæn, hvor alle er ens og “mimer” salt og pebersæt – har til glæde for de intellektuelle fået påskriften:  guilt og fear -i stedet for salt og peber. Det ser faktisk underskønt ud på vejen ind til den ellers lidt rodede udstilling, som veksler imellem videos og sandelig også life perfomance.

Live performancce

Her savner man Marina Abramowic, der udstiller og optråder overalt og besøgte Louisiana for få år siden og havde bl.a. flere live performances med statister. Dette fænomen var ved den oprindelige fremkomst for årtier siden ganske originalt, selv om det måske har eksisteret i flere århundreder, at kusntnere bruger sig selv live foran et publikum – uden at det er teater i klassisk forstand. Det islandske værk, som manifesterer sig med en stor, smokingklædt mand, der balancerer på en gesims, synes outdated og uinteressant. Man får tillige ondt af statisten, for hele set-uppet giver mindelser om manden på en pind på Bakken eller i et vilkårligt rejsende tivoli, hvor folk kan skyde ham ned.

Som tilskuer   

Kort sagt: jeg blev ikke grebet af denne kunstner, som synes at sprede sig over for meget. Det er tilsyneladende en 47 årig mand, der endnu ikke helt har fundet sit personlige sprog.  Men jeg står måske alene med de tanker, for  Ragnar Kjartansson har haft større udstillinger på velrenommerede museer og udstillingssteder. Han har også været på Venedig Biennalen, hvis det er et kvalitetsstempel?

Måske er mit problem, at jeg som teaterhistoriker har svært ved at se det sjove i en lemfældig omgang med diverse tegn og scener fra teatrets verden – og måske er min erindring om mine første møder med værker og selve kunstnere  som bl.a. Kippenberger og Holzer alt for stærke.

Så selv om Ragnar Kjartansson bruger alle de rigtige sproglige begreber om eksistentielle overvejelser i det moderne samfund med globale problemer, det være sig Islands deroute efter 2008, pandemier etc., så har jeg svært ved at købe alvoren bag.

….

Engang var det ikke mindst kendte, veletablerede ”navne”, der fik lov at fylde de store sale på temporære udstillinger på Louisiana. Nu er det anderledes. Takket være de mange udvidelser, som museet har gennemgået, er det muligt for museet at vise to-fire forskellige nye, ofte introducerende udstillinger, der desværre  sker på bekostning af en større fremvisning af den store, permanente samling.  Sådan er ”praksis” nu i Humlebæk, og rejser man rundt i Europa, mødes man af samme tendens.   Det kunne kaldes for kuratorernes overherredømme, for uden særudstillinger har de jo ikke meget at tage sig til og vil mangle udfordringer. Det kan selvfølgelig også være for at servicere de faste kunder. Men jeg husker tilbage til den tid, hvor et besøg på Louisiana også var en lykkeligt gensyn og nik til yndlingsværkerne og dermed også et nærmere studium af de verdensnavne, man som ung havde lært at kende i Humlebæk.

Tiderne skifter. Heldigvis har Louisiana hen over sommeren også i nogle rum hæng værker fra den store samling.  Vender tilbage med en anmeldelse af denne sommerophængning.

Da jeg så udstillingen med værker af Ragnar Kjartansson var der endnu ikke kommet katalog, fordi værkerne skal affotograferes ”on location”! Måske vil kataloget afsløre mere personlige overvejelser fra den alsidige islandske kunstner.

Vises til og med  22.10.2023.

Museet har åbent adskillige timer hver dag – minus mandag.  I Parken, caféen og butikken er der næsten tumult, så mange mennesker besøgte museet, da jeg var der en tirsdag eftermiddag, men ude i salene, hvor kunsten hænger, er der plads nok på gulvet og i rummet.

www.louisiana.dk