∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Indenfor murene på Gamle Scene.

Takket være skuespillerne sikres historien, og alt andet bliver sekundær staffage.

Gamle Levin og fru Levin synes i denne omgang yngre med de to fremragende skuespillere Jens Albinus og Bodil Jørgensen, som begge er ca. 60 år.  Så selv om den nye opsætning af legendariske ”Indenfor Murene” fra 1912 med alle teaterkunstens regler prøver IKKE at være naturalistisk, falder forestillingen alligevel i den grøft, at der synes at være  overensstemmelse imellem figur og skuespillerens alder.

”Indenfor murene” af den jurauddannede Henri Nathansen er langt hen ad vejen mere aktuel i dag end nogen sinde. Familien Levin er jødisk og har arbejdet sig op i den københavnske finansverden. Faderen er patriark, og da den unge datter har forelsket sig og hemmeligt forlovet sig med en ikke-jøde, den 30 årige doktor Herming, som holder forelæsninger om kultur på Københavns Universitet, bryder Adolf Levins verden sammen.  For Herming-familien ville ikke hjælpe Levins fader, da han gik konkurs og såmænd heller ikke ansætte Levin i en underordnet stilling. Han var jo jøde.

1912 og siden hen

“Indenfor murene” var ikke en overdøvende succes ved fremkomsten. Men efter Anden Verdenskrig, hvor stykket under krigen havde været forbudt af den tyske besættelsesmagt, blev teksten en guldgrube i karakterstudier for nationalscenens skuespillere: Levin og hans lidt underdanige fru Sarah, deres to ganske forskellige sønner, den snakkesalige Jakob og den mere moderne Hugo samt inkarnationen af underdanighed i medarbejderen Meyer. Der har været uendeligt meget at tage fat i.

Her overfor står det overlegne ægtepar Herming. I midten er de unge elskende, han lys som en arier, hun mørkhåret. Spørgsmålet er i øvrigt, om de alligevel får hinanden på trods af kultur og religionsbarrierer. Slutningen er åben.

Kropssprog og kraft

Med Jens Albinus’ moderne spillestil, hvor kropssproget er en del af det sjælelige udtryk, bliver det en præstation langt fra den Poul Reumert-version, som kan opleves i DRs Bonanza arkiv (se henvisning nederst i denne anmeldelse). Også Jørgen Reenbergs nyere version fra 2005 huskes måske. Her var det stadig en alstadig og meget moden og træt Pater Familias. Senest var Ghita Nørby fru Levin på både Det Kongelige Teater og Folketeatret og syntes meget favnende.

Med en tidsplacering i 1930erne, hvor ikke mindst unge Esthers bukser og fru Hermings pandebåndsfrisure er indikatorer, har man undladt at tydeliggøre paralleller til den aktuelle krig imellem Israel og Hamas – eller såmænd imellem kristendom, jødedom og islam, som situationen måske udspiller sig ude i familierne i danske provinsbyer.

Der spilles og tales for pålydende og moderne uden en højtravende tone.

Publikum reagerede ved premieren her i 2024  højlydt på de mange sjove og komiske indfald, som er udnyttet  til fulde, herunder også Albinus’ kropssprog.  Ind imellem bevægede Albinus armene, som om han var en kæmpende bokser – ganske interessant og originalt. Derimod var hans reaktion, da han får at vide, at datteren har forlovet sig med en kristen, nok overdrevet, som han ligger ned og banker hovedet og hænderne i gulvet.

En lignende fysisk reaktion har den lettere komiske figur Jakob. Også han må en tur på gulvet og krybe. Er det sorg eller glæde? Det er blot macho-jubel, fordi han har fået en søn!

Persongalleriet

Nathansen har flere eksempler på den divergens, der er imellem mænd og kvinder. Bodil Jørgensen udnytter det til fulde. Hun behøver heldigvis ikke at gebærde sig fysisk for at udtrykke henholdsvis sorg og glæde. Hænderne og hovedholdningen gør det meste. Klogt og smukt underspillet.

De andre skuespillere følger mønstret, hvor Hugo, spillet fint af Emil Prenter, prøver at forsone fronterne, mens Zaki Nobel kan give den som mandschauvinisten Jakob med den berømte replik: ”Så lad dog barnet”. Nok elsker han sin kone, men betragter hende vist som et bytte.

Rollerne som det unge par er ikke nemme, men klares pænt af Joachim Kubel og Emilie Krojer Koppel.

Nicolai Dahl Hamilton viser en klar og præcis karakteristik af den underkuede Meyer, som så gerne vil være svigersøn i huset. Og lige på kornet som ubehagelig, nedladende og beregnende står Lars Brygmann sikkert og moderne psykologisk i rollen som etatsråden, mens Stine Stengade som den skrøbelige etatsrådinde ikke får megen udfoldelse.

Instruktørens bedrift

At få skuespillerholdet til at fortolke og levere en så ren og også lattervækkende fortælling er instruktøren Morten Kirkskovs fortjeneste. Han har tidligere i Aalborg prøvet kræfter og  lykkedes med Nathansens  familiebillede.

 

Lidt malurt

Men det er svært at forstå, hvad Morten Kirkskov i samarbejde med scenografen Steffen Aarfing vil opnå ved at dekonstruere det levinske hjem. Nu ses høje imposante mahogni-vægge a la runde tempelmure. Det er det ”hyggelige ” Levinske hjem. Nok kommer pointen til sidst, hvor de roterende, høje panelvægge åbnes eller brydes ned af sortklædte scenearbejdere for at give lidt mere lys og afmontere titlen: Indenfor og nu snart udenfor murene. Men indretningen, eller den manglende boligindretning af det levinske hjem, virker irriterende, når flere tilbagevendende replikker siger: ”Her er så hyggeligt” og så stirrer publikum på nogle tilfældige wienerstole, der står på forscenen og mod slutningen: blot en lys, fersk og skrigende væg.

At Det Kongelige Teater for tiden bruger mange sortklædte scenearbejdere  (med høretelefoner) til at skubbe rundt på de elefantstore elementer er ikke kun distraherende, det virker også gammeldags og tungt. Verfremdung eller ej, det visuelle er en hjælpedisciplin og må ikke stå i vejen for ordet og tanken.

Mere mærkeligt er det i øvrigt, at etatsråd Hermings hjem nærmest er fuldt monteret i nyrig stil, så personerne  ligefrem kan sidde ned uden at låne stole af hinanden.

Det synes inkonsekvent.

Hyggen der forsvandt

Jeg har en mistanke om, at der er intellektualiseret lidt for meget over, hvordan man kunne gøre denne ”Indenfor murene” ny og anderledes. Men for mig at se (nede fra det mørke tilskuerrum)  øver man vold mod stykkets sjæl, når der i så høj grad ændres på præmisserne for det visuelle rum.

Teksten bliver hurtigt komisk som tyktflydende verfremdung  eller som gammeldags gruppeteater. F.eks. når det legendariske middagsbord i første akt er en stolerække, hvor familiemedlemmerne uden bord og dug alligevel skal igennem både suppe og efterfølgende retter.

Bergman og middagsbordet  

Selvfølgelig må der eksperimenteres på teatret, men der ryger for mange pointer i denne omgang på det moderne alter. Kan ikke lade være at referere til en historie om Ingmar Bergman, da han i 1972/73 var i København for at iscenesætte ”Misantropen”. I et interview i Berlingske Tidende, d. 26.12. 72 (citeret i Jytte Wiingaards bog: Teatersemiotik, 1976)  sagde Bergman om den specielle danske naturalistiske spillestil, som stadig herskede på Det Kongelige Teater i 1960erne og 1970erne: ”Hur fa’en får dom till?” og hentydende specielt til middagsbordet i ”Indenfor murene” som han have oplevet flere gange: den danske naturalisme, hvor de sidder og spiser, småsnakker og ignorerer publikum.

I denne nye version er middagsbordet væk, og ved scene-entreen hilses ud til publikum og ved premieren op til Dronningen. Selv om jeg ikke kendte til stykket,  ville stolerækken fremme mod publikum alligevel irritere, for den passer ikke til replikkerne og bliver lidt som Ionescos ”Den skaldede sangerinde”, som jo er en absurd perle.

Men ellers er skuespillernes balancegang imellem 1912 og 2024 beundringsværdig. For kun de færreste religiøse og politiske problemer er løst. Derfor kan jeg kun anbefale en tur i teatret.

Medvirkende:

Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Prenter, Zaki Nobel, Jele Natius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Livia Teodora Lupu/Frederikke Koefoed Heiberg, Lene Strate og Jakob Haahr Andersen.

Tekst: Henri Nathansen

Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Kirkskov.

Scenografi & kostumedesign: Steffen Aarfing.

Lysdesign: Ulrik Gad.

Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup.

www.kglteater.dk

NB Her er en henvisning til DR Bonanza – 1963 versionen fra Det Kongelige Teater:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/169/indenfor-murene/53683/indenfor-murene-12