∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Immanuel Ibsen: En ældre og overset kunstner eller en genopvakt maler?
Tid under anden inden for kunsten bliver noget tidligere overset trukket frem i lyset. Og så undrer vi os over, hvorfor vi ikke har interesseret os for lige netop den kunstner. Sådan er det også gået maleren Immanuel Ibsen (1887-1844), der har fået de gamle udstillingsrum på Nivaagaards Malerisamling – iscenesat og introduceret af maleren Jesper Christiansen.
Helt glemt har Immanuel Ibsen nu ikke været. I sin levetid og aktive år i mellemkrigstiden var han bekendt med mange andre kunstnere, og han var påvirket af de store franskmænd som Cezanne, Matisse m.fl. Men nogen lukrativ forretning blev kunsten aldrig for ham, selv om han var med på noderne og malede i en semiabstrakt stil.
”Stille uro” hedder udstillingen, og det er ikke nogen dum karakteristik. For lærrederne afslører på en gang en bevidst beherskelse af farverne og så en lettere sitren, hvad angår formen og formerne. Er det et bord? Frugter? Landskab? Nogen fotografisk nøjagtighed var på ingen må Ibsens ærinde. Det var stemninger, følelser og spørgsmålstegn, som drev ham.
Ved en tilfældighed overlevede et foredrag, et lille kunstskrift fra 1943. Efter hans død i 1944 og siden et par gange med års mellemrum er teksten blevet genoptrykt og har inspireret senere billedkunstnere, bl.a. Asger Jorn og Per Kirkeby. For Ibsen havde nogle små, kunstneriske leveregler:
”Man må opleve uden formål, og når sindet er fyldt og bristefærdigt, opstår kunsten som udløsning.”
”Man skal ikke stræbe efter det skønne, men efter det karakterfulde.”
”Man skal have mistillid til den såkaldte skønhed.”
”Det at skabe er evnen til at variere og ikke evnen til at kopiere.”
Og med et lån fra gamle kubister: ”Billedet behøver ikke at forestille noget, det er noget.”
Så langt i abstraktionen nåede Ibsen ikke selv, før han med familien måtte flygte til Sverige i efteråret 1943 – og i landflygtighed døde året efter, 57 år gammel.
Som andre mindre museer har også Nivaagaards Malerisamling i de senere år fundet sin egen niche. Denne udstilling er udtænkt under den tidligere direktør Michael Nellemann, men gennemført af den nuværende direktør, Andrea Rygg Karberg, der tilsyneladende følge trop og fortsætter den udmærkede linje, som har løftet museet op til at været et meget skattet og velbesøgt kultursted. Det er samtidigt glædeligt, at publikum skønner på museets også mere kunsthistoriske pionerarbejde.
Kataloget er et fint supplement til udstillingen med gode artikler – inklusive Immanuel Ibsens egne ord samt tekster af Jesper Christiansen, Kunsthistorikeren Michael Wivel og en efterkommer, forlagsmanden Nils Bjervig.
Kataloget er ikke ”fagfællebedømt”. Om det er årsagen til, at det er så velfungerende, må stå hen i det uvisse. Men faktum er, at uden Kulturministeriets smagsdommere, kan kunsten og museerne altså godt trives og praktisere fortræffelig formidling.
Som et ekstra tilbud har Nivaagaard også for tiden en række af det allerede nedlukkede Ordrupsgaards guldalderbeholdning og tillige museets egne highlights fra kunsthistorien med bl.a. Rembrandts dame med den tilføjede hånd. Men alt har holdt flyttedag, og det er måske både godt og skidt. Dog endnu en grund til at besøge Nivaagaard, der også har park og en velfungerende Café.
Immanuel Ibsen: 10.9.2017 – 7.1.2018.
Gammel Strandvej 2 — 2990 Nivå — Tlf. 4914 1017 — info∂nivaagaard.dk — Tirsdag-fredag 11-20 — Lørdag, søn- og helligdage 11-17 — Mandag lukket