6 stjerner til Erik A. Frandsen – 3 stjerner til Brian Nygaard.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Iltgæld – tegninger og tekster om de store cykelløb – af Erik A. Frandsen og tekster af Brian Nygaard.
Fascinerende og stemningsmættede tegninger lige til at hive ud af bogen og sætte op på væggen – men desværre omgivet af unødigt krukkede tekster. For hvor Erik A. Frandsen kan begå sig inden for de fleste genrer og motivkredse i moderne billedkunst og uden at være flov levere en cykelrytter, så det ligner en mand på en cykel op ad et bjerg – er Brian Nygaard tilsyneladende bange for ikke at fremstå ”klog” og fortænkt. Det er smadder synd for bogen, der aldrig bliver sammenhængende, men tværtimod falder i to dele, hvor billederne giver en masse til ordene, mens ordene næsten står i vejen for glæden ved tegningerne.
Denne anmeldelse kommer lidt sent, men først nu sidder jeg med bogen, der udkom i maj 2020. Til gengæld er det netop i disse dage, at cykelentusiaster har abstinenser, for juli er cykelmåneden, hvor de mest ivrige cykelfans jo plejer at lægge alt fra sig og følge Touren, Tour de France, på tv, i radio eller, for de heldige, måske fra en vejkant i Frankrig.
Cykelsport er noget helt specielt. Også jeg er blevet indfanget af den – uden at cykle, men takket være gamle Jørgen Leths kommentarer tilbage i nullerne. Selv om jeg stadig ikke forstår alt, er jeg alligevel i stand til at blive en del af den ret unikke stemning, når en hel verden, altså i en førcorona-tid, er i stand til dag ud og dag ind at følge et par hundrede mænd iført stramtsiddende bluser og shorts. Og ikke at forglemme kulminationen på Champs Elysees i Paris – en søndag eftermiddag i slutningen af juli.
Netop derfor har jeg glædet mig til bogen ”Iltgæld” for at blive klogere generelt og mere specifikt på Touren, Giro d’Italia og den spanske Vuelta, som nogle af de store løb hedder. For filosoffen og journalisten Brian Nygaard er blevet sendt ud mange steder, enten på job for cykelsporten eller for Weekendavisen og i de seneste år ifølge med billedkunstneren Erik A. Frandsen.
I 2019 kunne man på Instagram i juli måned hver dag glæde sig over Erik A. Frandsens formidable tegninger i de dejligste grønne, gule og lilla farver, hvor cykelsportens inderste sjæl var kondenseret til en mindre billedflade. Her var cykelryttere en masse med ryggen eller siden til på cykler, der synes at balancere på vejbanen. Dybt fascinerende. Weekendavisens læsere kunne få billederne i større format, mens gallerigæster og folk ved muffen efterfølgende kunne se og købe værkerne via Hans Alfs Galleri i København. Jo, billederne og også Brian Nygaards tekster har været kendte af det interesserede publikum.
Bogen “Iltgæld” omtaler ikke tegningerne, men Erik A. Frandsen har siden forklaret, at han har medbragt sine pastelkridt på nogle af turene, hvor makkerparret i bil fulgte rytterne. Om dagen tegnede han, om aftenen tilbage på hotellet finpudsede han. Med Touren var det anderledes. Da blev også mobiltelefonens kamera brugt, og den store efterbearbejdning foregik i atelieret. En interessant vekselvirkning imellem papirets farve giver i øvrigt nye udfordringer. Tegner Erik A. på mørkt papir er det lyset, som styrer. Anderledes på det lyse, almindelige papir, hvor konturerne er altafgørende.
Brian Nygaard skal ikke klandres for at skrive, så jeg ikke bliver klogere. For sådan er det med flere af Weekendavisens skribenter. De får tilsyneladende lov til eller anspores ligefrem til at skrive snøklet og indforstået i håb om at udløse læsernes beundring for, at de kan gøre det forståelige uforståeligt.
Men synd er det, og spild af muligheder er det sandelig også, når mange af sætningerne er bagvendte. Først hører man om en mand, hvis navn man ikke kender, og så et par linjer senere får man at vide, hvem han er. Irriterende, krukket og en dårlig form for kommunikation. For det er vel ikke en litterær konkurrence, Brian Nygaard deltager i? Men han havde slet ikke behøvet at forvride de forskellige historier. Han ved alt om cykelsport og de psykologiske mekanismer bag. Han kan ovenikøbet uhæmmet divertere med både Shakespeares Richard 3. og filminstruktøren Passolini. Hvorfor ikke skrive lige ud af posen? Heldigvis lykkes det et par steder, bl.a. ved cykelrytteren Wouter Weylandts ulykkelige styrt og død i 2011 og ved en form for samtale med en ældre mand Bob Poll. Så begynder cyklingens unikke væsen at folde sig ud. Men for det meste er det halve portrætter, som serveres, aldrig en stor sammenhængende fortælling. Meget mærkeligt. Ikke mindst fordi Nygaard har siddet med et billedmateriale, der lige netop VISER det sisyfosarbejde, som professionelle cykelryttere yder. Hvorfor ikke blot beskrive det, koldt og nøgternt.
Der er meget Brian Nygaard i teksterne og meget lidt Erik A. Frandsen. Også det er synd, for det ville da være interessant at høre mere om tegningernes opståen og om Frandsens overvejelser vedr. de hurtigt tegnede mænd. Heldigvis er billederne robuste og kan klare at være uformidlede, selv om det havde klædt bogen, hvis forlaget eller redaktøren havde taget de to bidragsydere lige alvorligt. Brian Nygaard får lov at fortælle meget om sig selv, om sine børn, sin tvivl, sin tøven, sin opsigelse, etc. Erik A Frandsen nøjes med at aflevere de oliekridtede tegninger, 78 i alt.
Bogen kan netop bruges lige nu, i en tid uden den daglige dosis tv-cykelløb. Siden hen kan det blive en bladrebog.
Udkommet maj 2020. 274 sider. Hardcover.
www.gyldendal.dk