∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ikke noget pis på Mellemgulvet – en mandeforestillling på Skuespilhuset.
De fem modne, veltrænede skuespillere gør det imponerende godt, for de har ikke meget at gribe i. Teksten er barberet ind til benet, så man indimellem tror, at det er et digt af Inger Christensen eller Per Højholt.
Men nej, det er Kamilla Wargo Breklings gamle forestilling fra 2007, som har fået en lettere opdatering. Hovedpointen er fortsat at beskrive mandelivet, men det at være mand er måske alligevel ikke helt det samme som for 16 år siden.
Ligestilling og kønsneutralitet er jo blevet alfa og omega. Alligevel går de fem gutter stille rundt om den varme grød. Der er ikke så meget snak om sex, og heldigvis for det.
De får hver en monolog, der kan ende i skrig og katastrofe eller pianissimo. Her er Lars Mikkelsen en mester, da han skal forklare, at konen glemte hans minimælk til kaffen, og det ender i jordskælv. Der er også den ret umotiverede fuglesketch, hvor de andre skal gætte fuglens navn. Lige til en Cirkusrevy. Henrik Prip fortæller om et knæ, som gør lidt ondt, mens lægen forbyder ham al sportslig udfoldelse i resten af livet!
Janus Nabil Bakrawi beskriver, hvordan det stadig kan være ødelæggende mentalt at blive udsat for tilråb, fordi man ikke er født i Danmark. Rasmus Botoft går grassat som klimaaktivist, der ikke vil have, at vi køber nyt tøj, mens Peter Oliver Hansen får lov at fortælle, hvor verden er blevet tolerant. Uanset om det er den røde plads i Moskva (?) eller et andet sted, så må to mænd gerne kysse hinanden i det offentlige rum. Så blev vi så kloge.
Hvem der har udvalgt teksterne, ved vi næppe. Det er nok instruktøren, og stramt og flot koreograferet er det hele med mere end 100 enorme projektører, der kan bevæge sig og skabe de vildeste virkninger, når der er brug for et sceneskift – og det var der sandelig flere gange. For der er hverken handling eller sammenhæng og heller ikke kronologi, snarere er det hele som muslinger på snor. Til sidst gik forestillingen lidt i ring og måtte godt have været 20-25 minutter kortere og blot endt i et crescendo. Men så var der et flot slutbillede af John Kørner.
Manuskript: Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med Karina Dichov Lund og de medvirkende
Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling
Co-iscenesættelse, koreografi og dramaturgi: Karina Dichov Lund
Lars Mikkelsen, Henrik Prip, Janus Nabil Bakrawi, Peter Oliver Hansen og Rasmus Botoft.