∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Idioten på Republique.

Der er al mulig grund til at være imponeret over det vovemod, som Republique og instruktøren Liv Helm ( i det daglige også leder er af Husets Teater) har. At spille Dostojevskijs roman ”Idioten” fra 1868-69 på 105 minutter er voveligt. At gøre det i moderne teaterstil med balloner på snor, chesterfield-møbler og æbler som symbol på alt, hvad der fortæres, er vel naturligt (!) Men forestillingen synes overmættet af symboler, der som krymmel er drysset hen igennem fortællingen, for tilsyneladende at holde tilskuerne fangne.

Litterater har været uenige om, hvad Dostojevskij ville med sin roman, der blev trykt som føljeton. Nogle er gået så langt som at mene, at hovedpersonen, Idioten, fyrst Myshkin, ikke som sådan er en person. Han er snarere en idé og dermed ikke kun ”symbolet” på en ren kristusfigur omgivet af forskellige personager repræsenterende gode som dårlige menneskelige egenskaber.

At Dostojevskij også skrev ud fra et græsk ortodokst religiøst udgangspunkt, gør måske ikke en nudansk forståelse nemmere.

Instruktøren Liv Helm har sikkert taget stilling til mange af de spørgsmål, der er lagret i teksten, men at få det til at glimre på scenen er noget andet. Hertil kræves ikke kun adrætte skuespillere, de skal også mestre sproget, selv om det indtil de sidste 20 minutter er meget mundrette og nemme replikker, der skal siges.

Men mod slutningen skal tekstforfatteren Tom Silkeberg og instruktøren vist lige lægge lidt mere filosofi hen over historien, så det tydeligt fremgår, at Dostojevskij måske også er den første eksistentialist og et halvt århundrede forud for bl.a. Sartre.  Og så bliver tekstforløsningen endnu sværere.

Mange af symbolerne er tunge, og det er ikke mindst scenografien og kostumerne udtænkt af Ida Grarup, der blokerer: At gå i med tapetet har vist været udgangspunktet for figuren  Aglaya, spillet med en vis charme af  Ida Cæcilie Rasmussen, hvis blomstrede silkekjole er lig med det farverige tapet i den dagligstue, som er spillepladsen.

Titelpersonen, spillet af Elliot Crosset Hove, har meget af uskylden og forvirringen, som rummes i fyrsten, der lider af epilepsi og i øvrigt vender tilbage til et Rusland, han ikke kan kende. Hans symbolprægede kostume, gråt i gråt, fungerer over for de andre personers udklædningsdragter. Som kontrast står Nastasya, kurtisanen og den evige hetære, spillet i frynset, pink charleston kjole og blondineparyk af  Ellaha Lack.

Scenen er i øvrigt indrammet af neonrør for at understrege, at det er en prøve på en teaterforestilling, hvor titelfiguren kan stå på forscenen med manuskript, når han bliver forvirret over udviklingen.  Hovedrummet er derimod en stuedekoration i bedsteborgerlig stil med lædermøbler og trofæ, en springged på væggen, og blomstret tapet. Bagved ligger et rum, hvor personerne i skarpt lys og afklædt kan illudere yderligere sjælelige kvababbelser, måske hentet fra Jung, Lacan eller Freud. Angsten og dræberkraften lyser ud af dem, når de står i det hvide, lysende rum.     

Christoffer Hvidberg Rønje må give den som vulgær, nyrig russer i hvidt joggingtøj og som heman, der vist skal henvise til Putin i bar overkrop. Tue Skovdahl Lunding som figuren Ippolit er klædt ud som først Tartuffe, den religiøse hykler hos Moliere i ”Tartuffe”, siden med tatoveringer på kinden i Wilhelm Freddie-stil fra skulpturen ”Sex-paralysappeal”  fra 1936, som blev beslaglagt af Politiet i 1937.  Helt mærkværdigt og næsten skoleagtigt påfund.

Det er synd for skuespillerne at de i den grad tynges af symbolladede outfits. For med Dostojevskijs roman som med andre mesterværker, der tages under teatralsk behandling, skal der ikke blot jongleres med begreberne, der skal helst også været et facit, og på vejen derhen må det gerne være både vægtigt og vedkommende.

Filosofi eller ikke – menneskelig undergang og opløsningstid: der er al mulig grund til at se paralleller imellem slutningen af Ruslands zartid og moderne europæisk overflodseksistens.  Men det bliver hverken tydeligt eller for den sags skyld spiseligt nok  i denne version, selv om der er sat mange kræfter ind på at tilfredsstille moderne teaterkrav i tysk registil og at fremmane underholdningspotentialet.

Bag scenen:

Udgangspunkt Dostojevskij: Idioten – 1868

Instruktør: Liv Helm

Dramatiker: Tom Silkeberg

Konceptuerende scenograf og kostumedesigner: Ida Grarup

Realiserende scenograf og kostumedesigner: Simone Bartholin

Lysdesigner: Súni Joensen

Lyddesigner: Ditlev Brinth

 

Medvirkende: Christoffer Hvidberg Rønje, Elliot Crosset Hove, Ida Cæcilie Rasmussen, Ellaha Lack, Tue Skovdahl Lunding.

 

Længde: 105 minutter

www.teaterosterbro.dk