Kommenteret af Ulla Strømberg.
I tilfælde af…. Howard Barker på Det Kongelige Teater.
Et langt liv nede på publikumspladserne har lært mig, at skuespillere godt kan lide at spille teater, der går til grænsen eller overskrider den. Og sådan er det med engelske Howard Barkers dramatik. Han var hot i 1980erne og 1990erne, teatrene måtte spille hans uhyggelige, mareridtsagtige tekster for at vise, at de var på forkant med både kunst og tankegang.
Men den voldelige og hallucinerende tilstand, som Barker kredser om, er vist ikke til megen nytte, heller ikke i dag. For verdens virkelige skurke, som sidder på topposter i lande, vi kun er få timers flyvetur fra, går jo ikke i avantgarde-teatrene for at få rusket op i deres samvittighed og samfundssind.
Derfor har jeg svært ved at forstå og acceptere, hvorfor Det Kongelige Teater i en tid, hvor de af politikere er blevet bedt om at spille musicals og derfor makker ret med bl.a. ”Billy Elliot” og lign., også serverer ”I tilfælde af … ” For samvittighedens skyld, for at holde balance i repertoiret?
Inden der var gået 17 minutter, var en mand blevet skudt på klods hold, en anden voldeligt tortureret, mens en moder havde kvalt sin datter med en plasticpose – og vel at mærke få meter fra det stilfærdige københavnerpublikum. For yderligere at accentuere uhyggen blæste en vindmaskine kold luft, og grå dampe fyldte rummet. Hele scenen var en sindrig opmarch af maskiner fra et kondicenter. Helt bevidst fra instruktørens side, kunne man læse, for der søger mennesket hen for at opnå ekstreme kræfter.
Scenografien ved Christian Friedlánder har på sine egne præmissser en indbygget skønhed suppleret af en stor bagprojektion, lidt svær at tyde, men måske et afbrændt, krigshærget landskab, som fik forskellige farver fra blodrødt til noget mere stilfærdigt. Imponerende dekorativt.
Skuespillerne med Tom Jensen i spidsen ydede deres bedste og mere til – spørgsmålet er, om de kan finde mening i de uhyggelige skæbner, fra torturbødlen til skøgen, den døvstumme, kejseren etc.
Karla Rosendahl, Marina Bouras, Alexander Bryld Obaze og Tom Jensen. Tegning af Claus Seidel.
Man skal have stort livsmod for frivilligt at overvære ”I tilfælde af …”
Stykket er tidligere blevet spillet på bl.a. Det Kongelige Teater, 1994, i en mere naturalistisk, konkret stil. Men instruktøren, Henrik Grimbäck, har gjort et fin destillationsarbejde ved at skære ind til ”benet” og dermed har han kunnet nøjes med fire skuespillere: Tom Jensen, Karla Rosendahl, Marina Bouras og Alexander Bryld Obaze.
Oversættelsen ved Jens Christian Grøndahl og Ida Mackintosh synes at halte flere steder.