∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
I støvet fra regnen er et nyt spil af Magnus Juel Berg med en poetisk titel, der dækker over det modsatte: Irakkrigens eftervirkninger. En lille forestilling på en time med et intenst portræt af to krigsveteraner fra Irakkrigen. De mødes på et værtshus over et spil billard, hvor vi oplever, hvordan de to gutter hver på sin måde har taklet deres PTSD – post traumatiske stress syndrom.
Quest er en rigtig soldat. Han er hård i munden og har slået et ukendt antal mennesker ihjel. I krigens tjeneste. Han har nu, 12 år efter hjemsendelsen fra Irak, været tørlagt i to år, men har efterfølgende aldrig haft arbejde. Det eneste han kan er at gå i krig. I forestillingen 11. time (dvs. 50 minutter inde) ender han med at sige ok til at få hjælp af Lassen, der ” bare” var sprogofficer, men betalte prisen og mistede et ben. Hans PTSD er synligt, han ryster, har stadig angstanfald, nu 12 år efter, men magter at sidde på et kontor hos Forsvaret.
Det er søgeligt. Mere end det. At vi, i lille Danmark, sendte vores unge mænd i krig, på baggrund af hvad eftertiden i dag ved: ikke dokumenterede oplysninger om masseødelæggelsesvåben. Og den Irakkommission, som skulle afdække hele historien, er som bekendt lukket ned af den borgerlige regering.
Hen over billardspillet fyres først en række meget sexistiske vittigheder af, men så kommer kommissionen også til debat. Som det her lyder, ville blot interessen for og beskæftigelsen med den gamle krig have været et plaster på såret for de hjemvendte soldater, hvis indre og ydre sår aldrig heles. Hvilken pris den enkelte soldat betalte, og intet kan hjælpe, hverken sprut, piller eller mislykkede selvmordsforsøg.
Forestillingens tekst af Magnus Iuel Berg er nok det svageste led. Til gengæld er instruktionen af Per Scheel-Krüger detaljerig, stilfærdig, neddæmpet og placeret i en perfekt scenografi af Laura Rasmussen. Et værtshus så ægte, som var det de gamle paneler i Teater Grob, der blot er malet op suppleret med en dunkel lampe og den rigtige underlægningsmusik fra Jukeboxen: John Mogensen går an, Heavy Metal giver frygtelige mindelser om den krigslarm, som aldrig slutter inde i hovedet.
Skuespillerne Paw Henriksen og Martin Hestbæk lever sig 110 procent ind i rollerne. Man tror på dem, føler med dem, og ved slutningen af forestillingen er det faktisk ubærligt.. Godt det hele kun varer under en time. For virkeligheden og sandheden er ikke til at håndtere. Men imponerende af de to skuespillere at få så meget ud af teksten, som ikke giver ved dørene. Det kan godt være, at soldatersprog er så afmålt, kontant og chauvinistisk, men når det kommer på scenen er der brug for poesi. Netop titlen antyder jo en sindstilstand. Men der har dramatikeren sat punktum. Heldigvis har instruktøren Per Scheel-Krüger, der også er kunstnerisk leder på teater Grob, og de to skuespillere skabt et realistisk billede af de eftervirkninger, som danske politikeres krigsleg flere år tilbage udløste.
En sejr for Teater Grob – og en stor sejr for de to skuespillere, der viser et tragisk samtidsbillede fra en tid, vi forsøger at glemme.
Paw Henriksen & Martin Hestbæk
Manuskript: Magnus Iuel Berg
Idé og iscenesættelse: Per Scheel-Krüger
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Weronika Andersen
www.