∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
I et forhold med kollektivet Sort Samvittighed på Betty Nansen Teatret.
Sort Samvittighed slår til igen med premiere på Kvindernes Kampdag, 8. marts. De gør det med kraft, fjer i næsen, perler og pailletter på kjolerne og masser af musikalsk overskud.
Kollektivet Sort Samvittighed er usammenlignelig med al anden kvindeemancipatorisk kunst for tiden. De ser anderledes ud, og deres musikalske formåen på godt og ondt fås ingen andre steder. Det er netop denne anderledeshed, som gør dem til noget helt specielt, uanset om det så er Anne Linnet, Tove Ditlevsen eller det helt fundamentale spørgsmål: Et forhold mellem mennesker, som er emnet.
En række berømte, danske, kvindelige forfattere har lagt ord til denne forestilling: “I et forhold”, men det vigtige er faktisk ikke, hvad skuespillerne siger, men hvordan de siger, synger eller råber det ud. Det er måden de agerer på, som gør forestillingen og Sort Samvittighed så fascinerende.
Fra det sekund lyset blændes op, er vi i en anden verden sammen med 5 kvinder midt imellem Vild-med- dans-outfit og tredje uge ved karnevallet i Rio. Deres make-up er endnu engang noget helt for sig selv. Sådan var det også i ”Tove Tove Tove”- forestillingen. Denne gang har de en kæmpefjer trukket midt igennem næsen, og den kan nemt opfattes som mammut-øjenvipper. Indtrykket forstærkes af store sorte striber på kinderne. Et close-up af en “dagen derpå make-up”! Parykkerne er naturligvis ens: store, sorte og krussede med hvide fjer, som ind imellem ligner små horn. Og så er de pludselig djævlebørn.
Det visuelle er kort sagt anderledes og giver alskens sjove associationer fra carneval til heksesabbat og fest hos Dovregubben.
Nogle af teksterne kender vi, men på trods af denne opmarch af de bedste kvindelige forfattere igennem 100 år med Karen Blixen, Inger Christensen, Suzanne Brøgger og Pia Tafdrup i spidsen, trættes man desværre af og til, når gentagelserne bliver for hyppige. Det er en kendt attitude i Elisa Kragerups begavede iscenesættelser, men denne gang er det faktisk ikke sjovt i længden.Forestillingen går næsten i stå lidt før pausen og har svært ved at komme op i omdrejningerne igen og må ty til det tyske teatertrick at tage dyremasker frem. De er nu sjove: dybtrøde uglehoveder og et par af pigerne får også dyrekroppe. Men det er helt overflødigt og viser blot, at den ellers opfindsomme og ganske unikke instruktør åbenbart ikke tror nok på sine skuespillere og tekster. Til sidst blev musikken heldigvis mere hard core rock. Forestillingen ender på højeste beat og bevæger sig over mod det sigøjneragtige. Sådan kunne vi sagtens have fortsat længere endnu.
Det musikalske styres som vanligt suverænt af Jeanett Albeck, mens de fire skuespillere supplerer hinanden på bedste vis. Men Signe Egholm Olsen har dog en helt ustoppelig kraft og et nærvær, der når langt ned ad Frederiksberg Allé.
En stor del af Sort Samvittigheds charme skyldes også scenografen Ida Marie Ellekilde, der ved hver ny produktion har været i stand til både at forny udtrykket og alligevel fastholde en genkendelighed, som kan beskrives som en helt særlig sort samvittighed-stil. Denne gang er scenen i begyndelsen en blomstermark af sneboldebuske. Allersidste billede har gule tulipaner i smuk formation i hele scenerummet! Idyl og kaos på en gang.
Udbytte: På kvindesagen og parforholdet blev jeg ikke meget klogere. Men en aften sammen med så megen fantasi og kvindelighed er simpelthen ikke til at stå for. “I et forhold” må varmt anbefales til både feminister og andre. Derfor: Velkommen tilbage: Sort Samvittighed!
MEDVIRKENDE Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Signe Egholm Olsen, Lila Nobel og Kitt Maiken Mortensen.
INSTRUKTION Elisa Kragerup
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Ida Marie Ellekilde
KOREOGRAFI Signe Fabricius
KOMPONIST Jeanett Albeck
DRAMATURG Leila Vestgaard
TEKSTER AF Naja Marie Aidt, Karen Blixen, Louise Breyen, Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Ellen Heiberg, Agnes Henningsen, Lone Hørslev, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Stine Pilgaard, Pia Tafdrup.