∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Der er tryk på fra starten i Signe Fabricius’ nye danseforestilling på Betty Nansen Teatret med en uforlignelig Astrid Elbo i den dominerende hovedrolle. Uden den klassiske danser Astrid Elbos udstråling og danseevner havde forestillingen ”I am gold” nok været lidt mager.
Historien er hentet fra den yngre forfatter Tine Høegs roman ”Sult”, der udkom sommeren 2022. Historien i ”I am gold” er tragisk: en kvinde ønsker sig brændende et barn. Sammen med manden gennemgår hun alle mulige trængsler, mens omverdenen bare producerer masser af babyer. Traumatisk? Ja. Almindeligt på en scene? Nej. Et emne, der egner sig som udgangspunkt for en danseforestilling? Ja faktisk. For det lykkes overraskende flot for koreografen Signe Fabricius at skabe et kvindeportræt i en moderne verden midt imellem drøm, mareridt og virkelighed. Man forstår den unge kvinde, for Astrid Elbo giver hende 110 % liv.
Forestillingen bygger på nogle få tekstbidder af henholdsvis Shakespeare (Othello), Ellen Heiberg og altså Tine Høeg. Meget forskellige litterære størrelser og sådan er det også med musikken, der både har genkendelige popcitater og mere klassiske toner samt ny musik af Jeanett Albeck. Det hele er på bånd.
”I am Gold” har en lineær udvikling, der begynder, da kvinden bliver 30 år og er forelsket i sin mand, som danses fint, men meget alvorligt af Sebastian Kloborg. Også han er klassisk danser fra Det Kongelige Teater og i dag både danser og koreograf.
De fem andre moderne dansere dækker et effektivt spektrum og illuderer både venner til fødselsdag, observerende hospitalslæger og dyr med gevir i kvindens mareridt samt ikke mindst stepdansere med bowlerhatte i en noget mere positiv drøm. For i teatret er alt jo muligt. Grebet med at gå fra dyb alvor til vilde bakkanaler er et godt teatertrick, som kendes fra musicals, bl.a. ”Chicago” og såmænd også fra musikfilm, bl.a. Lars v. Triers ”Danser in the dark”. Uden at plagiere lykkedes alle scener eminent. Men hver gang trækkes dansescenerne nok helt bevidst så langt ud, at der midt i munterheden opstår en følelse af afmægtighed og afgrund.
Den ene fødselsdag afløses af andre, og parret bliver mere og mere fremmedgjorte overfor hinanden og går måske hver til sit. Her ender forestillingen nede i kulkælderen og dybt tragisk. Kvinden er nærmest gået i opløsning, og manden har forladt skuden – og ligeså med de såkaldte venner, som måske kun var nærværende, når der var sjov i gaden og humøret var højt. En lidt mere romantisk, musicalagtig afslutning have været god at gå hjem på, men sådan er livet nok ikke.
Astrid Elbo er suveræn i rollen. Hun mestrer sine klassiske trin i begyndelsen, og når de uhyggelige, næsten naturalistiske gynækologscener kommer, kan de lange ben spredes perfekt. Også i de moderne dansescener er hun så god, som havde hun hele livet være en munter korpige. Men Astrid Elbo er i det daglige solist i Den Kongelige Ballet. Der venter en ny karriere til hende som skuespiller, når danseskoene lægges på hylden, for hun kan også tale med en smuk, dyb stemme, og så fanger og fastholder hun publikum.
Signe Fabricius er kendt bl.a. for sin meget underholdende og vitale danseversion af Bonnie og Clyde-myten, også med Astrid Elbo i hovedrollen, samt for et utal af koreografier til bl.a. musikforestillinger. Betty Nansen Teatrets direktør Elisa Kragerup står som medinstruktør, og måske er det hende, der har skåret godt i tekstgrundlaget, der næsten er blevet unødvendigt tyndt, bl.a. fordi danserne med Elbo i spidsen faktisk godt kan tale.
Forestillingen er støttet af flere fonde, fordi den betegnes som et eksperiment (!). Forestillingen passer belejligt ind i tidsånden, der gerne vil høre historier set fra en feministisk vinkel og tillige kræver, at kunsten helst skal kunne forstås uden forudsætninger og af ikke mindst de yngre generationer.
Den eneste anke er, at Betty Nansen Teatret faktisk ikke egner sig til danseforestillinger, for har man alm. højde, er det svært at se scenegulvet fra stolepladserne på gulvet.
Scenografien ved Helle Damgaard er velfungerende uden at være nytænkende med spotlys, glimmer og guirlander.
Ekstra info: Tine Høeg: dansk forfatter. Født i 1985. Debut: Nye rejsende, digtroman, siden dramatiseret til Det Kongelige Teater. ”Tour de Chambre”, roman siden dramatiseret til Det Kongelige Teater – og altså nu ”Sult” som udgangspunkt for ”I am gold” på Betty Nansen Teatret. ( se tidl. anmeldelser af forestillingerne her på kulturkupeen.dk)
Medvirkende
Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, David Dalmo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher, Luc Boris André Kouadio
KOREOGRAFI OG INSTRUKTION Signe Fabricius,
INSTRUKTØRKONSULENT Elisa Kragerup
MANUSKRIPT OG STORYBOARD Signe Fabricius (i forestillingen bruges uddrag af tekster af Shakespeares OTHELLO i oversættelse af Niels Brunse, Ellen Heibergs TA´ ALLE MINE KYS og fra Tine Høegs roman SULT)
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Helle Damgård
LYSDESIGN Balder Nørskov
MUSIK Jeanett Albeck m.fl.
www.bettynansen.dk forestillingen spiller kun til og med slutningen af januar 2023.