Kommenteret af Ulla Strømberg.
Hübberiet (1) Det Kongelige Teater.
To gange inden for en uge vil Det Kongelige Teater fylde Gamle Scene med forventningsfulde tilskuere, når Hübberiet 1 (?) går over scenen. Ifølge ophavsmanden er det ti år siden det første ”Hübberiet” fandt sted, og man skulle derfor tro, at børnesygdommene var kureret, men nej.
Aftenens tema var Frankrig, men ikke så meget som en a4 side, kunne teatret udlevere til publikum. Det er arrogant, at man nede i salen ikke ved, hvad og hvem man faktisk ikke kan se på scenen. For at sidde i parkettet på 9. række til ballet er i og for sig spild af tid og penge. Jeg så en tredjedel af scenen – og slet ingen fødder.
Billetpriserne er billige, men teatret kan med hele Gamle Scene i sving nok få 200.000 kr ind på billetterne – og så kan teatret ikke udlevere en lille oversigt! For dårligt.
Balletmester Hübbe elsker vist at blande: lidt dans, lidt snak, lidt musik. Men aftenens cocktail ville ikke rigtig lykkes. Med et langt, meget alment indslag af frankofile Bjørn Bredal fra Politiken og højskoleverdenen og en kunsthistorisk indslag om Degas, fint leveret, men hvor publikum blev betragtet som ignoranter, var vi sat på plads. Uvidende bæster, der ikke kender Degas og ikke engang gider læse Politiken! Den går ikke at tale ned til sit publikum. Min sidemand sagde det forløsende ord: skolemesteragtigt – men altså uden skolebøger!
Når der blev danset igennem af de rigtige modne dansere, jublede det positive publikum til gengæld. De kunne lide en forsmag på den kommende ballet på baggrund af Sacre du Printemps–musikken, og ligeså Sebastian Kobborgs nye ballet, som ikke fik noget navn, men var sjov og underholdende med 28 dansere på scenen.
På en meget mørk scene viste et lidende par et par slutscener i forbindelse med genopsætningen af Neumeiers ballet “Kameliadamen”. Folk jublede. Jeg kunne desværre ikke genkende Ida Praetorius bag alle hovederne og i scenens mørke.
En sexolog mindedes Master Fatman og talte om kærlighed, og den unge komponist Louise Alenius spillede og sang lidt traurigt.
Det var en blandet landhandel, uanset hvor meget man kunne se. Men der er en andet light balletaften-skabelon med titlen ”Ballet to go”. Jeg tror man skal satse mere på det – ingen højskoleattityde, ingen talen ned til publikum, men ren dans og ballet. Det er derfor folk går i Det Kongelige Teater.
Programmet gentages d. 4.4.2019.