∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hopla, Bravo, Skifter. Ny raffineret cabaret på Ridderalen, hvor det  allervigtigste er, at cabaretten er fuld af galgenhumor.

En moderne cabaret, siger programmet i undertitlen med Mette K. Madsen som den ledende kunstneriske ildsjæl bag den nye cabaret-stil på Riddersalen. Initiativet er mere end velkomment her med cabaret nr. to. Første gang var for to år siden i flot 1930er-tysk stil – nu mere svævende og dødsmærket på sin egen måde. Ganske interessant.

Publikum jublede højlydt allerede inden lyset var slukket,  måske fordi barpersonalet var overraskende venlige, måske fordi det var en fredag aften og ugens møje var overstået på trods af Mette Frederiksens tyveri af Store Bededag, måske fordi der er ganske charmerende i de gamle lokaler ved siden af Lorry på Frederiksberg.

Og så står der fem sorthårede, lettere forhutlede personer på den lille, skarpt indrammede scene. Først var jeg bange for, at attituden var lånt fra Platt-form-gruppen, hvis vittigste indslag i de seneste par år har været en gruppe sorthårede anarkister med tysk ophav. Men nej. Og heldigvis. På Riddersalen er de helt deres egne, som de taler, synger, bevæger sig i stram koreografi og med mange musikinstrumenter under ledelse af kapelmesteren Thomas Dinesen.

Teksterne er korte, flere skrevet eller omarbejdet af Mette K. Madsen, alle meget dobbeltbundne og vittige. Samtlige skuespillere honorerer kravene til perfektion.

”Det går op eller ned, det går ikke op …..” kunne være overskriften på det hele, for den undergangsstemning er gennemgående og lægger faktisk også en dæmper på publikums reaktioner, da dødsspiralen, på trods af at den er langsom, dog er  nærværende og mere og mere tydelig.

Forestillingen er delt op i to afdelinger, og jeg forventede faktisk, at det fælles grå shabby-chic-look var blevet skiftet ud på en eller anden måde, men nej. Pausen havde ingen betydning. Heller ikke teksterne fik en ny drejning efter pausen. Faktisk var der gentagelser af flere standpunkter og scener.  Hvorfor? Der er jo et hav af vidunderlige tekster, der lige netop kunne underbygge den både nære og også distancerede vej mod undergangen med et smil. Tom Lehrer f.eks. Selv gik jeg hjem og læste Inger Christensens ”Det” fra 1969 og Per Højholt. Begge digtere siger det meste og ville, hvis man altså måtte,  kunne give nogle ekstra dimensioner.

Men det skal ikke skygge for, at initiativet på Riddersalen med Mette K Madsen som ankerkvinde er dejligt anderledes og æstetisk holdt i et førergreb, men giv gerne andre tekstforfattere og komponister love at bidrage, så antallet af gentagelser minimeres.

Alle medvirkende er fortræffelige: Jens Gotthelf,
Karin Bang Heinemeier, Mette K. Madsen, Thomas Dinesen,  men må dog fremhæve Michael Slebsagers særlige gennemslagskraft og mimik.  Ligeså er Katia Hauberg Engels   kostumer og scenografi velfungerende, men måtte godt have fået en anden farvenuance efter pausen. For ”Hopla”, vi skal jo leve videre!

 

Medvirkende
Jens Gotthelf
Karin Bang Heinemeier
Mette K. Madsen
Michael Slebsager
Thomas Dinesen, Kapelmester
Agnes Olander, Saxofonist
Idé og koncept
Charlotte Munksø
Mette K. Madsen
Trine Wisbech
Instruktør
Charlotte Munksø
Dramaturg
Trine Wisbech
Scenograf og kostumedesigner
Catia Hauberg Engel
Komponist og arrangør
Joachim Holbek
Thomas Dinesen
Mette K. Madsen
m.fl.
Dukkemager
Sigurd Dissing
Lysdesigner
Sonja Lea
Lydtekniker
Gregers Kjar
Systue
Pille Behrendt
Lone Friis
Maskør
Marie Louise Poulsen
Produktionsleder
Laurids Bøcher Poulsen
Forestillingsleder
Agnes Olander
Afvikling lys og lyd
Emilie Larsen
Teknik og produktion
Laurids Bøcher Poulsen
Sigurd Dissing

Foto
Dennis Westerberg

www.riddersalen.dk