Menu Luk

Holberg på Bornholm – på Rønne Theater.

Set af Ulla Strømberg. Sommerglæder 2.

15.07.06. jeppe forsidePlakat.

Holberg på Bornholm – en ny tradition er på vej som afløser for den gamle bornholmerrevy.

Dette er ingen anmeldelse – dertil har jeg været al for meget involveret i projektet de seneste to år. Men det er en kæmpeopfordring til at se ”Jeppe på Bjerget”, der spiller den næste måned på det gamle Rønne Theater. Forestillingen er ny, anderledes og bygger bro imellem århundrederne.

192 år har det taget, før Rønne Theater med professionelle skuespillere kan præsentere sin egen ”Jeppe på Bjerget”. Amatører har selvfølgelig været på spil flere gange, siden teatret åbnede i 1823, og senere har også turnéteatre været forbi. Men teatrets egen, møjsommeligt gennemarbejdede ”Jeppe på Bjerget”, det er nyt.

_15.07.06. jeppe i galgen DSC7308-Edit%20copy[1]Pressefoto.

 

Vejen har været lang, men sjov, fra teaterchef og instruktør Jens Svane Boutrup for 2-3 år siden fik ideen at sige farvel til den gamle bornholmske sommerrevy. Der måtte ske noget ny. Det var ikke nok år efter år at gøre grin med turisternes og de indfødtes årlige kampe i et par sommeruger – eller tage den håbløse konkurrence op med Cirkusrevyen.

Med en stor portion gå på mod og megen viden om det, som havde været på teatret i Rønne, var det ikke så svært at finde ud af, hvor meget der kunne og skulle gøres.

Penge skulle der til. Gavmilde fonde fra både Bornholm og København sluttede op om ideen. Derfor kunne de gamle, permanente kulisser fra midten af 1800-tallet genskabes på Det Kongelige Teaters værksteder efter bedste håndværkertraditioner.

_DSC7165-Edit[1]Pressefoto.

 

Rønne Theater råder nu over fire sæt kulisser, (bagtæppe, sideben og sofitter) med sal, stue, gade og grøn natur – dertil et nyt fortæppe, ret lig det gamle. Tillige er de velmenende muser, Thalia og Melpomene, vendt tilbage i sceneåbningen, dog i en lidt slankere version. For det er udsmykning, ikke kunst, så man må godt justere. Derfor genkendes også både klipper på markerne og et par huse fra Rønne. I orkestergraven står nogle sjove nye/gamle teatermaskiner, som betjenes af kapelmester Lars Fjeldmose, som både fremkalder regn, blæst, torden og selvfølgelig stemningsskabende musik henover et par overhundreder.

Den pæne café og den fredede hjørnestue har fået en opstramning, ” tilbage til fortiden”, skabt af scenografen Niels Secher, der lige har afsluttet hele Korsbæk ude på Bakken, så han er i træning med nostalgien. I Rønne skaber dannebrogsvimpler, grønt løv i loftet og hundredevis af gamle spisestuestole, smukt indfarvede, den rette stemning for publikum, der også diverteres med dukketeater før forestillingen og i pausen.

15.07.06. dukke jeppeFoto: US.

Med ”Jeppe på Bjerget” er der sket den nødvendige tekstredigering, både for skuespillernes og for publikums skyld. Nok er det Holbergs ord, men der er sket nogle moderniseringer, og de tåbelige dialekter er væk, kun et par bornholmske ord sniger sig ind til stor glæde hos publikum.

”Jeppe på Bjerget” er i dag Holbergs måske bedst kendte stykke og derfor havnet i Brian Mikkelsens kulturkanon. Men uanset det, er Jeppe en basal historie om mennesket, der kender sine fejl, men ikke vil tage ved lære. Jeppe drikker, men hvorfor? Herremanden driller, men hvorfor? Nille svinger med krabasken, men hun forlader ikke Jeppe. Måske skal vi slet ikke tage det så alvorligt, men se på stykket som en spøg for underholdningens skyld. Holberg havde dog flere budskaber, der er i tråd med mottoet over scenen i Rønne: ”Lær Viisdom af Livets Optrin” Det er essensen af teatrets formål, og det opnår de til fulde med ”Jeppe på Bjerget”.

15.07.06. jeppe fortæppeFoto: US.

For Esben Dalgaard Andersen spiller Jeppe så indlevet og alligevel moderne distanceret, at det er svært ikke at græde over livets evige gentagelse, og de andre aktører hopper behændigt ud og ind af roller i moderne verfremdung for at støtte op om historien, mens teatertæpperne foldes op og ned,  og sidebenene rulles frem og tilbage.

15.07.06. jeppe i seng _DSC7332%20copy[1]Pressefoto.

Der er mere end gang i kulisserne i Rønnes gamle theater. Og hvis bare ikke den tropiske sommernat har bidt sig fast, må og skal Bornholms sommerfolk en tur rundt om

Theaterstræde. Det fortjener både teatret – og publikum.

 

Jeppe på Bjerget af Ludvig Holberg

 

Jeppe: Esben Dalgaard

Nille m.fl.: Karin Bang Heinemeier

Jacob Skomager m.fl.: Ole Boisen

Baronen m.fl.: Jacob Teglgaard

Erik Lakaj m.fl.: Morten Brovn

Musik og effekter: Lars Fjeldmose

Scenograf: Niels Secher

Lysdesign: Sonja Lea

Instruktør: Jens Svane Boutrup

Til og med d. 1. August, 2015.

www.bornholmsteater.dk