∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Højskolesangbogen – alle tiders teaterkoncert – for alle aldre i storby og provins.
Danske nationalklenodier: campingfritidsdragten, den bløde sofa i nappa og masser af kaffe og dåseøl. Det binder os sammen og giver fornemmelse af det flinke ord ”hygge” – i forening med den nye trend: syng med, syng sammen, syng ud.
Det gode ved ”Højskolesangbogen” som teater er, at forestillingen ikke begynder at problematisere eller intellektualisere over, hvad det er, vi har fælles. Her er ingen kulturministerielle embedsmænd eller konsulenter på overtid, der render rundt og noterer ned, hvad vi tænker, synger eller drikker. Her er ingen kanondebat eller facitliste.
Forestillingen præsenterer blot en lang række sange i sjove, overraskende instrumentaliseringer sunget af de 9 skuespillere med charme, kraft og med en forbilledlig tekstudtale, hvilket også kapelmesteren skal roses for. Der er simpelthen blevet en rigtig god musikforestilling ud af noget, der både titelmæssigt og i forannonceringen kunne virke om ikke frastødende så lidet tiltrækkende, som våd sandkage. Men forestillingen er snarere varm kakao med drømmekage.
De har gjort det før, holdet bag ”Højskolesangbogen”, instruktøren Minna Johannesson og co. Blot var det i Aalborg ved et par teaterkoncerter. Nu har de nået nationalscenen, måske hentet ind af skuespilchef Morten Kirkskov, der jo kom fra Aalborg. Baggrunden kan være lige meget, for ”Højskolesangbogen” er en overraskende velfungerende teaterkoncert med alle de egenskaber, som der nu hører hjemme i den genre: kendt musik, ny instrumentalisering, live musik, ikke for konkret en handling, maximal musik og så få replikker som muligt etc.
9 skuespillere, en statist, der spiller lig, et 6 mandsorkester samt en teaterteknik i 100 million kroner klassen. Ikke mærkeligt at teatret, der kun får en halv milliard kroner i statsstøtte skal have yderligere private fondspenge for overhovedet at sætte ”Højskolesangbogen” på scenen. Men det er en anden historie og handler om kulturpolitik.
Lad os glæde os over, at det er lykkedes at transformere ”Højskolesangbogen”, den lille blå bog, vi alle har haft mellem hænderne et par gange, 100 gange eller måske 1000 gange, om til en super underholdende teaterkoncert. Bogen rummer vores fælles sangskat af danske digtere og komponister – en gang imellem med flere bud på melodi. I forestillingen indgår dog også sange, der endnu ikke er med i bogen, men som måske burde være det: ”I Mormors Kolonihavehus” og ”Vi er røde, vi er hvide”. Bogen udkom førte gang i 1894 dog under et andet navn.
Forestillingen har en lille rammehandling, der lægger op til scenens ugly art-look. 8 danskere samt en ekstra er de eneste overlevne efter en katastrofe. Og så står de bare der. Men de 8 personer er vittigt valgt og karakteriseret, og selv om vi i anden del får at vide, at de er forbundne familiemæssigt, er det faktisk ligegyldigt. Handlingen er underordnet. Det er skuespillernes gestaltning og musikaliteten og stramheden, der giver forestillingen dens slagstyrke. Der er de to efterlønnere fra Tåstrup: Tammi Øst og Jens Jørn Spottag i danskernes nationaldragt – campingtræningsdragten. Vittigt og sjovt når de bærer ”I mormors kolonihavehus” suverænt igennem med harmonika og rockmusik. Hvilken melodi. Så er der miss Danmark anno 1998, Marie Dalsgaard, der får lov at synge meget og været tilbedt af to mænd, en kommunalpolitiker fra den jyske vestkyst med sin døde mor, fint spillet af Thomas Hwam, evighedsstudenten fra Vesterbro, Marie Bach Hansen, der kommer galt af sted og giver sit barn videre, samt livsstileksperten fra Tisvilde, der nu mere ligner en gadepige fra en sidegade, Sicilia Gadborg Høegh. Endnu tre yngre mænd, Mads Rømer Brolin-Tani, Esben Dalsgaard og Rasmus Fruergaard – alle med maximal udstråling, scenenærvær og tæft.
Scenografen Jonas Fly har endnu engang skabt en scenografi, der er kraftfuld og moderne, men med et lidt for tydeligt sideblik til nyere tysk scenografitradition – masser af sølvlameller, enormt lange bannere af sølvstrimler og en enkel ballon eller to i første del i. Og sofaer i spandevis. Grove danske sofaer i nappa, uld, syntetisk, bløde puder, hårde puder – alle ensfarvede, så de på trods af den enkelte sofas grimhed tilsammen udgør et smukt maleri, ikke mindst når de efter pausen, takket være det sikkert enormt dyre tekniske apparat, kan stå på trappetrin. Det er flot, men er det nødvendigt, har man lyst til at spørge, når det samtidigt ligner væltet pulterkammer?
Sofaerne, som vel kommer fra teatrets møbellager, var også i brug i den fremragende ”Omstigning til Paradis” for et år siden – dog med en anden scenografi. Er det de samme sofaer?
Forestillingen oser af overskud, sangglæde, hittepåsomhed og danskhed. Lidt sjovt at de tre bedst formidlede sange er Benny Andersens ”Se hvilken morgenstund”, der bliver til opera med talrige gentagelser af ordet kaffe – , fodboldsangen ”Vi er røde,…”, og som sagt sangen om kolonihaven. Det er sange, der lige netop ligger uden for sangbogen og måske er det pointen, at det er ude på sportspladserne og inde i tv-apparaterne, at den nyere danske historie ligger gemt.
Nu venter vi spændt på den næste teaterkoncert, og mon ikke det bliver ”Vild med dans”.
Koncept og instruktion: Minna Johannesson
Scenografi: Jonas Fly.