∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Tankevækkende fransk film om organdonation.
Hjertets vej har meget på hjerte. Bogstaveligt talt. Den handler om noget, som vi meget sjældent ser på spillefilm. Organdonation. Havde det været en dokumentarfilm havde det været en helt anden sag. Hjertets vej har imidlertid et stærkt dokumentarisk præg, som kommer til udtryk gang på gang i løbet af filmen. Man bliver grebet af denne atypiske film og kommer uvægerligt til at genoverveje sit eget forhold til det svære emne.
Filmen starter i mørke ved daggry. Den unge Simon(Gabin Verdet) kysser sin sovende kæreste farvel. Han kravler med sit skateboard under armen ud ad vinduet og løber på det i stor fart gennem den mennesketomme by. Her møder han en anden ung mand på cykel, de kører videre sammen for til sidst at møde en tredje, der er i bil og tager dem begge med. Vores nysgerrighed pirres. Hvad skal de på det tidspunkt af dagen? Svaret får vi snart. De skal ud og surfe ud for Le Havre. Visuelt er der nogle meget flotte billeder af de nærmest ekvilibristiske unge surfere på kæmpe brusende bølger.
Foto: Scanbox
Et par timer senere, på vej hjem, sker bilulykken. På hospitalet bliver Simon konstateret hjernedød. Han trækker vejret gennem en respirator. Han eksisterer ikke mere. Han ser helt normal ud, som han ligger dér i hospitalssengen. Som om han sover. Spørgsmålet er, om Simons forældre vil give lægerne lov til organdonation.
Foto: Scanbox
I Paris er samtidig den midaldrende alvorligt hjertesyge musiker Marianne(Emmanuelle Seigner), der er mor til to voksne drenge, klar til at modtage et nyt hjerte, som er hendes eneste chance for at overleve.
Foto: Scanbox
I Hjertets vej ser vi historien ud fra såvel organdonerens -og organmodtagerens familier. Simons fraskilte forældre er sønderknuste og skal i løbet af få timer tage stilling til om lægerne må bruge deres søns organer. Der krydsklippes mellem de to familier. Såvel Simons forældre som Marianne og hendes sønner er i tvivl om, de gør det rette. Marianne siger: Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at leve med et dødt menneskes hjerte.
Hjertets vej er, ud over at være følelsesmæssig tung, visuelt temmelig hard core. Vi er med i en lang meget eksplicit scene på operationsstuen, da Simons hjerte bliver taget ud. Man ved jo godt, at det ikke er en virkelig transplantation, der foregår på lærredet. Men det er en voldsom scene, der virker meget livagtig. Jeg blev nødt til lige at slå blikket ned et par gange. Derefter følger vi hjertets vej med bil og fly til operationsstuen på det hospital i Paris, hvor Marianne venter.
Foto: Scanbox
Filmen, der bygger på Maylis de Kerangals prisbelønnede roman Réparer les vivants, søger at formidle både de faktuelle og emotionelle omstændigheder omkring organtransplantation. Det lykkes.
Instruktør Katell Quillévéré siger om sit arbejde med filmen: De, der har undergået transplantationer, vil fortælle at selvom operationen rent teknisk er udført til perfektion, så er processen stadig utrolig kompliceret ud fra et emotionelt og psykologisk synspunkt. At modtage et hjerte fra en ukendt person, der netop er gået bort, tvinger en til at undersøge ens eget ønske om at leve.
Hjertets vej er en tankevækkende og gribende film, der giver anledning til refleksion og samtale.
Instruktør: Katell Quillévéré
Trailer: Scanbox
Premiere: 22. juni 2017
Et par timer senere, på vej hjem, sker bilulykken. På hospitalet bliver Simon konstateret hjernedød. Han trækker vejret gennem en respirator. Han eksisterer ikke mere. Han ser helt normal ud, som han ligger dér i hospitalssengen. Som om han sover. Spørgsmålet er, om Simons forældre vil give lægerne lov til organdonation.
I Paris er samtidig den midaldrende hjertesyge musiker Marianne(Emmanuelle Seigner), der er mor til to voksne drenge, klar til at modtage et nyt hjerte, som er hendes eneste chance for at overleve.
I Hjertets vej ser vi historien ud fra såvel organdonerens -og organmodtagerens familier. Simons fraskilte forældre er sønderknuste og skal i løbet af få timer tage stilling til om lægerne må bruge deres søns organer. Der krydsklippes mellem de to familier. Såvel Simons forældre som Marianne og hendes sønner er i tvivl om de gør det rette. Marianne siger: Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at leve med et dødt menneskes hjerte.
Hjertets vej er ud over at være følelsesmæssig tung fim, rent visuelt temmelig hard core. Vi er med i en lang meget eksplicit scene på operationsstuen, da Simons hjerte bliver taget ud. Man ved jo godt, at det ikke er en virkelig transplantation, der foregår på lærredet. Men det er en voldsom scene, der virker meget livagtig Jeg blev nødt til lige at slå blikket ned et par gange.
Derefter følger vi hjertets vej med bil og fly til operationsstuen på et hospital i Paris, hvor Marianne venter.
Filmen, der bygger på Maylis de Kerangals prisbelønnede roman Réparer les vivants , søger at formidle både de faktuelle og emotionelle omstændigheder omkring organtransplantation. Det lykkes.
Instruktør Katell Quillévéré siger om sit arbejde med filmen: De, der har undergået transplantationer, vil fortælle at selvom operationen rent teknisk er udført til perfektion, så er processen stadig utrolig kompliceret ud fra et emotionelt og psykologisk synspunkt. At modtage et hjerte fra en ukendt person der netop er gået bort tvinger en til at undersøge ens eget ønske om at leve.
Hjertets vej er en tankevækkende og gribende film, der giver anledning til refleksion og samtale.
Instruktør: Katell Quillévéré
Premiere: 22. juni 2017