∗ ∗ ∗ ∗
Af Eva Zierau
Brødrene Coens ny film om Hollywoods guldalder kunne have været bedre.
Brødrene Joel og Ethan Coen har en række fremragende film på samvittigheden. Barton Fink (1991, The Big Lebowski(1998) og No Country For Old Men(2007) for bare at nævne nogle stykker. De har vundet et hav af priser. Med andre ord brødrene Coen hører til Hollywoods tunge drenge.
Hil Cæsar er sidste skud på stammen. En skæv komedie, der foregår i Hollywoods guldalder. Filmen har tråde tilbage til Barton Fink om en manuskriptforfatter i Hollywood i 40erne.
Foto: United International Pictures
Vi befinder os i 1951. Filmen foregår over to dage, der nærmest føles som flere år. Ikke fordi man keder sig, men fordi der simpelt hen sker for meget på for kort tid. Vores helt, hvis man altså kan kalde ham det, er Eddie Mannix( Josh Brolin), hvis job er at sørge for, at alle de kontraktansatte skuespillere ikke skejer ud til skade for filmselskabet Capitol Pictures. Han arbejder i døgndrift med at forsøge at skjule fordrukne stjerner, letlevende starletter, udenom ægteskabelige affærer, vold, og kommunistiske holdninger i branchen. Hans egen last synes at være rygning, og at han lejlighedsvis langer lussinger ud til uvorne stjerner. Han fortryder altid sin udåd. Den katolske præst er godt træt af hans daglige besøg i skriftestolen. Figuren bygger på den virkelige Eddie Mannix, hvis job dengang netop for filmselskabet MGM var, at skaffe enhver potentiel skandale vedr. de kontraktansatte skuespillere af vejen. Og han var god til det. I filmen er Capitol Pictures i færd med at optage den bibelske storfilm Hil Cæsar, da hovedrolleindehaveren Baird Whitlock(George Clooney) pludselig forsvinder midt under en optagelse. Ingen må vide noget, så Mannix sender en kuffert med 100.000 dollar afsted til kidnapperne, en flok gemytlige intellektuelle med kommunistiske tilbøjeligheder.
Foto: United International Pictures
Ved siden af kører der forskellige historier om andre film, selskabet har gang i. F.eks. historien om svømmepigen DeeAnna Moran(Scarlet Johansen) som bliver gravid udenfor ægteskab, om cowboyhelten Hobie Doyle( Alden Ehrenreich), der pludselig skal spille med i et salondrama, hvilket hverken huer ham eller instruktøren af filmen Laurence Laurentz( Ralph Fiennes). Yderligere ser vi optagelser af en dansefilm med dansestjernen Burt Gurney. Wanna be Gene Kelly, men det lykkes ikke. I det hele taget bliver vi præsenteret for et hav af referencer til Hollywoods gyldne æra.
Foto: United International Pictures
Filmen nærmer sig en farce. En ironisering over Hollywood i 50erne, hvor studiesystemet i modsætning til i dag bød på kontrakts ansatte skuespillerne, der blev nurset og overvåget så meget af filmselskaberne, at det nærmest føltes kvælende.
George Clooney siger om sin karakter: Han er sandsynligvis den dummeste figur, jeg nogensinde har spillet. Han er en filmstjerne uden den ringeste anelse om hvad der foregår…. Det er så sandt, som det er sagt. Magen til tossegod og naiv karakter skal man lede længe efter. Filmen refererer også til den amerikanske kommunistforskrækkelse i slut 40erne og i halvtredserne. Trumbo, som havde premiere i sidste uge handlede netop om denne problematik. Man skulle tro at de respektive manuskriptforfatterer var blevet inspireret af hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over Hil Cæcar, som jeg havde glædet mig meget til at se. Filmen er en metafilm. Den handler om at lave film, og som sådan er den underholdende. Kan man lide den nærmest farceagtige tone, kan man, godt gå ind og se den. Det trækker også i positiv retning, at filmen rent visuelt er spækket med den ene storslåede scene efter den anden. En stor film? Nej. En sand stjernebesætning af gode skuespillere kan ikke gøre op for en noget tynd kop the. Fire små stjerner herfra.
Instruktører: Joel og Ethan Coen
Premiere: 18. februar 2016