∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

HEX på store scene i Skuespilhuset.

Med ”Hex” på Skuespilhusets store scene fortsætter Nationalscenen med den store kønsadskillelse.  Først ”Arven” med 12-14 mand og en kvinde, så ”Ikke noget pis” med 5 mænd og nu ”Hex” med tre kvindelige musikere og 8 kvindelige aktører på scenen.

Det er helt fint og moderne, men måske anstrengende, når Christian 4. spilles af skiftende kvinder med skrævende ben, og Otto Skeel, en adelsmand fra 1600-tallet, ligeledes spilles med bulder og brag af en kvinde. Men ellers passer denne heksesabbat egentlig udmærket til det kvindelige ensemble, der er samlet, inklusive musikerne.

For ”Hex” er mest af alt et kvinde-teaterspex med udgangspunkt i dansk historie. Et fortiet kapitel fra tiden omkring 1600-1620. For hekseafbrænding var slet ikke afskaffet og bliver her ganske spektakulært og egentlig også pædagogisk afdækket. Fortællingen står lysende klar, når slutbilledet er en projektion med adskillige navne på danske kvinder, der blev henrettet, tiltalt for trolddomskunst i tiden omkring 1600. Ganske uhyggeligt. Måske skulle netop denne opremsning også have været åbningsbilledet.

For kvinderne bag ”HEX” har noget på hjerte, og det smitter, men bare ikke så meget, at man gribes nede på publikumsrækkerne. Måske fordi store scene simpelthen er for bred og næsten altid for tom, som en fodboldbane, når alle er gået hjem.  Der mangler nærvær og intimitet på den scene, noget som mange scenografer forgæves kæmper med.

Det var en barsk tid i 1600-tallet, hvor Danmark  var blevet protestantisk, og Chr 4. byggede nogle af vores kendte monumenter. Men de indre og ydre krige var langt fra slut.

Den yngre forfatter Olga Ravn har længe interesseret sig for hekseområdet og har brugt tid på at dykke ned i alskens dokumenter, så det, vi oplever på teaterscenen er tæt på sandheden, for at blive i tv-sproget. Der er også lidt tv-show over hele afviklingen med mange nymodens effekter, for alt videodokumenteres.

Flottest er de videovisninger på et baglærred, hvor motiverne i begyndelsen bl.a. er en tallerken(!), men siden vises ganske voldsomme nærbilleder af de kvinder, der både er hekse, dansere m.m.  Filmen kan også manipuleres til ukendelighed, men igen spektakulært og flot – og ligeså med musikledsagelsen skrevet af og under ledelse af Jeanett Albeck. Meget virkningsfuldt afleveret af også Greta Eacott på  percussion og Veronika Voetmann på cello. Musikstilen er lidt folklore og fællessang. Effektiv, men ikke så grænseoverskridende.

Egentlig er det hele et moderne teatersammensurium, hvor kvinderne i starten optræder i kedsommeligt 2023 tøj – uendeligt lidt spektakulært, men bevidst fra instruktørens siden. Liv Helm spænder nemlig vidt æstetisk, for det var også Liv Helm, der instruerede Kirsten Olesen i ”Et tysk liv”, en helt minimalistisk monolog spillet til perfektion.

Scenografen Freya Sif Hestnes er lykkedes at skabe fine stemninger trods de mange forhindringer, moderne tøj og ikke mindst den brede scene, hvor meget kan tabes.

Her i ”Hex” går det indimellem ganske vildt for sig, men lige som man var ved at lade sig rive med af hexene, som jo slet ikke er hekse, men bare husmødre fra 1600-tallet, kommer to kraftige sortklædte mandlige scenearbejdere ind og ødelægger illusionen.  Nu var vi lige i hekseland anno 1620, og så er vi tilbage i et tilsyneladende prøveforløb på en teaterforestilling.  Måske er det tilsigtet, måske er det arbejdsregler, men med dette brud synes forestillingen hverken helstøbt eller moderne på den sjove måde.

Måske er det mig, der ikke forstår en snus, for jeg havde det også vanskeligt med æstetikken i Liv Helm og Olga Ravns første samarbejde ”Mit arbejde”,  spillet på Husets Teater, hvor  Liv Helm i øvrigt er kunstnerisk chef.

”HEX” kræver noget af skuespillerne. Jeanett Albeck er faktisk på hele tiden i forskellige roller og er ret imponerende som djævelen. Ellers er spillestilen meget forskellig,  fra Kirsten Olesens  beherskelse af  stemme og krop, til flere af de andres metode, der er mere moderne og dermed mindre nøjeregnende i afleveringen.  Men det går an, præcis som det også var tilfældet i ”Arven” hvor to generationer af skuespillere mødtes på scenen. Sådan er vilkårene vel i dag.

Forestillingen ”HEX” er et velgennemtænkt teaterprojekt, der afdækker en ret ukendt side i både Danmarkshistorien og i dansk kvindehistorie.  Derfor kan forestillingen synes ganske aktuel og nyttig,  selv om den også som mange andre teaterprojekter for tiden har mange mindelser om 1970-ernes mere politiske teater, hvor der blev kæmpet for de undertrykte kvinder og de laveste sociale klasser.

Ps. Teatret har på hjemmesiden flere korte artikler, der forklarer lidt om stykkets baggrund.

Men med al den forberedelse  og teatrets dramaturger er det mystisk, at ”Storkespringvandet” er med i beskrivelsen af København anno 1620. For Springvandet blev skabt i 1888 af Bissen og doneret af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse til byen seks år efter.  Det skurrer også, når en af kvinderne går ned ad gågaden i Aalborg i 1610.  Men måske skal det være sjovt!

 

Manuskript: Olga Ravn og Liv Helm
Iscenesættelse: Liv Helm
Sange og musik: Jeanett Albeck
Scenografi, kostumer, videokoncept, videodesign: Freya Sif Hestnes
Videodesign: Rasmus Kreiner
Lysdesign: Michael Breiner
Animation: Maya SB
Koreografi og butoh-undervisning: Yael Gaathon

Medvirkende:

Kirsten Olesen / Christenze Kruckow, Otto Skeel

Ellaha Lack / Elisabeth Klyne, voksbarnet

Stine Schrøder Jensen / Ousse Lauridsdatter, Maren Kneppis, Christian 4., voksbarnet

Christine Albeck Børge / Ousse Lauridsdatter, Maren Kneppis, Christian 4., voksbarnet

Kitt Maiken Mortensen / Apelone Ibsdatter, Christian 4., voksbarnet

Marie Bach Hansen / Anne Bille, Dorte Kjærulf, Kirsten Munk, voksbarnet

Jeanett Albeck / Djævelen, musikalsk performer

Yael Gaathon / Erindring, fysisk performer

Maria Albrechtsen Mortensen / filmfotograf, ensemble

Haylie Noir Helmershøj / Karen

Lilje Caroline Winther / Karen

Greta Eacott / percussion

Veronika Voetmann / cello

www.kglteater.dk