∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Helligtrekongersaften på Odense Teater.
Klog, velkomponeret og gennemmusikalsk “Helligtrekongersaften” med musikeren Bisse i en bærende rolle.
Shakespeares komedie er hamrende svær at forløse på en legende let måde. Men på Odense Teater lykkes eksperimentet ved at lade sangeren og musikeren Bisse spille en hovedrolle som narren Feste, der både kan synge, sige bonmot’er og være næsvis. Samtidig er hele forestillingen delikat og forholdsvis konsekvent indpakket af scenografen Franciska Zahle.
Vi er Illyrien, men hvordan der så ud i dette shakespearske fantasiland, der lå der hvor Bosnien, Makedonien bl.a. ligger i dag, ved vi ikke. Som regel i teateropførelser hersker der ren idyl, men her i Odense styrer kaos i starten, hvor større, lysende bogstaver, der kan skifte glød i en uendelighed, ligger hulter til bulter. Det tager lidt tid, før det går op for én, at det jo er bogstaverne ILLYRIEN, der som overflødigt vraggods er smidt rundt på drejescenen. Flot tænkt og realiseret, for stykket begynder efter en skibskatastrofe, hvor tvillingerne Viola og Sebastian kommer fra hinanden.
Da Shakespeare har en række parallelle handlinger i denne muntre forvekslingskomedie, er der brug for mange og præcise sceneskift, og det klares med et snuptag og nye bogstavskonstellationer indtil næstsidste sekund, hvor de pludselig samler sig på rette vis: ILLYRIEN. Kaos i verden og i kærlighedslivet er forvandlet til orden og lykke, sådan da.
Efter overleveringen er stykket et bestillingsværk, som dygtige William hurtigt nedskrev og evt. spillede for Dronning Elisabeth d.6. januar 1601. Deraf navnet. Måske er det først opført senere. I hvert fald er det et raffineret spil, der handler om det hele: døden, kærligheden, livet og hovmod. Nogle forskere kan se ligheder med ”Hamlet”, der er skrevet næsten på samme tid, blandt andet fordi døden er igangsættende for flere af personernes handlinger og mentale tilstand. Men sådan er det nu altid hos Shakespeare.
I Niels Brunses velkørende fordanskning har skuespillerne tilsyneladende ikke svært ved at klare teksten, og oveni har Narren/Bisse fået lov selv at skrive nye sange, ofte med guitarspil og akkompagneret af et par musikere med bl.a. slagtøj og en saxofon. Smukt og gennemført melodisk. At Bisse også kan klare Festes forholdsvis mange replikker, iført cirkusskørt og i skiftende røde narrekostumer, er imponerende.
Således er hele forestillingen fuld af gode overraskelser. For når man kender komedien og ved, hvor mange faldgruber der er, glædes man endnu mere over bl.a. en vellykket Andreas Blegnæb, spillet af Malene Melsen i fint samspil med Peder Dahlgaards Tobias Hikke. Her går de fleste pointer hjem. Ligeledes er den unge Anna Bruus Christensen dejligt uskyldig som Viola, der må forklæde sig som ung mand. Sådan forblænder hun den kolde Olivia, spillet med knejsende attitude af Natali Vallespir Sand og hertugen, Orsino, med Benjamin Kitter i rollen.
Forestillingens eneste problem er, set med mine øjne, Orsino. Den poetiske og melankolske hertug, der plejer at åbne handlingen med et ”If music be the food of love, play on” og så henfalde i tanker om sin ugengældte kærlighed til kolde Olivia. Den altid blændende skuespiller Benjamin Kitter er her en sortklædt, vred krigsmand – uden tydelige følelser. Og i øvrigt er han meget lidt tilstede på den evigt skiftende drejescene. Lidt mærkeligt. Men med Shakespeare lader det meste sig gøre, og det står enhver instruktør frit at vælge ud og skære til.
Det som er med i denne Odense-version er til gengæld meget velvalgt og netop Narrens gennemgående og markante rolle, med lange nyskrevne sange, giver nye, mere moraliserende perspektiver.
Hos Shakespeare er en leg med kønsroller og køn ofte sjove intermezzi. Husk, at alle kvinderoller blev spillet af unge mænd. Denne kønsforvirring er mere end nogen sinde moderne, men i Odense underspilles denne mulighed og heldigvis for det. Nok fremstår Narren Feste som en klog, androgyn person, nok er unge Viola klædt ud som ung mand, nok er et par kvinderoller besat af mænd og Andreas Blegnæb spillet af en kvinde. Men det bliver aldrig påtrængende og udlignes i den lidt lange scene med tjeneren Malvolio, der tror, at gule strømper og korslagte strømpebånd vil gøre lykke hos den kolde Olivia. Lars Simonsen klarer rollen fint med et par referencer til bl.a. Jørgen Reenberg. Malvolio er i øvrigt en ganske berømt figur, der giver modne skuespillere mulighed for at afprøve deres mere komiske evner.
Konklusion: Da Orsino/Benjamin Kitter ikke får en centrale placering, og da kærlighedsaffæren imellem de andre heller ikke udvikler sig, bliver denne ”Helligtrekongersaften” snarere en spil om at leve livet på godt og ondt, som Bisse/Thorbjørn Radisch Bredkjær synger på shakespearsk vis med egen tekst:
”Regnen regner hver evige dag,
Det eneste vi kan regne med (—)
vi har ondt i livet
Men let til latteren”
Tillykke til Odense Teater og teaterdirektøren Jens August Ville som instruktør og resten af ensemblet. ”Helligtrekongersaften” er et smukt, moderne og moralsk bud på vor tids evige vaklen imellem sorg og glæde. En forestilling som er værd at rejse langt efter.
Ps. Og så er der program til forestillingen med Bisses nye tekster. Tak for det!
Iscenesættelse Jens August Wille | Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Komponist Adi Zukanovic Sangskriver Thorbjørn Radisch Bredkjær
Koreografi Sofie Christiansen | Lysdesign Jonas Bøgh | Lyddesign Kim Malmose
Musikere Ying-Hsueh Chen og Malthe Bech
Oversættelse Niels Brunse
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Medvirkende: Thorbjørn Radisch Bredkjær, Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Peter Høgsbro, Niels Skovgaard Andersen, Lars Simonsen, Anton Sager m.fl.