Menu Luk

Hedda Gabler i Det Røde Rum

∗ ∗ ∗

/Ulla Strømberg.

Hedda med bare arme.  Ibsens arrogante Hedda er svær at spille – uanset om det foregår i 1890erne eller i 2014. Det Røde Rum med instruktøren Rune David Grue og scenografen Palle Steen Christensen har givet stykket moderne yuppi-rammer, som var det skrevet af Lars Norén i 1980erne.

_Y4Q6396d (1)

(pressefoto. Miklos Szabo)

Hedda føler sig for fin – for utilpasset og værst af alt – helt uden nødvendighed.

Denne følelse udkrystalliserer sig i små og store ondskabsfuldheder i en verden, hvor de andre, på nær Assessor Brack, slet ikke kan forstå andet end rene følelser. Hos Hedda er det hele skruet forkert sammen. Undtagen general Gablers pistoler, som hun ikke kun leger med, men også kan bruge ganske effektivt på andre og til sidst på sig selv.

Scenografien er velfungerende med moderne close-ups på bagtæppet, instruktionen er logisk, men forestillingen lykkes alligevel ikke, fordi der er for mange steder, hvor de simpelthen ikke tror nok på Ibsen. Først og fremmest Niels Brunses ”oversættelse”, men det er selvfølgelig svært at vide, om det er ham eller skuespillerne, der har drysset “fuck” og andre urytmiske ord ekstra ind i den dialog, der fra Ibsens side har emblematisk karakter: Replikkerne er hos Ibsen ganske rytmiske – alt har betydning, inklusive pauserne.Derfor bryder teksten i Det Røde Rum sammen, bliver uinteressant og tilfører ikke forestillingen de dimensioner, som er nødvendige.

Også hovedpersonen i Johanne Louise Schmidts skikkelse mangler simpelthen den overlegenhed og afsondrethed fra livet, som skal legitimere hendes slette opførsel. Johanne har for sund en udstråling, er for afklædt med de bare arme, så det bliver svært at forstå, at hun skulle være hele byens drøm om en kvinde.

Men passer Hedda Gabler til Det Røde Rum. Såmænd så, hvis teamet blot havde vist lidt flere  følelser og troet på forfatteren. Og ikke at forglemme nærvær! Forestillingen var kold uden at ville være det.

 

Det Kongelige Teater, Det Røde Rum

Forfatter: Henrik Ibsen

Instruktør: Rune David Grue

Scenograf: Palle Steen Christensen

Efteråret 2014
R