Menu Luk

Harold Fry’s Usandsynlige Pilgrimsfærd

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

En dag modtager den ældre pensionerede Harold Fry(Jim Broadbent) et brev, hvor der står, at hans tidligere kollega Queenie( Linda Bassett) er er kommet på hospice. Han skriver et brev til hende og går ned i den nærliggende by for at aflevere det i postkassen. Men da han står ved postkassen fortryder han. Han føler sig kaldet til at aflevere brevet personligt.

Foto: Scanbox

I stedet for at tage sin bil og køre til det hospice, hvor hun befinder sig i byen Berwick-Upon Tweed, beslutter han sig til gå derhen. Der er bare den hage ved det, at hospicet ligger 800 km mod nord fra det sted, hvor han og hans kone Maureen(Penelope Wilton) befinder sig. Han er overbevist om, at hvis det lykkes for ham at gå hele vejen, kan han redde hendes liv.

Filmen er baseret på en bestsellerroman af samme navn skrevet af forfatteren Rachel Joyce. I bund og grund en besynderlig historie, der for Harold Fry bliver starten på en uforudsigelig rejse gennem England. Snart får pressen nys om hans forehavende, han bliver landskendt og får følgere, der vil gå med ham og støtte op omkring hans projekt. Men projektet har store omkostninger både på det personlige plan, men også helbredsmæssigt. Han sover i det fri, har ingen bagage med på den lange tur og han er ikke ung længere.

Foto: Scanbox

Harold Fry’s Usandsynlige Pilgrimsfærd er en film om sorg og uforløste følelser. En historie om en ældre mands forsøg på at finde sig selv og komme overens med de valg, han har taget gennem livet.

Selve historien er i min optik langt ude, og var det ikke for de to hovedrolle indehavere Jim Broadbent og Penelope Wilton, som begge yder solide skuespilpræstationer med deres afdæmpede og følsomme spil, ville filmen ikke fungere.

Den 74 årige Jim Broadbent har siden hans filmdebut i 1978 modtaget et hav af priser herunder en Oscar, en Bafta, en Emmy og en Golden Globe for blot at nævne nogle af de mange priser han har modtaget gennem hans lange karriere. Han har spillet med i film som Harry Potter, Moulan Rouge og The Iron Lady, hvor han bl.a. spillede overfor Meryl Streep. Penelope Wilton kender vi bl.a. fra TV- serien Downton Abbey og et hav af populære film f.eks. The Best Exotic Marygold Hotel. De er begge to meget erfarne skuespillere, og det fornemmer man tydeligt.

Bag filmen står  den prisvindende Hettie Macdonald som er tv-,film-og teaterinstruktør. Ud over diverse film har hun bl.a. instrueret succes tv-serien Howards End

Harold Fry’s Usandsynlige Pilgrimsfærd er en ikke religiøs  pilgrimshistorie. Budskabet er, at man en gang imellem må se fortidens spøgelser i øjnene og give slip på noget af det, man tror, at man behøver. Noget vi alle fra tid til anden kunne have brug for at overveje.

Instruktør: Hettie Macdonald

Premiere: 18. maj 2023

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *