∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Harmoniens Revyperler i Rødvig, 2022.
Årets Revyperler på Harmonien i Rødvig ved Stevns er lige efter bogen: Gedigen, velspillet og underholdende, og så er der fællesbespisning inden tæppet går. Man kan trygt tage til Rødvig og være sikker på at få valuta for pengene.
Revy og teater er to vidt forskellige fænomener i Danmark.
Dansk teater er gennemsubventioneret af statslige, kommunale og tillige private fonds-tilskud. Noget er godt, andet er mindre godt, og statsstøtten er ikke nødvendigvis afhængig af den kunstneriske kvalitet, blot det hele tiden er en smule anderledes end i går. Måske bruges ligefrem begrebet cross-over i promoveringen. Mere skal der ikke til for at gøre de mange tilskudsmyndigheder glade. For nu har de ”skubbet” til kunsten, tror de, men er det rigtigt?
Med de danske sommerrevyer er det anderledes. De hører ikke til i kategorien “dansk teater” og der er mere tradition end fornyelse. Alligevel blomstrer området og har sine egne love, regler – og publikum. Og her er der ingen statslig eller kommunal støtte. Højst fra lokalområdets erhvervsdrivende.
Desværre er der en revyskabelon, som de fleste sommerrevyer har frygtelig svært ved at løsrive sig fra. Ofte er der 3-4 medvirkende af begge køn (måske snart alle køn?) og hyppigt er det modne skuespillere. Denne sidste detalje er faktisk befriende, for de modne kan deres kram og har fødderne godt plantet i scenegulvet.
Indledningsnummeret er gerne lidt løst, konfust, hovsa-agtigt. Derpå er der en masse kostumeskift, som lægger op til et kort afslutningsnummer, hvor alle nu ligner nogen, der skal til afdansningsbal. Der er mellem 15 og 24 numre i hver revy, der som oftest er en skønsom blanding af vovede vittigheder, melankolske, eftertænksomme viser, sketches med en lidt indeklemt erotisk understrøm – og først som sidst, det, der er revyens eksistensberettigelse, den politiske vise, der samler tiden op og på raffineret vis fortæller om forskellige samfundsmæssige dillemaer.
Det sidste har det knebet med i de revyer, jeg allerede har set i år, og årsagerne er mange, bl.a. krigen i Ukraine, angsten for at pudse døde mink i hovedet på den socialdemokratiske regering, en udbrændt #Metoo debat og en pandemi, ingen gider tale om. Derfor skal Revyperler heller ikke klandres. Tværtimod er det i Rødvig, jeg i år er stødt på de fleste forsøg på at ”samle året op”. Første danske og unikke ”årsrevy” var i øvrigt Erik Bøghs revy i Casino, nytårsaften 1849/50.
Revyperlers dna har vist fra begyndelsen, for 13 år siden, været at tage gamle gedigne revynumre med. Det er en god idé og er også i år med til at skjule den aktuelle mangel på gode, aktuelle tekster.
Årets hold er gedigent og velspillende, som allerede antydet. Med Max Hansen som det sædvanlig faste anker og instruktør, der indleder og runder af og altid har et nummer om en fortabt mand, der alligevel overlever. I år er han suppleret af veteranen, den skrivelystne Flemming Jensen. En fin monolog om et hyper aktuelt og stedsspecifikt emne, som det hedder i fagsproget, er netop skrevet af Flemming Jensen: Slam i Køge Bugt. Vi ler, men der er stadig slam i Køge Bugt, og politikerne i København og på Christiansborg vil fortsat ødelægge både naturen, havene og først som sidst Københavns infrastruktur. Omegnskommunernes politikere og hele befolkningen er imod, men de ”fine” politikere med en ny overborgmester i spidsen er ligeglade. Der måtte gerne have været flere af den slags kritiske tekster.
En revyvise frelser ikke verden, men den er alligevel vigtig. Også en tekst af Flemming Jensen om Morten Messerschmidt, som i øvrigt var til stede ved premieren, men havde mange telefonopkald, blev leveret sødt af en neddæmpet Marie Mondrup, der dog gav den gas til sidst. En dialog mellem to minkfarmere, skrevet af Anders Probst og Randu Newman havde en mere kringlet pointen. Men det var et godt forsøg – spillet fint af Max Hansen og Flemming Jensen. To i bogstavelig forstand vægtige mænd, som klæ’r hinanden.
I denne revy preller al #Metoo-snak vist af. Det beviste bl.a. Flemming Jensen til fulde som manden, der overhovedet ikke forstod et vink med en vognstang fra konen, spillet af Susanne Breuning. Manden ænser ikke længere konen, der ellers sidder og gør sig smart i negligé. Til sidst falder pointen. Den lille historie er skrevet af James Price og er vist spillet i Cirkusrevyen for få år siden. Men det gør ikke noget, for Revyperler må gerne låne.
En monolog, som Marie Mondrup faktisk fremførte ganske smukt: Bip, bap, bøp af Svarre og Fuglsang er også på repertoiret i Svendborg i år. Og har man ikke set det før, at sprogets gloser om kærlighedsakten er skiftet ud til det rene volapyk? Men er det nødvendigt med sådanne numre i en tid, hvor meget vigtigere ting står på spil?
Susanne Breunings spiller en meget charmerende, jazzende husmoder helt uden at imitere Margurite Viby. Breuning har taget rollen til sig, og i øvrigt har Susanne Breuning vist stadig dansk teaters flotteste ben, som bruges med en raffineret lethed. Men jeg havde undt hende og publikum et par sange til. For hun kan jo synge!
En sketch om verdensreligionerne, hvor alle fire skuespillere er klædt ud som henholdsvis katolik, folkekirkepræst etc. synes ikke rigtigt at fungere for tiden. Det er ikke kun religionskrig, vi er oppe imod lige nu.
De fire skuespillere er flot akkompagneret af Morten Wedendahl, som også skaber en god musikalsk stemning. I det hele taget er der ”ejerskab” i Rødvig.
Jeg havde ikke bestilt mad. Dvs. jeg ankom til en sal, hvor alle var glade og lige var nået til kaffen og kagen. Jeg var helt uden for det sjove selskab. Det var dumt. Så et godt råd er: købt hele pakken: mad og revy. Så er turen til Rødvig vist ikke nogen dårlig investering.
Instruktør og kunstnerisk leder: Max Hansen
Kapelmester: Morten Wedendahl
Arrangør: Harmoniens Revyperler
På scenen:
Flemming Jensen, Susanne Breuning, Max Hansen, Marie Mondrup,
Morten Wedendahl