∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Filmen Harald og den magiske blyant bygger på den populære børnebog Harold and the Purple Crayon fra 1955 skrevet af den amerikanske forfatter, børnebogsillustrator og tegneserieskaber Crockett V. Johnson. Harold and the Purple Crayon var hans første bog i en række af populære børnebøger.
Foto: SF STUDIOS
I filmen følger vi drengen Harald fra barn til voksen, i en hel særlig verden. Normalt forbliver figurerne inden i eventyrverdenen, men nogle gange træder de ind i vores verden. Det gør Harald og hans ven, selvom om de egentlig hører til i en eventyrbog. Med sig har han en magiske blyant, og eventyret for ham og vennen vil ingen ende tage indtil blyanten ved et tilfælde falder i en skurks hænder. Med sine venner og nogle hjælpere starter Harald en mission for at få sin magiske blyant tilbage, så han kan redde den virkelige verden, sine venner og ikke mindst sig selv.
Foto: SF STUDIOS
Kender man ikke lige eventyret på forhånd, kan filmen umiddelbart godt forekomme lidt rodet.
Grundlæggende handler historien om et skift mellem fantasiverdenen og den virkelige verden. Harald vil gerne møde sin far, forfatteren, der skabte ham. Budskabet i filmen er: Man har selv stor indflydelse på, hvorledes ens liv udformer sig. Det gælder blot om at bruge sin fantasi. Med sin lilla blyant kan Harald med sine tegninger levendegøre al ting.
Bag filmen står den Oscar nominerede brasilianske instruktør Carlos Saldanha, som især er kendt for sine tegnefilm.
Harald og den magiske blyant er en lidt anderledes tegnefilm. Tempoet er hæsblæsende. Historien er gribende, men mindre børn vil nok have svært ved at følge med. Der er også nogle ret voldsomme scener, hvilket bevirker, at den frarådes børn under 7 år.
Visuelt og rent teknisk er det en flot film.
Varighed 91 minutter.
Frarådes børn under 7 år
Premiere: 1. august 2024
Instruktør: Carlos Saldanha