∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Det starter godt. Vi ser Helle (Birthe Neumann) og Peter (Kurt Ravn) gøre sig klar i badeværelset. Tandkrusene med den blå og den røde tandbørste står side om side. Helle og Peter har travlt. De skal til reception. Peters afskedsreception. Deres store smukke gamle villa ud til søen, har været rammen om deres liv i årtier. Vielsesattesten viser, at de har været gift i 49 år. Han er 71 og hun 69.
Helle har glædet sig til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand endelig skal på pension, så de kan få tid til hinanden igen, som dengang de var unge. De skal rejse jorden rundt og nyde tilværelsen, så længe de kan. Det går bare ikke lige efter planen. Peter har nemlig brugt hele deres fælles opsparing på en andel af en vingård i Østrig. 1,8 millioner, og vel at mærke uden Helle har vidst noget om det. Der er kun 113 kr. tilbage på kontoen. Og ikke nok med det. Nu ønsker han også deres forhold på pause.
Helle er chokeret, har slet ikke set det komme. Her er der ikke tale om en midtvejskrise snarere en alderdomskrise/70 års krise. Spørgsmålet er, om man kan, og i bekræftende fald hvordan man starter forfra efter et så langt ægteskab?
Alderdomskrise er et godt tema. Vi bliver flere og flere ældre. Og vi vil ikke nøjes med at tøffe rundt i stuerne og leve på minderne. Vi vil prøve noget nyt, være i konstant udvikling. Det er nemt at identificere sig med karaktererne. Filmen er ind imellem rigtig sjov, men den bliver også for klicheagtig. Overklassemiljøet, hans interesse for vin, hans nye Porche, deres sexliv med viagra og glidecreme og en dysfunktionel voksen datter, som knapt kender sin far, fordi han aldrig var hjemme, da hun var barn.
Og så Helle, der i årevis har gået og ventet på at få mere tid sammen med sin Peter. Efter 49 års samliv, må hun vide, hvad der foregår i hovedet på ham. Han siger selv et sted i filmen: Hver gang hun åbner munden, ved jeg, hvad der kommer ud. Det samme må også gælde for hende med omvendt fortegn.
På den anden side må man tage hatten af for, at det er en film der viser det fysiske forfald råt for usødet. Vi ser nøgne kvindekroppe i deres livs efterår. Dejligt og befriende. Pudsigt nok bliver der kun fokuseret på kvindens fysiske forfald med alderen. Ikke på mandens.
Birthe Neumann er fremragende i rollen som den ulykkelige Helle. Hun kan noget med sit smukke ansigt. Man er ikke et sekund i tvivl om hendes inderste følelser. Kurt Ravn er også glimrende som den hule, egoistiske Peter.
Rundt om parret kredser deres faste venneflok fra ungdommen, herunder Helles nære veninde hudlægen Linda(Marianne Høgsbro). Alle ser de måbende til og prøver at hjælpe Helle ud af krisen.
På lydsiden hører vi ørehængere fra 60erne og frem. F.eks. svenske Anita Lindbloms Sänt är livet fra 1961 og Sittin’ on the dock of the bay med Percy Sledge fra 1966.
Bag filmen står Hella Joof, som tidligere bl.a. har instrueret film som Bedre skilt end aldrig(2016) og All Inclusive(2014). Hun siger i et interview: Det har været fantastisk at arbejde med skuespillere, der har den alder. De har set lidt af hver og er ikke forfængelige. Man bliver mere modig som gammel. De giver ved dørene. Det er også den fornemmelse, man har når man ser filmen.
Jeg kunne godt have ønsket mig en lidt mere livsklog, no nonsense underspillet humor som i Te med damerne, som vi anmeldte her på bloggen i oktober måned. Den handlede også om alderdommen og forfaldet. Happy Ending er for eksplicit i forsøget på at gøre den sjov. Antydningens kunst virker ofte stærkere. Happy Ending får fire små stjerner herfra.
Instruktør: Hella Joof
Fotos og trailer: Rolf Konow og Nordisk Film
Premier: 25. december 2018