Menu Luk

Hans på Vendsyssel Teater i anledning af teatrets 40 års jubilæum.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hans på Vendsyssel Teater i anledning af teatrets 40 års jubilæum.

Vendsyssel Teater har 40 års jubilæum i år. I stedet for at skrive en kavalkade over alt det gode, teatret har udrettet, har det nordjyske teater klogeligt valgt at forskyde hyldesten og i stedet markere en nu afdød skuespiller, som har været med det meste af vejen: Hans Holtegaard.

Han var nok ikke så kendt på øerne, men hjemme i lokalområdet var han et ikon, der nåede at spille 78 forskellige roller på teatret i Nordjylland.

Men han rummede flere talenter, for han var oprindelig uddannet elektriker og kom ind i teaterbranchen via amatørteaterforestillinger. En teoretisk, faglig ballast måtte tilegnes på en anden måde. Til gengæld var han et ubetaleligt naturtalent og musikalsk oveni.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto/plakat.

Med den lokale skuespiller Lone Rødbroe som en samlende kraft på scenen og hendes to børn: den unge nyuddannede skuespiller, Frida Cæcilia Rødbroe, og sønnen, Mikas Bøgh Olesen, er det en sammentømret trio, der tegner portrættet. Instruktøren Jørgen Bing har været tilknyttet teatret som primært skuespiller i mange år. Så alle kræfter bag forestillingen kender både egnen, lokalområdet og først som sidst mennesket og kunstneren Hans.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto.

Det spændende, moderne teaterrum passer overraskende godt til portrættet takket være en fin underspillet scenografi og en markant lyssætning, som på et splitsekund kan markere sceneskift fra før til nu. Sjældent har jeg oplevet rummet så harmonisk og velbelyst med en blanding af ingenting – og avanceret lysdesign, mens publikum som sædvanligt sidder halvt amfiteatralsk. Fint skabt af lysdesigneren Søren Lydersen. Takket være musikken blev forestillingen noget  midt imellem revy og teater.

Oprindelig havde Vendsyssel Teater ikke et fast hjemsted, men kom siden til  Nørregade, hvor også den berømte Hjørring-revy holdt til i mange år. En lang historie om mursten og adresser har forestillingen dog sprunget over, til gengæld demonstreres en umiskendelig kærlighed til teatret som mulighedernes sted.

Lone Rødbroe fortæller små anekdoter om Hans, men ikke  private, bortset fra hans frieri til den udkårne. Ellers er vi ovre i de 78 roller, han skabte, og som unge Frida i lyntempo smider i hovedet på os.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto.Åbningen er en kort scene fra ”Den lille prins”, så er publikum tunet ind på det magiske og poetiske. Siden følger skiftende små scener fra tre-fire forestillinger – bl.a. en om campingvogne, som virker meget lokal, og  Soyas ”Parasitterne” synes også at kunne slå rødder i det nordjyske, når Gruesen ”lokker” intetanende Oline til at forgive den logerende dame fra Amerika.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto.

En lang scene skal være fjoget, når det er fra den vilde ”Svend, Knud og Valdemar”, som kendes fra Jytte Abildstrøm og Gotha Andersens unge dage.

I en lang monolog fra Holbergs ”Jeppe På Bjerget” viser Lone Rødbroe med et fint neddæmpet toneleje, hvor lidt og hvor meget, der skal til, for at teaterrummet lever.  Her er blot en skuespiller og et gyldent vattæppe, og så vi er tæt på baronens seng – også takket være lyset.

Mod slutningen supplerer Frida meget musikalsk med den lidt sentimentale sang: ”Far”, hvor handlingen drejer sig om svigt og barnets uendelige tilgivelse. Publikum nikker genkendende til ordene.

Den unge debuterende teatermusiker Mikas Bøgh Olesen har et godt scenisk nærvær og fylder rummet hele forestillingen igennem med toner.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto.

Mangler der noget? Der var nok nogen blandt publikum, der ville have ønsket, at scenen også viste et stort billede af den portrætterede Hans. Men det var netop en teaterpointe, måske fra den nye teaterdirektør, Rolf Heim, Hans skulle være en “fraværsfigur” , så vi selv kunne danne os et billede af ikke nødvendigvis privatpersonen Hans, men snarere af  en mere abstrakt mand, der gav adskillige år af sit liv til teatret for at tjente kunsten – helt på linje med andre, der er bidt af teatret og dets uendelige muligheder.

Hans. Vendsyssel Teater. 2024. Pressefoto.

Vendsyssel Teater står endnu engang i en overgangsfase. Ambitionerne har været store, for store, ikke mindst efter at det nye teaterhus stod færdigbygget i 2017. Med teaterinstruktøren Rolf Heim ved roret som ny teaterdirektør bliver fremtidens arbejde ikke mindst at sørge for en stabil økonomi og at sikre, med det lokale område som omdrejningspunkt,  teaterpublikummet unikke oplevelser.

For Vendsyssel er en enestående og inspirerende region i Danmark,  og der er langt til de konkurrerende kolleger. Teatret ønskes derfor al mulig god vind.

Medvirkende

Lone Rødbroe
Frida Cæcilia Rødbroe
Mikas Bøgh Olesen (Musiker)

Kunstnerne bag

INSTRUKTØR
Jørgen Bing
SCENOGRAF
Holdet
LYSDESIGNER
Søren Lydersen
LYDDESIGNER
Kasper Neergård
KOREOGRAF
Rebekka Lund
MUSIKER
Mikas Bøgh Olesen
RESEARCH
Mette Kolding

www.vendsysselteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *