Hammermøllens sommerteater – en fri mand, 2023.
Kommentar af Ulla Strømberg.
Der er hamrende smukt ved Hammermøllen og den lille sø nærved i Hellebæk i Nordsjælland – også nu, hvor Hammermøllens Teater for en tid okkuperer hele området og i år spiller en næsten lokal slavehistorie: En fri mand”.
Skovbevoksningen er guldalderen værdig, så tæt og grøn er den, og de nære omgivelser ligeså med gamle, pittoreske arbejderbygninger, som spreder sig nede fra Strandvejen i Hellebæk og ind i landet. Her ender det hele desværre i en blind vej (takket være Naturstyrelsen, som har lukket området, der ellers var nemt at besøge.)
Det lokale amatørteater slår til igen og er mere end sat på arbejde i år med både et nyskrevet stykke og ny musik hele vejen igennem: ”En fri mand”.
Takket være møllen og vandmasserne var der både våbenfabrik og klædefabrik i Hellebæk i 1800-tallet, og noget af stemningen er faktisk bevaret. Det skaber et smukt ”bagtæppe” for hele sommerherligheden.
Historien – ”En fri mand” er en komedie på trods af det dystre emne om en ung slave fra Dansk Vestindien, der via familien Schimmelmann havner i 1790erne i København. Han er kvik og smart og vil naturligvis gerne være et frit menneske og gøre noget for andre. Han bliver krigshelt i kampen mod englænderne ude på Øresund i 1801. Men fru Schimmelmann, der er så ond, som var hun klippet ud af en Disney-fortælling, vil fastholde de gamle normer. Da den unge slave, Hans Jonathan, får frihedsbrev af Kronprinsen, anklages han for at stjæle sig selv. For hvis han bliver fri, har hun jo mistet en slave! Det er plottet.
Heldigvis ender den unge mand på en båd til Island, og den historie er både sand og rigtig, kan en slægtning, der i dag er museumsinspektør, bekræfte. Men inden da har fortællingen også været en tur rundt om Kronborg, og helt nede i fangekælderen, men dog uden Holger Danske. Det er godt, for han blev jo først til skulptur i det 20. århundrede.
Stykket, der blander den moderne og synlige debat om dansk slavehandel med upstairs and downstairs, vil en masse og måske for meget, men passer fint ind i konceptet “lokalspil om sommeren ude i naturen”. Samtidigt rammer historien som bekendt noget aktuelt, hvor bl.a. den nye, danske film ”Viften” er inde på samme problemstilling, dog uden den lette komedietone og det spex, som ”En fri mand” lægger op til. Det er ganske dumdristigt, at lade alvoren om den danske slavetid transformeres over i latter og sang.
Alle aktører er amatører, men der er noget rørende og ægte over titelpersonen, spillet af Haile Grangaard Bach, der også har en fin sprogbehandling. I rollen som slaven sejrer han med et flot tandpastasmil og ender som en fri islænding. Også andre gør sig bemærket, men forestillingen svinger bedst, når spillerne bryder ud i fælles sang. Så går alt i hak med den grønne natur uden om – og ikke at forglemme den lille sø, som fluks transformeres om til ”Verdenshavet” eller i hvert fald til Atlanterhavet.
Instruktøren Marie Louise Cornelius har skullet få alle til at makke ret og sikre, at overgangene fra fortid til nutid svinger. Men gad vide, hvem der pludselig har lagt flere henvisninger til musicalen ”Chicago” ind, både når de unge piger, der producerer låsemekanismer til bøsserne, løfter geværer højt over hovedet, og når advokaten for fru Schimmelmann pludselig kaster sig ud i musicalstil, præcis som det kendes fra filmen ”Chicago” med Richard Gere som advokat. Det er noget af et forbillede at have.
I øvrigt skal man passe på og ikke tro, at de halvonde Schimmelmann’er fra Dansk Vestindien er de samme personer, som bl.a. understøttede Bertel Thorvaldsen. Det er de ikke. Ludwig Ernst von Schimmelmann var generalguvernør og døde i 1793 i en alder af 50 år, mens Ernst Heinrich Schimmelmann var finansminister i en årrække, ejede sukkerplantager på Sct Croix og boede om sommeren på Sølyst. Hans anden kone var kunstmæcen og understøttede bl.a. Bertel Thorvaldsen. Ernst Schimmelmann modtog elefantordenen i 1790 og var højt på strå i den københavnske overklasse og døde i en alder af 84 år i 1831.
Det meste i ”En fri mand” er opdigtet pjank og med et gran af alvor skrevet og komponeret af Ulrik Schwartz og Rasmus MP. Musikken klinger flot på bånd, mens historien og replikkerne flyder, som det nu sker, når der både skal forklares og siges vittigheder af amatører. Men da det er flere håndfulde sangglade aktører, flot klædt på i tidsrigtige kostumer fra perioden omkring 1800, er der nok at tage vare på også for tilskuerne. For teksten har mange vittigheder og hurtige skift og rigeligt med moderne talemåder, ikke mindst fra de unge piger, der både er tjenestefolk og, som en interessant detalje, kvindelige arbejdere på bøssefabrikken i Hellebæk. Det er nu nok lidt synd med det lidt for moderne sprog, som komplicerer figurtegningen.
Der er smukt at sidde derude ved Møllen, hvor stemningen er god. Før forestillingen er det muligt at købe rustik mad i form af skipperlabskovs og grillpølser. På almindelige weekender, når der ikke er teater, serveres vist kaffe m.m. i den gamle mølle.
Forestillingen kan forstås af alle over 8 år, og forhåbentlig er det ikke “farligt” med de mange nyfortolkninger af historiske personer, som stykket jonglerer med.
Der spilles til midten af august.