∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hallo! Charmerende klassisk mime- og klovneforestilling tilsat ekstra poesi og en lille akrobat.

Søren Hauch-Fausbøll har alt, hvad der skal til for at være den evige gøgler eller klovn. Et ansigt, der kan gå fra sorg til vild barnagtig glæde og oveni en smittende naivitet, som forplanter sig til publikum i alle aldre. Men uden en perfekt timing og præcision kunne det være ligegyldigt.

Også kostumet er klassisk gøglerklovne-agtigt. Grå bukser, hvid skjorte,slips og vest – samt selvfølgelig for korte bukseben og røde sokker.
Hallo! veksler imellem mine og ren ekvilibrisme takket være Sunniva Byvard. De er blevet et fint makkerpar i nærmest ens kostumer, kun alder skiller dem ad.

Sådan skal det være, for grundhistorien er den ensomme, gamle mands kvaler. Hvad skal der ske, når han kommer hjem til den tomme stue og efter lidt fiksfakserier med nøgler og hoveddør tænder for fjernsynet?
Enten er det så uhyggeligt, at han bliver bange og må krybe i skjul, eller det er så kedsommeligt, at han falder i søvn. En lille plakat i lommen får ham til at mindes fortiden, og ud af tankerne springer hans unge alter ego – her i skikkelse af Sunniva Byvard.
Hun kan stå på hovedet, vride og vende sig og gøre alt det, som han nok engang har kunnet. De ens kostumer, som ændres hen ad vejen og bliver til prikkede klovneskjorter, forener dem, mens malende lydbilleder sætter fantasien og erindringen yderligere i gang.

Grundlæggende handler det at være til, at gebærde sig og bevæge sig væk fra ensomheden.Her kan vi alle være med. Flere af de små mimiske scener kunne stå alene, f.eks. da en hveps kommer summende forbi, mens han slår til den. Pludselig bliver alt stille, for hvepsen sidder på hans ærme. Vupti, så er den væk, men sekundet efter er den summende lyd 100 doblet, og en hel sværm kommer lige imod ham, kan vi høre. Heldigvis når han væk. Det hele sker i fantasien – hos ham og hos os!
Forestillingen er stilfærdig, bevægende og næsten til at græde over: ensomhed og tilbageblik på fortidens muligheder, men der er også den nødvendige portion falden på halen, som er vigtig i en børne- og familieforestilling. At Hallo! giver mindelser om de store mimikere som bl.a. Dario Fo gør ikke spor, tværtimod.
Fra 5 år og opefter – varm anbefaling til alle aldre – også uden børn.
Manuskript: Søren Hauch-Fausbøll og Sunniva Byvard
Instruktør/konsulent: Katrina Bugaj
Scenografi: Bine Jo Mortensen
Lyddesign: Jens B. Christiansen (Rumpistol)
Medvirkende: Søren Hauch-Fausbøll, Sunniva Byvard
Varighed: Ca. 50 min.