∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Hacker er en dansk ungdomsfilm om en hacker. Endog to af slagsen: Mor og søn. En lidt pudsig konstellation. Den 13 årige Benjamin(Rumle Kærså) mistede sin mor, da han var syv år. Hun forsvandt under mystiske og dramatiske omstændigheder ud af hans liv. Hans far har han aldrig set, så Benjamin har boet på et børnehjem lige siden. En dag opsøger to repræsentanter fra Forsvarets Efterretningstjeneste Benjamin på hans skole. De påstår, at have set hans mor på et overvågningskamera. De vil gerne finde hende. Dybt chokeret genkender Benjamin sin mor på billederne fra overvågningskameraet. Det er ikke hende. Jeg var med til hendes begravelse siger han og forlader lokalet.
Benjamin tjener penge ved at bruge sine evner som hacker. Til diverse prøver og tests i skolen hacker han sig ind på lærerens computer og får rettet alle de dårlige karakterer til 12 taller. Mod betaling. Smart trick.
En dag ankommer en ny pige Savannah(Josephine Højbjerg) med en plettet fortid på børnehjemmet. Da hun hører om Benjamins særlige kompetencer beder hun ham om at slette hendes belastede journal hos socialforvaltningen, så hun kan starte forfra og få en plejefamilie.
Snart bliver de to unge venner og begynder at søge efter Benjamins mor. Da han hacker Forsvarets Efterretningstjeneste finder han nogle digitale spor, der vedrører mores forsvinden, hvilket kaster lys over, hvorfor hun pludselig forsvandt ud af hans liv.
Rumle Kærså og Josephine Højbjerg gør det fint som respektive Benjamin og Savanna. Men ingen af dem er som karakterer rigtig interessante. Mille Dinesen som Benjamins oversøde nye værge, som viser sig ikke at have helt rent mel i posen, er sjov som sædvanlig.
Bag filmen står Poul Berg, som er kendt for en række tv-serier, bl.a. tv-serien Mille(2009), Tidsrejsen(2014) og DR’s dramaserie Herrens Veje(2017).
Jeg blev aldrig rigtigt grebet af Hacker. Den vil for meget.
Fotos: Scanbox og Martin Dam Kristensen
Instruktør: Poul Berg
Premiere 28. marts 2019