∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Guldfuglen – et portræt af Johanne Luise Heiberg på Hippodromen og turné.
Der er mere teaterhistorie i ”Guldfuglen” end i nogen anden teaterforestilling, som spilles i disse måneder under paraplyen ”Dansk Teater i 300 år”. Med Linnea Voss som både forfatter og hovedrolleindehaver foldes det 19. århundredes store skuespillerindes personlighed ud: Johanne Luise Heiberg. Det er en kvinde, som alle teaterhistorikere kender, og hun fik tillige en bred folkelig revival i 1980erne takket være P.O. Enquists skuespil ”Fra Regnormenes Liv”. Med udgangspunkt i litterære kilder skabte Enquist et fascinerende, fiktivt møde imellem Johan Ludvig Heiberg, H.C. Andersen og Fru Heiberg. Teksten var eminent, men ikke nødvendigvis den rene sandhed. For det var jo forfatterens fantasi, der førte de tre personer sammen en aften i København.
Med Linnea Voss’ monolog-portræt af Johanne Luise Heiberg er teksten nok tættere på sandheden og de direkte kilder.
Det er et stilfærdigt portræt, hvor fru Heiberg på højden af sin karriere sidder en nat eller flere nætter og tænker venligt og kærligt på den fraværende ægtemand. Hendes refleksioner om teaterkunsten blev som bekendt til det store erindringsværk: ”Et Liv genoplevet i Erindringen”. Det lange skrift er ofte blevet betragtet som et forsøg på at give Johan Ludvig Heiberg et smukt eftermæle. Selv behøvede Johanne Luise det næppe. Hun var ubestridt flere årtiers største danske kunstnerinde, og faktisk er hendes erindringsværk, som udkom posthumt, blevet meget værdsat, også for sine mere litterære kvaliteter.
Heibergs betydning er til gengæld i de seneste mange årtier igen og igen blevet skubbet ned i den litterære gemmekasse, måske bortset fra ”Elverhøj”.
Linnea Voss ligner ganske umiskendeligt den fru Heiberg, vi ikke mindst kender fra Marstrand store maleri og den lille “spytkrølle” er mere end synlig. Derimod er de fotografier, som eksisterer af fruen fra hendes ældre dage anderledes, for hendes træk blev grovere med tiden. Men som ung og midaldrende må hun have haft en nærmest hypnotisk tiltrækning og udstråling. Det må være indiskutabelt, for udover forfatteren Henrik Hertz var mindst haldelen af Københavns mandlige befolkning betaget af hende og hendes spillestil.
Med det i tankerne spiller Linnea Voss hende måske lidt hårdt. Som om hun blot var en barsk og beregnende dame, der var vred på det meste og ikke kun på den ægtemand, der hellere vil se på stjerner end konversere hende. Vreden går dog ikke mindst udover skuespilleren Frederik Høedt, som tilsyneladende ”bortførte” hendes yndlingsskuespiller Michael Wiehe. Høedt stod for morgendagens æstetik, realismen, hvor man nærmede sig virkeligheden, uden at omklamre den. Siden fulgte naturalismen og derefter alle de modbevægelser, der kunne stampes op. Men Fru Heiberg står her i 1840erne og 1850erne, hvor Johan Ludvig Heiberg er blevet enedirektør på Det Kongelige Teater, med begge ben i gårsdagens teateræstetik.
Netop vreden fylder meget i forestillingen, men heldigvis kommer også fru Heibergs analyse af Lady Macbeth i Shakespeares ”Macbeth” med i portrættet. Også modpolen, den unge vaudevillepige fra Heibergs “Emilies hjertebanken” er med, dog ikke til at understøtte ægtemandens digterevner. Søren Kierkegaards skrift “Krisen og en Krise i en Skuespillerindes liv” (1847) om fru Heibergs spil som både ung og gammel i rollen Julie i Shakespeares “Romeo og Julie” er til gengæld ikke inddraget. Det havde ellers været interessant at se demonstreret.
Linnea Voss spiller fru Heiberg med moderne stemmeføring. Det modsatte ville nok også være håbløst, men går man til f.eks. Erik Aschengreens lille bog om Fru Heibergs roller ”Fra ”Trine Rar til Marie Stuart” (1961) er der nogle sjove eksempler på fru Heibergs udtale af visse ord. Men om det holdt sig helt frem til 1850-erne, ved vi jo ikke. INGEN nulevende har hørt hendes stemme eller set fænomenet bevæge sig.
“Guldfuglen” er blevet et interessant kvindeportræt, som dog synes lidt for hårdt og aggressivt. Til gengæld er det befriende, at der ikke hives hele den proletariske opvækst frem. For den var hos bl.a. Enquist alt for dominerende.
Mens andre teatre med forestillinger af Holberg har forsøgt at modernisere og nogen vil kalde det forvanske, viser dette 1800-talsbillede en god historiefornemmelse helt i forlængelse af Folketeatrets egen opsætning sidste sæson af ”Fra Regnormenes Liv”. Det må også anerkendes, at Linnea Voss i flere år har arbejdet med stoffet og også tidligere spillet monologen om Fru Heiberg, bl.a. på Hofteatret på Cristiansborg. Hofteater var netop det sted, hvor Frederik Høedt og Michael Wiehe i 1855-56 brillerede i den såkaldte Hofteatersæson – i protest mod for Det Kongelige Teaters forstokkede spillestil og repertoire.
På Folketeatrets hjemmeside er der forskellige tekster om fru Heiberg, men flere viser, hvor svært det er at få årstal, roller m.m. til at harmonere.
Johanne Luise Heiberg blev født i 1812 som Johanne Luise Päetges. Som ni-årig kom hun på balletskolen på Det kongelige Teater og mødte bl.a. H.C. Andersen og den senere grevinde Danner. I 1826 skrev Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) rollen som Trine Rar i ”Aprilsnarrene” direkte til Johanne Luise. Få måneder tidligere havde han oplevet den kun 14 år gamle Johanne Luise optræde i ”Hans og Trine” med skuespilleren Rosenkilde.
I 1831 blev den 19-årige Johanne Luise gift med den 40-årige Johan Ludvig Heiberg – og hun tog hans efternavn. Fru Heiberg døde i 1890 efter 30 år i enkestand og havde da ikke optrådt i mange år, men havde dog fungeret på Det Kongelige Teater som instruktør i en periode. Div. rolletegninger er naturligvis “ægte” og fra den tid, hvor Fru Heiberg spillede rollerne.
Manuskript og scenografi: Linnea Voss
Instruktion: Kasper Wilton
Medvirkende: Linnea Voss.