∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gud bevare Danmark. Dronning Margrethes 52 nytårstaler.
Uden at være overstrømmende royalist eller ugentlig læser af Billedbladet må jeg konstatere, at Dronning Margrethes 52 nytårstaler er både opmuntrende, opløftende og også imponerende.
Forlaget Frydenlund udgav bogen allerede 28. februar, hvor den store royale dyrkelse og interesse vist endnu ikke havde lagt sig. Nu er der lidt mere stille omkring de velklædte personer bosiddende på de kongelige slotte.
Lige fra 1972 er det lykkedes Dronning Margrethe at slå en meget personlig og begavet tone an i den årlige nytårstale. Ved en samlet gennemlæsning nu, er det overraskende, at Dronningen allerede i 1972 blandede nære som større internationale strømninger sammen i et smukt mønster. I oktober 1972 havde danskerne stemt for et medlemskab af EF, som det hed dengang. Siden er det blevet til EU og overraskende mange medlemslande, som har ændret på vor dagligdag. Det er med i talen.
Dronningens force igennem årene har også været en fin balancegang imellem formaning og glæde. Mange husker nok ordet ”dumsmart” om negativ tale til de nye danskere, gæstearbejderne. Det var i talen fra 1984, og begrebet gled direkte ind i dagligt sprogbrug.
Sidenhen har der været store op- og nedture for danskerne, europæerne og under Corona for verdens borgere. Intet har været for stort eller for småt til, at det kunne presses ind i de altid ganske elegant komponerede nytårstaler.
Netop den fortsatte linje fra 1972 og frem beviser vel, at nok bliver Dronningens nytårstaler checket rent politisk, men det er trods alt en personlig tale, skrevet af en begavet og velorienteret person og ikke af en højtbetalt døgnfluespindoktor. Det er godt.
Som bekendt har der været dønninger inden for den kongelige families privatsfære. Også det har Dronningen inddraget i sine taler og hver gang vendt problemerne til noget, der kunne løses, om det var Prins Henriks tiltagende alderdom eller uroen omkring Prins Joachims børn, der mistede deres prinse- og prinsessetitler. På en ganske snild måde blev det næsten fremstillet som at være eksempler på, at den kongelige familie faktisk er en helt almindelig familie med uro på bagsmækken.
Den socialdemokratisk ledede trepartiregering svarede resolut igen ved tronskiftet og forhøjede den royale families ”løn”. Men mon ikke det burde være sket inden Dronningen abdicerede. Så havde alle danskere følt det fuldt fortjent. Nu er det sværere for en hel del danskere at se pointen i lønstigningen og endog friholdelse for indre og som tidligere også ydre vedligeholdelse af de mange slotsboliger.
Det er fint set af forlaget Frydenlund her ved skiftet imellem Dronningen som øverst i hierarkiet til Kong Frederik 10. at udgive talerne samlet, selv om titlen er brugt af flere tidligere forfattere.
Bogen er meget lilla og vel royal i signalet, mens papir m.m. kunne have været mere elegant. For Dronningen Margrethe har igennem alle årene, udover at være meget velorienteret inden for politik, også en markant kunstnerisk nerve, der har givet sig udtryk på mange planer – og altid med smag og kvalitet i højsædet. Derfor havde en mere elegant bog været på sin plads og ikke som nu en publikation i forlængelse af et royalt ugeblad, der lefler for et bredt publikum.
Udkommet 28.2. 2024 på forlaget Frydenlund