Oplevet af Ulla Strømberg.
Første forestilling i et toårigt projekt om de 7 dødssynder på Republique.
En kunstinstallation – eller en fusionsforestilling midt imellem kunstarterne.
Instruktøren Kamilla Wargo Brekling og billedkunstneren John Kørner er par i privaten og nu også på scenen, hvor de på bestilling har skabt et interessant fusionsværk – midt imellem installation, teater og diskussionsoplæg. Det er svært at gribe fat i, men ikke mindst derfor også svært at glemme. Hvad er det egentlig, som er på færde? For selv om der er tre skuespillere på den gule halvcirkulære scene blandt adskillige farvede (røde og blå) klumper, så er det John Kørners stemme, der lyder over højtaleren – ind imellem, for kvinderne på scenen får også lov at sige lidt. Deres replikker er poetiske rim og gentagelser, som hensætter os til forskellige epoker i de 20. århundredes kunst. Hverken bibelcitater eller politisk stillingtagen tynger dem. De har kun simple ord i mønstre fra en tid, hvor serielle betydninger kunne være interessante.
Kørner derimod er mere konkret. Over højtaleren taler han om, at der er problemer i verden – og så bliver klumperne eller skulpturerne pludselig meget konkrete. For de fylder og står i vejen og skal bæres rundt og kan danne mærkelige figurer – som ”Stonehenge” og andre symbolske stenopstillinger. Og så taler han om bankernes griskhed, det er til gengæld fuldstændig klart.
Kvinderne derimod, de kæmper i alt deres stilfærdighed om magt. Den ene tager pludselig over, mens de to andre måbende ser til – og så bestemmer hun ALT. Jamen, det har vi vist alle oplevet – enten i børnehaven eller på kontoret.
Der er også noget så konkret som at samle til bunke. Det kan man nu ikke helt, for de i størrelsen meget forskellige skulpturer, men ens i formen, kan kun stå – ligge og klumpe sig er de ikke egnede til. Men griskheden kommer op i alle, selv om det er fuldstændig nytteløst af have en samling skulpturer – eller hvad siger samlerne? Nogle interesserer sig for kunst, andre for sko eller tændstikæsker. I ”Griskhed” er det totalt abstrakt: klumperne symboliserer alt.
John Kørner taler også om benspænd – i det hele taget er hans tale eller tekst meget kompleks og rummer sikker en hel del mere, end jeg nåede at opfatte.
Hvor Kamilla Wargo Brekling ikke mindst har været kendt for sine meget satiriske og improviserede forestillinger om at være mand, (PIS) at være kvinde (Kvinde kend din krop) og at være gammel – forestillinger, som alle var stramt koreograferet – er denne oplevelse på mange måder anderledes. For ikke nok med at de røde og blå klumper står der på den halvcirkulære scene – de har også en gul baggrund – og så er vi helt tilbage i det farveunivers som Kørner i de senere år primært har praktiseret i sine malerier og i grafikken, som ofte er problemorienteret om meget konkrete situationer- krig, flygtninge eller prostitution, men gjort i en præcis skarp og æstetik fascinerende form.
Griskhed er et interessant og anderledes eksperiment, som ægteparret her viser publikum – og det er vitterlig tale om en fusion – som både gør Kamillas del mindre konkret – men Johns mere direkte som et oplæg til diskussion.
Forestillingen ligger også i forlængelse af de skridt, som Republique allerede har taget hen imod at integrere mere billedkunstorientering i teaterværkerne – jf. bl.a. forestillingerne om Bosch, Frida Kahlo og L.A. Ring. Her står vi nu med nutidskunstneren John Kørners univers problematiseret i en tredimensional verden – og det er faktisk interessant. ”Vær så god at hoppe ind i værket” – sagde kontrolløren efter forestillingen, og så gik folk rundt og løftede på problemerne, store som små og de blev placeret i nye mønstre, men forsvandt gjorde de sandelig ikke. For sådan er livet.
På scenen: Lærke Winther, Lisbeth Wulff & Tilde Maja Frederiksen Instruktør: Kamilla Wargo Brekling Scenograf: John Kørner Koreograf: Karina Dichov Lund Lysdesigner: Raphael Solholm.
www.republique.dk