∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Grimm på Revolver – Republique – Østerbro Teater.
Smukt, underskønt at skue, men hvad går det ud på?
“Grimm” på Revolver. Det lyder brutalt, og virkeligheden er næsten værre. For Grimms eventyr er i sig selv så barske, at jeg ikke fik dem læst op som barn. Måtte vel indhente min viden senere i livet. Men i denne version er indholdet faktisk forduftet til fordel for en visuel oplevelse af de få. Derfor 5 stjerner til det øjet ser, men rent intellektuelt er “Grimm” svær at fange.
Det brutale hos grimm-brødrene er pakket ind i et visuelt univers, der siger spar to, så pointen er nok: en vild Lederhosen-historie om tre vildfarne børn, der vist ikke aldrig finder hjem.
De tre skuespillere er ens: Overraskende og autentiske Lederhosen i tykt læder med broderier, dertil smukke hvide skjorter, ligeledes med broderier og hulsøm. Hvide knæstrømper og tunge sorte travesko. Ingen forskel på kønnene, alle tre skuespillere er klædt ens på, når de går eller i åbningsscenen ligger på det nedlagte møllehjul, som om Don Quijote lige var kommet forbi og havde smidt de imaginære vinger.
Men pointen ved det hele er måske ønsket om vise en accentuering af det brutale ved de eventyr, som de to kloge brødre Grimm i begyndelsen af 1800-tallet indsamlede og siden fik trykt, helt i den gængse europæiske tidsånd i begyndelsen af romantikkens æra. Fortiden skulle forstås, nutiden sættes i relief, så alle kunne respektere deres rødder.
Mere end 200 eventyr med bl.a. Askepot og Rødhætte!
Fra 1812-15 blev mange af eventyrene trykt på tysk og hurtigt oversat til andre sprog, bl.a. til dansk ved Adam Oehlenschlaeger. Men den gamle myte om, at brødrene gik rundt hos almuebefolkningen er punkteret, det var hos hos borgerskabet i brødrenes hjemby Kassel, at de overleverede historier var bevaret som en mundtlig tradition.
Desværre har Republique/Revolver skrottet alt, hvad der hedder teaterprogram – trykt som på nettet, så det er bare om at google og hitte gamle lærebøger frem for at lære mere om brødrene.
Tilbage til “Grimm” på Østerbro.
Produktionen har skiftet instruktør flere gange. Nu er det Emil Rostrup, der har sit navn på den endelige version. Teksten af Sonja Ferdinand er kompleks, mærkelig og uden flow og ind imellem svær at opfatte, da de tre skuespillere enten taler meget hurtigt eller som Mathilde Arcel, ganske monotont. Men det ændrer ikke ved, at skiftende underskønne billeder er hele oplevelsen værd og sammen med lyd og lysdesign fungerer de optimalt.
Det er et surreelt syn, når de tre spejdere eller vandringsmænd siden bliver til tjenende, bayerske serveringsdamer, eller hvad man vil kalde dem med vilde, hvide sløjfer og nonnelignende hovedbeklædninger. Overraskende.
Hvis det er scenografen Laura Løwes bedrift, bøjer jeg mig, for sammen med lysmand og videomand, fremmanes de smukkeste hvide skyer, som er mere effektive end hos René Magritte, for her kan skyerne både gå mod højre og mod venstre og til sidst i dobbelt formation på bagvæggen. Så blæse være med at det jo som bekendt går grueligt galt midtvejs for alle de grimmske figurer, mens nogle få vist oplever en lykkelig slutning, bare ikke her hos Revolver. Der dør de vist, men man når ikke at engagere sig i figurernes endeligt.
De tre skuespillere slider i det, for teksten er ikke indlysende, og det fysiske udfordrer dem i høj grad, som f.eks. når Mathilde Arcel slæbes rundt af det roterende store møllehjul. Helt unødvendigt. Som skuespiller har Mathilde Arcel flere gange vist et spændende potentiale, men hendes sprogbehandling står fortsat i vejen.
Anton Hjejle er som skuespiller skabt til at være både dæmonisk, uhyggelig og androgyn, mens Freja Klint Sandberg er et mangesidet talent, der har haft store roller på Odense Teater. Nu er hun i København, og det bliver interessant at følge hendes udvikling.
Teksten i “Grimm” synes uinteressant og er slet ikke fortløbende. Der er tre sekvenser, og igen har scenografen været på spil med middelalder-gysertekst i baggrunden for at styrke stemningens uhyggegrad.
Det visuelle tager, som allerede skrevet, i denne forestilling teten, budskabet forsvinder, hvis der overhovedet har været noget. Men selvfølgelig er det ærgerligt, at de unge teaterfolk ikke udnytter muligheden for at fortælle noget.
Der burde være nok at gribe fat i for tiden. Krige tættere på os end vanligt, naturkatastrofer og et usikkert politisk miljø på globalt plan for ikke at tale om store sociale uligheder, også i det danske samfund. Et stor tag selv bord i katastrofer.
Men i stedet serverer Revolver-teatret med fuld statsstøtte en Lederhosen-historie om tre vildfarne børn.
Ekstra:
I øvrigt synes der fortsat at være et navneproblem: Revolver/ Republique og Østerbro Teater og Østre Gasværk.
Teatrene tilsammen har et offentligt tilskud på knapt 40 millioner kroner. Balancen lå i seneste sæson på lidt under 100 millioner kroner, men her var inkluderet et nyt teknisk anlæg til 12 millioner kroner betalt af samme tre fonde, som også dækkede renoveringen af Gasværket for få år siden. Der bruges ca. 8 millioner kroner på PR og markedsføring på Østerbro Teater, men der er tilsyneladende ingen trykte programmer (eller vægtige informationer på hjemmesiden) hos Republique og Revolver. Det burde der være råd til.
Kilde: Det Københavnske Teatersamarbejde:
https://kbht.dk/file/70/f3e60b578b6cddaa9109cb8a65ef26480149d95e
GRIMM
Medvirkende / Anton Hjejle, Mathilde Arcel, Freja Klint Sandberg
Instruktør / Emil Rostrup
Dramatiker / Sonja Ferdinand
Scenograf og kostumedesigner / Laura Løwe
Komponist og lyddesigner / Emil Assing Høyer
Lysdesigner / Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesigner og afvikler / Jonas Krogh
Videodesigner / Signe Dige
Workshop-underviser i stylter Signe Gravlund
Konsulent Anna Balslev
Forestillingsfotos Sara Galbiati