∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Grease The Musical i ny opsætning på Scandic Falkoner, i Vejle og Holstebro.
Flot og velsmurt udgave, hvor både sangen og danseglæden brillerer over hele linjen.
Med Silas Holst i front og et par håndfulde unge performere er alle mere end på i den musikalske beretning om High School livet i Chicago i slutningen af 1950erne, hvor rockmusikken havde slået rødder, de store biler syntes attraktive, og klasseskel og bandekrig lurede i burgerbarerne og på gaden.
Et råt portræt af 1950erne var udgangspunktet i den originale version, som nogle unge skuespillere opførte i 1971 et ydmygt sted i Chicago. Men fra Broadway året efter og derpå i Westend i London og i resten af verden er kanterne siden blevet slebet af, selv om der stadig er lidt kamp til stregen i den legendariske filmversion fra 1978 med John Travolta. Alt det ved de erfarne folk fra One and Only Musicals.
Castningen er perfekt med den super dansende og syngende Silas Holst, der her er sprunget ud som koreograf. Det er han sluppet fantastisk fra. Neele Rønholt er yndig og rammer publikum i sin først tækkelige mundering, siden som mager sild i sort – i det ikoniske afslutningsnummer, hvor de to forelskede fra hver sin side af byen forenes: Danny og Sandy.
Med den garvede scenograf Steffen Aarfing er looket fascinerende og flot med adskillige lokaliteter ud og ind imellem hinanden fra dansehal, diner til små rum. Det hele klares med neonrør, store pile og rullende sætstykker pakket ind i et effektivt lysdesign.
Kostumerne ved Simone Bartholin er holdt stramt og flot i en tillempet 1950er-stil, de er delikate, men aldrig for meget og aldrig billige, blot i fin harmoni med scenografien.
Sådan er det hele vejen rundt: meget professionelt med alle de unge performere, hvor flere kommer fra Fredericia Musicalakademi, ganske imponerende.
Vi er nået langt inden for musicalgenren i de seneste år i Danmark. Denne gang synes det, måske takket være instruktøren Frede Gulbrandsen, heller ikke at være så ferskt og mekanisk. Der er hjerte og humor med over hele linjen og allermest liv, når hele ensemblet danser – om det så er til skoleballet med Nastsja Arcel som en flot, frygtindgydende rektor og Ole Boisen som en slikket radiovært eller blot på gaden og oven på bilerne.
”Grease” er blevet en veltillavet nostalgisk musical, der møder sit publikum, som ved premieren kvitterede med en hujen mange gange, hvor også flere af de mindre roller scorede den store publikumsreaktion, bl.a. Sara Gadborg i et flot sangnummer.
Der er en vekslen imellem danske og engelske sangtekster, og det går faktisk overraskende fint.
Og hvorfor så ikke 6 stjerner. Måske fordi den nuværende version, ligeså fint den er spillet over hele linjen, alligevel går lidt i stå i de mange snakkescener. De må nok ikke skæres væk, men det er det store, glitrende show med lyskegler, rock and roll og habitklædte sangere på podier og omgærdet af store hvide englevinger i drømmesekvenserne, vi helst vil opleve.
Varm anbefaling til nostalgikere og til alle, der kan lide teater med indbygget glemsel og tro på, at kærligheden overvinder alt.
Flytter fra Frederiksberg til både Vejle og Holstebro.
Fakta om GREASE
Sandy: Neel Rønholt
Danny: Silas Holst
Rizzo: Lea Thiim Harder
Kenickie: Joakim Tranberg
Marty: Alberte Kyst
Jan: Nanna Rossen
Frenchy: Fie Alberte Damgaard
Sonny: Thor Vestergaard
Doody: Christian Collenburg
Roger: Lasse Dyg
Patty Simcox: Frederikke Vedel
Teenangel: Sara Gadborg
Miss Lynch: Nastja Arcel
Eugene: Patrick Terndrup
Cha Cha: Kirsty McDonald
Vince Fontain: Ole Boisen
Dansere/Ensemble: Mads Gronemann, Malene Koch, Simon Glæsel, Tone Reumert,
Suad Demirovic, Søren Torpegaard
Det kreative hold:
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Silas Holst
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesigner: Simone Bartholin
Kapelmester og Music director: Joakim Pedersen
Lysdesigner: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lyddesigner: Tim Høyer
Producent: Rikke Lange
Executive producer: Jesper Winge Leisner
Produktionsselskab: One And Only Musicals
Hej, jeg vil bare informere om at det er mig der spiller Patty Simcox, og ikke Frederikke Vedel.
Vil blot informere hvis i ikke vidste det 🙂
Og derfra også, fra hele castet, takker vi for en rigtig flot anmeldelse 🙂
Med venlig hilsen Linea Høeg Olsen
tak.