Menu Luk

Græstedrevyen 2024 – dristig semi-anti-woke.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Græstedrevyen 2024 – nu med mening.

Velkomponeret, musikalsk, stram og semi-anti-woke-revy i Græsted.

Tre velklædte, midaldrende mænd på scenen i sorte habitter, hvide skjorter og pastelfarvede Donald Trump-slips. Ovre i hjørnet et tre mandsorkester – altså også tre mænd.

Det er i år, 2024, ganske voveligt, og de første stjerner er allerede i hus til Kroen i Græsted med kroejer René Richardt selv endnu engang på scenen suppleret flot af Farshad Kholghi og Jesper Lohmann.  De er meget forskellige – og får lov hen igennem revyen også enkeltvis at brillere og gør det godt. Der er politisk bid, dog uden at efterlade mærker.

Teksterne er gode, overraskende gode, selv om et par, bl.a. to om ejendomsvurderingerne, nok havde brug for ekstra tryk. Flere af de garvede revyskribenter har leveret til revyen: Vase og Fuglsang, Carl-Erik Sørensen og holdets egne tekster. Alle  holder et højt niveau. Kort sagt, det er en overraskende veltrimmet revy med en effektiv baggrunddekoration, hvor skiftende lys og blink  giver stemning af ”it is showtime” -– mere skal der ikke til på den lille scene, hvor herrerne og bardisken fylder mindst det halve.

Græstedrevyen 2024. Nu med Mening. Pressefoto.

Optakten er som den skal være: politisk! Vi får smidt alle problemer i hovedet, både de rådne advokater, de griske minkavlere og så selvfølgelig banderne!  Det er sjovt, men tempoet er næsten for højt – jeg ville ønske, de tog den en gang til for det tungnemme publikum til sidst.

GRÆSTEDREVYEN 2024. Farshad Kholghi, Jesper Lohmann og René Richardt. Tegning af Claus Seidel.

De fleste af numrene er aktuelle. Helt frisk på fad giver den adrætte Farshad Kholghi den som ”den sorte svane” med ryggen til, iklædt lille hvidt tutu ovenpå de alm. herrebukser  og sort, lang paryk som en anden kvinde, men vupti vender han sig om, stadig på tåspidserne, midt i Tjaikovskij-musikken, og så er det manden på overførsel med det alt for lange, grå skæg og altså også ham, der har dumpet giftig jord  etc. Ret genialt og revy til tiden. Kort og præcist.

GRÆSTEDREVYEN 2024. Farshad Kholghi, tegning af Claus Seidel.

En længere pantomime inspireret af Dario Fo er sød om en irriterende flue, der faktisk har et helt almindeligt flueliv og  ikke bare kan undværes…

GRÆSTEDREVYEN 2024. René Richardt. Tegning af Claus Seidel.

René Richardt  får også flere fine soli, bl.a. som tegnsprogs-oversætter med Emoji efter hver korte nyhed i en Carl-Erik Sørensen tekst. Sådan er dansk politik, kunne man også sige.  Denne tekstmager er en superveteran i dansk revy, men et par gode sange af ham får desværre ikke den rigtige brod, fordi musikken er for høj, hvorved pointerne ryger. Det er synd. Jeg ville godt have kunnet høre mere af både ”Løsgænger” – der med Gnags-musik meget vittigt handler om alle dem på bageste række i Folketingssalen. De får løn og har valgt det nemme liv uden for partierne og uden indflydelse, men engang imellem er der brug for deres stemme.  Også sangen om sundhedspersonalet druknede i lidt for kraftig musik.

GRÆSTEDREVYEN 2024. Jesper Lohmann som kontormand. Tegning af Claus Seidel.

Men lydbalancen var perfekt, da Jesper Lohmann gav den som slikket, vrikkende, midaldrende sanger med bl.a. Elvis på programmet og knaldgul silkeskjorte og toupé. Også en monolog, vor nye konges første nytårstale, passede til Lohmanns spillestil og var vittig uden på nogen måde at være ondskabsfuld.

Alle numre var korte og præcise. Jeg ville dog gerne have haft mere om Lille Lars fra Græsted, når jeg nu var på de kanter for første gang, men stampublikummet er nok træt af at høre om manden, der både gik fra byen, fra partiet og hvad nu med regeringen? Der manglede lige en hyper aktuel tekst, men hvem tør skrive den nu, hvor både Folke mødet er i gang på Bornholm, og Gallup har givet regeringen under 32 % vælgertilslutning?

GRÆSTEDREVYEN 2024. Farshad Kholghi, Jesper Lohmann og René Richardt. Pressefoto.

Græstedrevyen 2024 er aktuel, og mixet mellem snak og sang er godt med de tre herrer, der nok ved, at de lige er på kanten af woke-bølgen og hjælp til #metoo-ofre etc. De slutter derfor med en hyldest til alle de kvindelige kolleger fra 1980erne: Sanne, Anne, Lone og hvad de ellers hed. Det er vel også påfaldende, at vi skal tilbage til 1980erne for at have kvindekunst at se op til?

Det må blive næste års revy-emne. “Hvad skal vi med kvinder…” Med René Richardt som ankermand er det beundringsværdigt, at Græsted har sin egen revy – godt støttet af lokalmiljøet og et oplagt og kvikt publikum, der forstod alle vittighederne. Det var en befrielse, at gode tekster blev modtaget med latter og klap.

At der ovenikøbet er middag først er ikke så dumt. For hvem gider stå og kokkerere før, man skal i teatret.

Den danske tradition med sommerrevy rundt i landet er værd at støtte, når vi har så mange gode skuespillere med musikalsk og mentalt overskud.

Støt din lokale revy, hv0r INGEN får statsstøtte,  og nyd ikke at skulle tilberede middag den dag. Buffeten var i øvrigt rigtig god,  blev dog overgået af rabarbertriflien til dessert.

 

Der spilles i slutningen af hver uge til og med 30. august.

Medv. Jesper Lohmann, Farshad Kholghi og René Richardt.

Pressefotos: Jan Frithjof Stephan.

Tegninger: Claus Seidel.

https://graestedkro.dk/revyen/

1 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *