∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Gotta Dance – ny ballet på Operaen.

Det Kongelige Teater leverer med ”Gotta dance” på perfekt vis ”varen” til det danske folketing, kulturministerium og såmænd også til publikum.

Der skal nemlig være smæk for den mere end halve milliard kroner, som nationalscenen modtager i årligt statsligt driftstilskud, og der må ikke være for store forståelsesbarrierer: teaterkunsten skal kunne annammes af de fleste.

”Gotta dance” er lige at gå til med evergreens som ”They can’t take that away from me”, ”Cheek to cheek”, ”It don’t mean a thing” og de franske sange som:  ”La vie en rose”og ”Non, je ne regrette rien” sunget fra scenen, mens fejende dansepar leverer den rene nydelse i form af nostalgi.  Her er ingen forsøg på nyfortolkning, fortiden tages for gode varer og dog.

I anden del er der midt i ingen handling alligevel en kærlighedsaffære mellem to mænd, og den udvikler sig i det uendelige. Dertil er der vist ikke andet at sige end, at der er nye tider. Og så kan man tænke tilbage på stakkels Oscar Wilde, der måtte i fængsel for sine præferencer. Men bortset fra dette lille hint, er danseprogrammet sorgløst og apolitisk og vel alene tænkt som underholdning for masserne. Gregory Dean har skabt koreografen, og han er i øvrigt  også solodanser på Det Kongelige Teater og har stået bag balletterne  ”Askepot” og ”Blixen”.

Når politikerne bestemmer

Selv om der funkler 5 stjerner oven over denne anmeldelse, er der alligevel et par indvendinger og spørgsmål.

Hvorfor skal Den Kongelige Ballet endnu engang have et program med en engelsk titel?  Jeg ved godt, at titlen er hentet fra en af sangene, men alligevel. Hvorfor skal det blot være showdans til evergreens fra før og efter Anden Verdenskrig i USA og Frankrig? Hvorfor er Balletten flyttet til Operaen?

Svarene ligger lige for. Det Kongelige Teater er styret af politiske krav, der fastlægger, hvor mange hundrede tusinde billetter, der skal sælges. Her kan en lettilgængelig forestilling i den største sal med 1500 pladser hjælpe gevaldigt på tallene, hvis folk altså indløser billet.

De fleste marketing-folk ved også, at teater er TV underlegen, men hvis teaterkunsten kan lægge sig i slipstrømmen på TV og films aktiviteter, er meget vundet. Hvem ved ikke, hvad ”Vild med dans” er? Og ovenikøbet med den kongelige balletmester som en af dommerne.

”Gotta dance” er flot struktureret uden struktur, men med stort orkester, købt ude i byen, og fire sangere, hvor Caspar Phillipson markerer sig med et særligt scenisk nærvær – når de kendte evergreens afleveres på bedste New Yorker manér, samtidigt med at danserne i skiftende kostumer erobrer gulvet. Sangnumrene leveres som i en strøm, meget lig den fornemmelse man ville have, hvis tiden blev skruet 70 år tilbage, og man sad på en elegant spiserestaurant.

 

Min sidemand sagde, jeg ikke måtte skrive det, men for mig er dette show også Wallmans Saloner i ekstra dyre rober og uden vulgær-seksuelle undertoner. Så egentlig er ”Gotta dance” et sammensurium af ”Vild med Dans” og ”Wallmans saloner” med de bedste dansekræfter og et flot og velspillende Tivolis Big Band og LiveStrings suppleret af fire sangere.

Scenografi og lys

Scenografien ved Jon Morrell er ekstrem mailstream og uden overraskelser, men flot bygget op med en balustrade, der næsten ikke benyttes og et hvidt futtog, som heller ikke udnyttes optimalt. Spild af ressourcer, og flere danske scenografer kunne have gjort det mindst ligeså godt. For ikke alle kostumer er lige klædelige. Nogle blå uniformer i begyndelsen står i vejen for ikke mindst de to kvindelige sangere og ligeså nogle uinteressante blå kjoler i en langstrakt og dårligt belyst fransk afdeling, hvor musikken fik lidt for meget gas, når det nu var Edith Piafs vidunderlige toner, der helst skal åndes ud.  Derimod var der nogle smukke sfæriske silkekjoler mod slutningen, før hele ensemblet endte i kjole og hvidt og tophat.  Næsten som i ”A Chorus line”, dog uden guld.

Endnu engang serverer Det Kongelige Teater et kedeligt og immobilt lysdesign. Det kan undre, for der er mange yngre danske kræfter, der bare kan skabe helt eventyrlige stemninger via lyset. Hvorfor  hentes uinteressante, engelske kræfter til den danske nationalscene. Giv dog opgaverne til vores egne dygtige teaterfolk.

Danserne og koreografien

Flot og fejende er det, og danserne, der alle, i modsætning til musikerne, kommer fra Det Kongelige Teater og kan det hele med Astrid Elbo som en særlig publikumsmagnet.

Også Jonathan Chmelensky forstår at komme ud over scenekanten og ned til publikum og flere af de andre soloherrer og solister, som bl.a. Tobias Praetorius. Holly Dorger må heller ikke glemmes.  For der er nemlig brug for denne ekstra glød, så det ikke bare bliver pæn underholdning.

 

Men ellers er det svært at sige noget om danserne og trinene. Endnu engang kunne jeg næppe se, hvem der var hvem, og i første del, før jeg flyttede plads, var det kun kvarte udsnit af scenen, der var synlige.  Men hvordan man så sent som i nullerne kunne bygge en teatersal, hvor det er svært at se scenen fra stolene på gulvet (parkettet), er mig en gåde.

Publikum

Det vigtigste ved dette balletprogram var dog,  at publikum var glade og kvitterede med masser af klap efter de større numre og til sidst stående bifald.

 

Dagbladet Politikens mislykkede forsøg

Hvordan det hele hænger sammen med Dagbladet Politikens noget mislykkede forsøg på karaktermord på Det Kongelige Teater og balletafdelingen på premieredagen d.22.4. er svært at sige. Politikens mange spørgsmål til teaterchef Kasper Holten blev flot afpareret, og avisen måtte ovenikøbet ty til Berlingske Tidende for at få et negativt udsagn om teatret. Det eneste nye var, at danserne følte sig udnyttede! Jeg skal ikke udtale mig om danserne, men en ambitiøs balletdansers liv har vist aldrig været nemt.  Og når en avis ikke har andet, kan man altid bruge nogle meget mørke fotos, hvor chefens ryg vises. Meget tendentiøst. Politiken blev i ekstrem grad kontrast til det glade budskab, som Det Kongelige Teater forsøger og lykkes med her ved premieren på ”Gotta dance”.

Så selv om jeg måske kan undre mig over det lette repertoirevalg, har jeg alligevel ondt af Det Kongelige Teater, som tilsyneladende aldrig vil kunne gøre alle tilfredse.

Koreografi: Gregory Dean

Iscenesættelse: Gregory Dean

Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell

Lysdesign: Lucy Carter

Dirigent: Peter Jensen

Videografik: Sebastian Troels Eskildsen

 

Maria Lucia Heiberg Rosenberg / Sanger

Caspar Phillipson / Sanger

Miriam Irene Mandipira / Sanger

Mads Mathias / Sanger

Dansere:

Jonathan Chmelensky, Emma Riis-Kofoed, Holly Dorger, Ryan Tomash,  Tobias Praetorius, Astri Elsbo, Andreas Kaas, m.fl.    

Tivolis Big Band og LiveString under ledelse af Peter Jensen.  

www.kglteater.dk