∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Imponerende samspil i et stilfærdigt, musikalsk, velkomponeret kammerspil uden nemme løsninger.
Først tv-serie, så præmieret spillefilm og nu teater. Spørgsmålet var, om Ingmar Bergmans tekst om forældrene kunne leve? Ja, er det simple svar. For i modsætning til bl.a. ”Scener fra et ægteskab”, som var tidsforankret i de semifrigjorte 1970erne, er ”Den gode vilje” et livsdokument, der ikke interesserer sig så meget for menneskets seksuelle underbevidsthed. Det er højere følelser og fornemmelser og evige spørgsmål, som rumsterer i Henrik Bergman og Anna – forældrene til den lille Ingmar, hvis fødsel kun lige antydes mod slutningen af det tre timer lange spil.
Og vi kunne såmænd godt have taget tre timer til. For i Emmet Feigenbergs instruktion får alle skuespillere så meget styrke og opbakning, at det er en glæde minut for minut at følge den stilfærdige udvikling, som de forskellige figurer og personer gennemgår. Som i en fysisk proces bevæger de sig fra et punkt til det næste, og vi iagttager spændt konklusionerne.
Onde er de ikke, men på vildspor eller på afveje når de moralsk dømmer andre. Og midt i det hele står Henrik Bergman, først ung stud. theol. – siden præst nord på i et lille forsømt sogn, som han forlader for husfredens skyld. Skuespilleren Mathias Flint gør det eminent og mere end det. Han får hele følelsesregistret med, lige fra det manglende selvværd, da han dumper til en eksamen og manglende mod på at møde den lokale overklasse, til troen på sit præstekald. Og nedenunder det hele en lyst til og næsten magt over kærligheden til borgerdatteren Anna. Det hele sker ret umærkeligt. Ingen diskussion om Gud, men snarere hensynet til en anden ophøjethed.
Og ligeså Anne Plauborg, som spiller den unge Anna så rent og nuanceret uden spor af den snærende borgerklasse. Imponerende af de unge og ros til instruktøren Emmet Feigenberg, der også får maximalt ud af alle de andre skuespillere: Inge Sofie Skovbo, der snart er en hel Bodil Kjer i fine nuancer og en spændende beherskelse af stemmen som den ”søde moder”, der nedenunder smilet kun har sit eget store ego at tage stilling til. Kim Weisgaaard får tegnet det smukkeste portræt af pigens flinke fader, der er i lommen på det stejle, men flotte kvindemenneske han har giftet sig med: Nanna Bøttcher, der også får tegnet et gedigent, lidt afskyeligt og krukket, klassebevidst mordyr. Ingen må glemmes. For i dette kammerspil er alle spillere på toppen: Christian Hetland som den søde overklassebror med musik i benene, Maria Buch Cordsen som den forsmåede forlovede og Bue Wandahl, der må tage sig af de ret tunge fortællerroller, men gør det forbløffende let. Også barneskuespilleren, der både skal synge og agere, fungerer upåklageligt.
Det kunne have været en lang, sej vandring mod Bergmans nat, men ”Den gode vilje” er nu blevet til et interessant studie i menneskers tvivl og vaklen, men også dybtliggende ærlighed og tro på livet, på medmenneskene og måske på Gud. Den gode vilje.
Scenografien er stilfærdig til det anonyme ved superscenografen Steffen Aarfing, der har placeret lidt stole og en arkitekttegnet lædersofa, så vi helt bevidst flakser rent tidsmæssigt. Kun et par lysende firkanter på væggene bryder af og til rummets lukkethed.
Det er skuespillernes aften – og de tager ordene til sig, mens vi lytter – og tænker over vores eget liv. Er det både så nemt og så svært at leve? ja, det må man skrive under på.
- Ingmar Bergman skrev selv teksten over et halvt år i 1989, men bad den danske filminsstruktør Bille August om at instruere. Pernille August spillede hovedrollen som Anna. Det blev til en tv-serie, som siden blev klippet til en spillefilm, der vandt guldpalmer i Cannes, 1992.
Premiere d.16.9.2017 på Scala. Aarhus Teater.