∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Gigant – Svend Wiig Hansen på Heart, Brundlund Slot og Else Alfelt og Carl Henning Pedersens Museum.
/Ulla Strømberg.
Samarbejde er en god ting og flot, at det er lykkedes at kaste lys over Svend Wiig Hansens værk, 19 år efter hans død, med en gigant præsentation under titlen ”Gigant” på flere museer.
I Hearts rene rum får værkerne lov at spille op mod hinanden, så det mest af alt ligner en mands meget bevidste, næsten ensidige ønske om at skildre menneskeheden eller snarere mennesket i et angstfyldt, turbulent moment. Det er stærkt og pågående.
Årene har ikke taget livet af hverken farverne eller formerne. Svend Wiig Hansen står som en ener, hvor hans oprindelige, ganske personlige kamp, i dag kan deles af de fleste. Livet er og bliver nok ikke meget bedre end det, Svend Wiig Hansen som maler, billedhugger og tegner skildrede fra 1950erne frem til midten af 1990erne.
På Heart er der blot en lille, klar brochure med introduktion til udstillingen.
Samtidigt har kunstmuseet Brundlund Slot udgivet det tunge katalog med flotte billedgengivelser med noget så ”moderne” som fagfællebedømte artikler. Det er jeg stødt på før og skal hilse at sige, at det ikke borger for informationskvaliteten. Det kan godt være, at man skal skrive sådan på universitetet for tiden, men hvis kunsten skal ud på museerne, så skal der en anderledes flydende pen – og menneskelig indsigt til. Ord som performativitet er ikke befordrende at hæfte på Svend Wiig Hansens vidunderlige menneskelighed og varme ønske om at involvere os alle i skabelsesakten af værkerne. Brugerinvolvering hed det på plat dansk engang. Man skal passe på fremmedord og begreber, hvis de trods alt ikke er så fremmede endda. Dog skal Jesper Christensens artikel fremhæves for velformuleret, uden svinkeærinder, at samle brikkerne hos et ganske komplekst menneske, der bl.a. udtrykte sig som billedkunstner.
Udstillingerne er afgjort en Jyllands-tur værd.
Heart:
Else Alfelt og Carl Henning Pedersens Museum:
Brundlund Slot: